Nu må du bruge ChatGPT og andre GAI-værktøjer til eksamen på AU
De forskellige GAI-værktøjer er kommet for at blive, lyder det fra AU. Derfor må du fremover bruge dem til eksamener, medmindre andet eksplicit står skrevet i studieordningen eller kursuskataloget.
Hvad er GAI?
GAI står for generative artificial intelligence og er i daglig tale kendt som chatbots, der er i stand til at generere et resultat baseret på de spørgsmål eller opgaver, man stiller den. Det kan den gøre, fordi den er baseret på store sprogmodeller, der trækker på allerede eksisterende eksempler på tekst, mønstre eller strukturer.
Mange studerende bruger efterhånden de forskellige GAI-værktøjer som ChatGPT, Googles Gemini eller Microsofts Copilot. Nu bliver de også en legitim sparringspartner for AU’s studerende i forbindelse med eksamen, undtagen hvis det eksplicit fremgår af studieordningen eller kursusbeskrivelsen, at det ikke er tilladt. Det skriver AU i en nyhed: Nu bliver GAI tilladt til eksamen.
Du skal deklarere brug af GAI
Til eksamen gælder fortsat de samme regler for eksamenssnyd som hidtil, herunder regler om plagiat og god citatskik. Hvis man bruger GAI til besvarelsen af sin eksamensopgave, skal man derfor vedlægge en deklaration som bilag til opgaven. Du kan læse mere om reglerne for brug af GAI til eksamen her.
Ændringen kommer i kølvandet på, at AU tilbage i januar 2023 forbød brugen af AI chatrobotter til eksamen, hvilket skabte en del forvirring blandt de studerende, eftersom AU samtidig rådede til at bruge chatbots i det øvrige studiearbejde. Men nu er linjen fra AU altså, at ”Generative AI-værktøjer er kommet for at blive, og de studerende skal lære at bruge dem med omtanke og kritisk sans”, som det hedder i nyheden fra AU.
Studerende anser AU's regler for brug af chatbots som tvetydige
AU anbefaler studerende at bruge Copilot
Aarhus Universitet deler på Studypedia en række gode råd og anbefalinger til studerende om brugen af GAI. Blandt andet anbefaler universitetet studerende og medarbejdere at bruge Microsoft Copilot, som man kan få adgang til via universitetet.
”Den sikkerhedsmæssige fordel ved Copilot er, at de data, du indtaster, ikke bliver gemt og brugt til at træne den bagvedliggende model. Du må dog stadig ikke bruge Copilot til fortrolige eller følsomme data”, skriver AU.
Korrekturlæst af Charlotte Boel