Omnibus prik

GUIDE: Få styr på GAI inden eksamen

Siden semesterets start har GAI som hovedregel været tilladt for studerende at bruge ved eksamen – medmindre andet står skrevet i studieordningen eller kursusbeskrivelsen. Men har du styr på, hvornår og hvordan du skal deklarere brugen af GAI? Og har du overvejet de etiske dilemmaer ved at benytte GAI?

Arkivfoto fra Institut for Forretningsudvikling og Teknologi ved Aarhus BSS i Herning. Foto: Anders Trærup, AU Foto

Hvad er GAI?

GAI står for generative artificial intelligence og er i daglig tale kendt som chatbots, der er i stand til at generere et resultat baseret på de spørgsmål eller opgaver, man stiller den. Det kan den gøre, fordi den er baseret på store sprogmodeller, der trækker på allerede eksisterende eksempler på tekst, mønstre eller strukturer.

Nyttige links

Vintersemesterets eksamener, bacheloropgaver og specialer lurer lige rundt om hjørnet, og inden pensumgennemgange og uendeligt lange oplæsningsark tager din fulde opmærksomhed, kan du med fordel sætte dig ind i universitetets regler og retningslinjer for brug af GAI (General Artificial Intelligence) til eksamen – hvis du altså har tænkt dig at bruge det.

Du kan på Studypedias hjemmeside finde en række gode råd og eksempler på, hvordan du bruger GAI i din oplæsning og eksamen – og ikke mindst, hvordan du deklarerer, at du har brugt GAI. Her er det vigtigt at bemærke, at der er tale om anbefalinger til dit arbejde med GAI. Retningslinjer for brug af GAI til eksaminer afhænger nemlig som nævnt af den enkelte studieordning og/eller kursusbeskrivelse, og det kan derfor hurtigt virke som et virvar af regler, retningslinjer og anbefalinger.

Tag turen gennem flowchartet og se, om du har styr på din brug af GAI. Og læs med nedenfor, hvor Afdeling for uddannelsesjura giver svar på en række generelle scenarier om brugen af GAI til eksamen.

Afdelingen for uddannelsesjura er dem, der tager sig af juridisk rådgivning og udformning af regler på Aarhus Universitet. Her får du deres svar på en række generelle scenarier i forbindelse med brug af GAI til eksamen:

Jeg har brugt GAI i mit studiearbejde gennem hele semestret. F.eks. til at organisere mine noter og opsummere de primærtekster, som jeg ikke har nået at læse. Jeg har ikke tænkt mig at bruge GAI til eksamen. Skal jeg stadig deklarere?

"Hvis noterne er udarbejdet ved hjælp af GAI, og du skriver ordret tekst fra noterne ind i din besvarelse, har du også brugt GAI til eksamen og skal således deklarere det."  

Jeg skal til en tilsynsprøve, hvor GAI er tilladt. Skal jeg medbringe en deklaration og aflevere den sammen med min eksamensbesvarelse?

"Nej, du skal ikke aflevere en deklaration, når du bruger GAI ved en tilsynsprøve."

Jeg skal til en eksamen, hvor jeg først skal lave et skriftligt produkt i en hjemmeopgave og så senere forsvare det til en mundtlig eksamen. GAI er tilladt til hjemmeopgaven, men ikke til det mundtlige forsvar. Hvor og hvornår afleverer jeg min deklaration, hvis jeg har brugt GAI til hjemmeopgaven?

"Du skal aflevere deklarationen som et bilag til hjemmeopgaven og skal derfor aflevere denne, samtidig med at du afleverer din hjemmeopgave."

Jeg har brugt GAI i mit generelle studiearbejde på mit kursus gennem hele semestret, men GAI er ikke tilladt til eksamen. Har jeg snydt allerede inden, jeg har taget min eksamen?

"Jeg forstår eksamen som en skriftlig eksamen, der ligger efter afslutning af undervisningen. Nej, du har ikke snydt allerede, fordi du har brugt GAI i dit generelle studiearbejde. Men det er klart, at hvis du bruger GAI til at udarbejde noter, som du gengiver ordret i din besvarelse til eksamen, så har du også brugt GAI, selvom det ikke er tilladt."

Jeg skal lave en deklaration, da jeg har brugt GAI til min eksamensbesvarelse. Hvor præcis skal den være? Skal jeg vedlægge en søgehistorik med alle mine prompts?

"Deklarationen skal som minimum indeholde oplysninger om, at du har brugt GAI, hvilke GAI-værktøjer (ChatGPT, Copilot, Bing el.lign.) du har brugt, og hvordan du har brugt værktøjerne. For at den bliver så præcis som muligt, anbefaler vi også, at det angives, hvor i besvarelsen du har brugt værktøjerne. Hvis du vil gøre det lettere for bedømmerne at se, hvordan du har brugt GAI, kan du eventuelt vedlægge en søgehistorik med de prompts, du har lavet, men det er ikke en forventning."

Jeg har brugt GAI som led i min litteratursøgning, men jeg har valgt ikke at bruge noget af det. Skal jeg stadig deklarere?

"Nej, du skal ikke deklarere, da du ikke har brugt noget af materialet i selve besvarelsen, men hvis du havde brugt den fremsøgte litteratur, skulle du deklarere."

Bliver min indsats betragtet som mindre selvstændig af min eksaminator, fordi jeg har brugt GAI?

"Nej, det gør den ikke, men du kan eventuelt reflektere over, hvordan GAI har hjulpet din forståelse af det faglige indhold. En sådan refleksion vil faktisk kunne understrege din selvstændighed.

Det kan dog have betydning, hvis du bruger store tekstpassager genereret af GAI og angiver dem som direkte citat, på samme måde som hvis du gengiver store dele af en lærebog som direkte citat. På den måde adskiller brugen af GAI sig ikke fra brugen af tekst fra lærebøger, slides og opgaver mv."

Korrekturlæst af Charlotte Boel