Hjalp to familier på flugt fra Ukraine: ”Det gør mig enormt stolt at have hjulpet dem til et trygt sted”

Tidligt lørdag formiddag parkerede chefdesigner ved AU, Nikolai Lander, og hans kammerat Thomas Skovbo deres minibus på et opsamlingssted tæt ved den polske grænseby Dorohusk. Efter at have kørt den mere end 15 timer lange tur, som begyndte fredag i Skanderborg. Fra at have været noget, de så billeder af på tv, var krigen i Ukraine pludselig helt nærværende.

”Vi kunne ude i horisonten se store røgsøjler fra bombenedslag, og på vejene blev tanks fragtet på lastvognstog mod Ukraine. Krigen blev meget virkelig,” fortæller Nikolai Lander.

Opsamlingsstedet bar også præg af de tusindvis af mennesker – hovedsagligt kvinder og børn – som flygter fra krigen.

”Alt var ekstremt fint organiseret af de mange hjælpeorganisationer. Der var telte med mad, tøj og hygiejneartikler, hvor ukrainerne kan tage, hvad de har brug for på deres videre flugt fra krigen. Der var også lokale ukrainere, som hentede forsyninger og kørte dem over grænsen og ind i Ukraine.”

AU-chefdesigner sætter kursen mod Ukraine for at hjælpe nødstedte familier

Inden afrejsen fra Danmark havde Nikolai Lander og hans kammerat indsamlet en masse ting, blandt andet autostole, hygiejneartikler og legetøj, som kan være til gavn for de flygtende ukrainere.

”Det læssede vi af og sorterede efter ankomsten.”

Planen var, at Nikolai Lander og Thomas Skovbo i tidsrummet fra kl. 11 til 14 skulle mødes med seks ukrainere, som via en dansk-ukrainsk koordinatorgruppe havde booket plads i minibussen. Aftalen var, at Nikolai Lander og Thomas Skovbo skulle samle dem op i Dorohusk og køre dem til Danmark.

”Men kl. 13 var de ikke kommet. Vi kontaktede flere gange koordinatoren i Danmark, som bad os vente til kl. 14. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om der var sket ukrainerne noget. Men koordinatorens bud var, at de formentlig var kommet over grænsen tidligere end forventet og for at slippe væk fra minusgraderne var rejst hurtigt videre til Warszawa. Vi ville ikke køre hjem med en tom bus, så han opfordrede os til at køre dertil, fordi han vidste, at mange havde akut brug for hjælp til at komme videre derfra,” fortæller Nikolai Lander.

I Warszawa aftalte de via koordinatoren i Danmark at hente en ung ukrainsk mor, der var på flugt med sin 13-årige søn. Derefter kørte de videre til byen Lodz for at hente en anden mor, der også var på flugt med sin søn på 13. I Poznan gjorde de holdt for natten og indlogerede sig på et hotel.

”Vi var vanvittigt trætte alle sammen.”

Efter at have spist morgenmad på hotellet begav de sig søndag morgen mod Danmark.

”Det gav en løs stemning i bilen, at vi kørte afsted i solskin og havde fået noget at spise, og der var plads til at smalltalke lidt,” fortæller Nikolai Lander.

Men pludselig ændrede stemningen sig. Den ene af kvinderne viste på sin mobil et billede af en ung mand. Hendes øjne blev blanke. De havde været barndomsvenner, siden de var to år gamle. Nu var han dræbt i Kyiv. Han var far til en lille pige og en lille dreng. Kvinden brød sammen, og episoden gik i maven på både Nikolai Lander og Thomas Skovbo. Og den sidder der endnu.

”Det er jo ikke bare ham. Der er tusindvis af den slags skæbner,” siger Nikolai Lander.

De krydsede den dansk-tyske grænse og kørte mod Kolding. Her havde den ene kvinde via koordinatoren en aftale med en hotelejer fra Vestjylland, mens den anden havde en aftale med en dansk-ukrainsk dame fra Langeland.

På spørgsmålet om, hvorvidt han kunne vide sig sikker på, at det var mennesker med gode hensigter, svarer Nikolai Lander:

”Det kan jeg ret beset ikke være sikker på. Men familierne vidste på forhånd, hvem de skulle videre med, og jeg talte i telefon med de to flere gange undervejs og mødte dem også i Kolding, og de virkede reelle. Siden har jeg været i kontakt med begge kvinder, og de giver begge udtryk for, at både de og deres drenge har det godt.”

Søndag aften parkerede Nikolai Lander den rødbedefarvede minibus og landede hjemme hos familien efter det, han selv beskriver som en intens tur.

”Mandag brød jeg helt sammen. Jeg ved ikke, om det var manglen på søvn, de mange indryk, kvindernes historier – det er nok en kombination af det hele. Samtidig blev jeg ramt af, hvordan der på Twitter uploades videoer af boligblokke, der bevidst bombes af russerne, mens nyhedsbilledet herhjemme pludselig er skiftet fra at have fokus på krigens konsekvenser for ukrainerne til krigens konsekvenser for danskerne. Det gjorde mig frustreret. Her er mennesker, der må forlade deres mænd og familier og alt, hvad de ejer, og så snakker vi om stigende elpriser og kornpriser. Jeg synes, der er større ting på spil.”   

Senere samme dag fik humøret dog et nøk opad igen, da han i nyhederne så et indslag fra Langeland, hvor en række ukrainske børn netop var begyndt i dansk skole. Blandt dem en af de to drenge, han havde hjulpet til Danmark, og i baggrunden stod hans mor sammen med de andre mødre og smilede.

”Det gør mig enormt stolt, at jeg har hjulpet dem til et trygt sted.”

Med turen føler han, at han gjorde netop den forskel, som han havde håbet på.   

”Det har været en vild oplevelse. En følelsesmæssig tour de force. Men jeg ville gøre det igen.”

Nikolai Lander har stadig daglig kontakt med de to ukrainske kvinder.

”De er ved at have gang i en hverdag. Men det er svære dage for dem. De savner deres mænd. De ser os danskere smile og ønsker, at deres folk kunne gøre det samme. De er stærke kvinder, den ene læste til jordemoder, den anden var manager i et jobformidlingscenter. Og de er stolte. Vi måtte ikke betale noget for dem, end ikke en fransk hotdog. Vi tilbød dem også penge fra vores indsamling. Men de afslog. De vil klare sig selv.”

En tegning, som Nikolai Landers 8-årige datter Selma har lavet sammen med sin veninde Martha, inden han kørte mod Ukraine. 

Korrekturlæst af Charlotte Boel