Et vådt chok
Det danske vejr er mærkeligt – og vådt – set med udenlandske øjne. Internationale studerende fortæller om deres første møde med det danske vejr og en dansk studerende deler sine bedste tips til, hvordan man holder sig varm og tør (dog ikke stilfuld – man kan ikke få det hele ...)
På en klar og solrig dag tidligt i september begyndte Rocio Valderrábano på 28 at cykle mod sin første time i kandidatuddannelsen i journalistik på Aarhus Universitet.
Valderrábano havde hørt, at den danske regn kunne være intens, men hun havde også overlevet perioderne med regn i sin hjemby, Mexico City, hvor regnskyllene kan forårsage voldsomt trafikkaos.
En let støvregn begyndte at falde, men det skulle ikke afholde hende fra at nå frem til timen. Så begyndte det at regne mere. Og mere.
Snart blev Rocio Valderrábano nødt til at søge ly under en bro for at vride sit gennemblødte tøj og sende en email til sin uddannelseskoordinator for at fortælle, at hun ville komme for sent til timen, fordi hun blev nødt til at tage hjem og skifte til tørt tøj. Så snart hun fik fri, købte hun en ny regnjakke, gummistøvler og regnbukser.
Tro det eller ej. Den dag, billedet skulle skydes, regnede det faktisk ikke. Så regnen måtte fakes med hjælp fra en vandslange, venligst udlånt af AU's gartnere. Foto: Lise Balsby
“Jeg havde ikke forventet den spontane regn,” siger hun, med henvisning til vejrets hurtige skiften fra solskin til styrtregn.
Hendes råd til andre studerende, der skal til at påbegynde en uddannelse i Aarhus?
“Undervurder ikke regnen her i Danmark.”
Hvis du er studerende i Aarhus, er du nok tilbøjelig til at være enig. I gennemsnit, målt over det seneste årti, regner det 179 dage i Danmark med 765 millimeter nedbør i alt om året. Og landet har på det seneste været særligt vådt: Siden 2011 har de danske somre været mere regnfyldte end tørre. Det har Danmarks Meteorologiske Institut for nyligt rapporteret. Selvom der findes vådere klimaer rundt om i verden, gør Danmarks cykelkultur, at de studerende oftere kommer i kontakt med elementerne på daglig basis.
Jeg er selv international studerende (og er flere gange blevet pinligt gennemblødt af regn siden min ankomst her i Danmark i sommer). Men hvorfor regner det så meget i Danmark, og hvordan skaffer jeg kvalitetsregntøj uden at sprænge budgettet i et forvejen dyrt land som Danmark? Jeg satte mig for at undersøge sagen.
Hvorfor er det danske vejr så mærkeligt?
Danmarks unikke beliggenhed mellem Nordsøen og Europa er det, der driver dets vejrmønstre, fortæller John Cappelen, senior klimatolog ved DMI.
“Vores vejr er en kombination af vindens retning, årstiden og placeringen i forhold til kontinentet,” siger han.
Vestlige vinde fra havet er de hyppigste, og de bringer nedbør og blæsevejr med sig uanset årstiden. Østlige vinde, som er særlig almindelige sent på vinteren og om foråret, skaber koldt vejr om vinteren og varmt vejr om sommeren, oftest med en klar himmel. Sydlige vinde, også fra kontinentet, skaber kulde om vinteren og varme om sommeren og er ofte ledsaget af dis eller tåge. Om sommeren kan de forårsage høj luftfugtighed, kraftige byger og torden. Vinde fra nord er for det meste kolde og tørre, og de er den mindst almindelige vindretning i Danmark. Den koldeste vindretning i Danmark er den nordøslige, og hvis meget kold luft fra Sverige bevæger sig over Kattegat f.eks, kan usædvanligt kraftige byger opstå, som kan føre til langvarige, lokale snefald.
“Aarhus især er faktisk en smule tørrere end det indre Jylland,” siger John Cappelen.
Men bare fordi solen skinner i Aarhus, betyder det ikke, at det ikke kan regne i København.
“Danmark er et lille land, men når man går i detaljer, er det ikke helt så lille. Der er forskellige klimaer i de forskellige regioner,” siger John Cappelen.
Skaf udstyret (og vær ligeglad med, hvor dum du ser ud)
Hvad skal du kigge efter, når du køber regntøj
- Vandafvisende eller vandtæt? Materialet skal være vandafvisende.
- Vandsøjletryk: Gå efter regntøj med et vandsøjletryk på mindst 3-4.000 mm. og helst over 5.000 mm.
- Åndbarhed: Hvor stor åndbarhed, du har brug for, afhænger af dit aktivitetsniveau. Hvis du skal bruge udstyret til let aktivitet, såsom at gå, er 3.000 g/m2 tilstrækkeligt. Men hvis du har det på, mens du cykler, så gå efter 8.500 g/m2.
- Tjek sømmene: Sørg for at sømmene er svejsede og tapede, ellers kan vand trænge igennem sømmene selvom materialet er vandafvisende.
Kilde: Dansk Teknologisk Institut, Charlotte Fischer
Sanni Jensen på 24 år og læser journalistik på kandidatniveau. Som dansker og flittig cyklist er hun efterhånden hverdagsekspert i at trodse regnen. Hun har et helt arsenal af udstyr til at beskytte sig imod regnvejrsdage: Hun klæder sig i regnbukser, gummistøvler, solbriller og en regnjakke med huen slået op under cykelhjelmen. Det er noget af et look, siger hun, men hun holder sig varm og tør, når hun cykler rundt i Aarhus.
“Man skal ikke være bange for at se dum ud,” er Sanni Jensens råd.
Det betyder dog ikke, at der ikke er masser af mærker og designs, der kan gøre det lidt mindre grænseoverskridende at være klædt i vandtæt materiale fra top til tå.
Hvis man leder efter den klassiske danske stil, er det Aarhus-baserede mærke Rains, kendt for sine moderigtige, minimalistiske og farverige frakker, bukser og rygsække – og for priser, der ligger i den høje ende. Sanni Jensen anbefaler også sportsbutikker såsom Spejdersport, Sport24 og Intersport. Og mærker som Hummel, Whistler, Helly Hansen, Haglöfs og Peak Performance. For dem med et stramt budget foreslår hun Bilka, Føtex, THansen og XL Byg, samt at lede efter billige sider på nettet.
Det er også muligt at købe brugt, men Sanni Jensen peger på, at tøjets regnafvisende evne mindskes over tid. En slidt regnjakke vil efterlade dig lige så våd, som hvis du slet ikke havde en.
Når du køber, er der et par specifikationer at være opmærksom på. Sanni Jensen anbefaler at vælge et vandsøjletryk på mindst 5000 mm. Det er også vigtigt at finde en balance mellem et vandafvisende materiale og et materiale, som huden kan ånde i: PVC-belægning gør tøjet meget vandafvisende, men ikke særlig åndbart, forklarer Sanni Jensen. Hun anbefaler en åndbarhed mellem 5000 og 8000 gram.
Tag højde for bakken
Aarhus’ unikke geografi – ja, den enorme bakke fra havnen og op mod campus – kan også spille ind i forhold til, hvilket regntøj der er det rigtige at investere i.
He Zhang på 33 år er også journalistikstuderende på Aarhus universitet og kommer fra Kina. Han cyklede ofte fra den forstand, han boede i lidt udenfor Beijing, og ind til byen for at arbejde. Men hans rute var relativ flad, og han havde hjælp fra en el-cykel, så han kom sjældent til at svede. Sådan er det ikke i Aarhus.
“Man får det virkelig varmt af at cykle, det er altid mit problem” siger han.
Hans løsning har været at skaffe en stor taske og pakke flere lag tøj.
Zhang har nu fire regnjakker: en tynd, vandafvisende jakke købt i Kina, en kraftig, vandtæt frakke fra det britiske mærke Berghaus til om vinteren, og to Rains jakker som ekstra lag – og hvis der skal være lidt mere stil over det. Han har også investeret i en vandtæt rygsæk, da han er fotograf og gerne vil beskytte sit udstyr, når han er ude og fotografere.
Forsøg at nyde det
Paraplyen er fin på billeder. Men den er dømt ude som brugbart udstyr i en by som Aarhus, hvor det også blæser meget, mener He Zhang, der er international studerende fra Kina. Foto: Lise Balsby
Men der er et stykke udstyr, han ikke vil anbefale i forsøget på at overvinde regnen:
“Glem paraplyen, det blæser alt for meget her,” siger han.
Selvom det måske kan være fristende at blive indenfor og helt at undgå regnen, siger He Zhang, at det at cykle, gå og komme udenfor er den bedste måde at opleve byen på.
“Du bliver nødt til at forberede dig på regnen og forsøge at nyde den. Ellers kommer du ikke til at overleve de cirka 200 regnvejrsdage om året i Danmark,” siger han.
Karis Hustad læser journalistik på Aarhus Universitet og kommer fra USA. Hun vidste godt, at det regner meget i Danmark. Men ikke at det ville regne SÅ meget. Hendes medbragte regntøj måtte hurtigt give op over for det danske vejr, flere af hendes internationale medstuderende havde oplevet det samme - og det blev afsættet for denne artikel. Karis Hustad er international studenterskribent for Omnibus. Foto: Lise Balsby
Artiklen er oversat fra engelsk af Anne Harling Krag, der læser BA i engelsk på 5. semester med tilvalg i nordisk.