Står du og skal bruge 25 levere fra en mår, et dusin milte fra en lækat eller mavesækken fra en odder, så er biolog og seniorrådgiver Morten Elmeros fra Institut for Bioscience i Kalø den helt rigtige at kontakte.

Det har Omnibus gjort, og biologen tager smilende og vinkende imod, da fotograf og journalist triller ind på parkeringspladsen ved Kalø Hovedgård. En smuk bindingsværksbygning, som denne tågede morgen er pakket ind i et blødt lag januar-sne, der giver gårdsplads og de tre længer fra 1700-tallet et ekstra nøk opad på idyl-skalaen.

Nå, vi er ikke kommet for at nyde »områdets natur- og kulturoplevelser«, som det er formuleret på Visit Djurslands turisthjemmeside. Tværtimod, vi er kommet for at sprætte dyr op og se på indvolde.

Walk-in-fryser

Morten Elmeros viser os ind i laboratoriet, en sort træbygning, og åbner en svær jerndør ind til et tætpakket kølerum: »walk-in-fryseren«, som han kalder det.

Det er her, han gemmer sin samling af indvolde fra flere hundrede lækatte, ildere, oddere, mårer og grævlinger for bare at nævne nogle af de dyr, der uden at give samtykke har viet deres liv til videnskaben.

På biologsprog hedder samlingen en »vævsprøvebank«. 

»Sådan en bank er guld værd,« siger Morten Elmeros med slet skjult stolthed og fisker en plastikpose med en blodig kødklump op af en af de mange flamingokasser, som står stablet langs væggene. Han forsætter:

»Jo større samlingen er, jo bedre. Man kan jo ikke samle alt ind, men vi vil i hvert fald gerne fylde fryseren op.« Det er den indstilling, der har gjort samlingen af vævsprøver til en af Europas største.

Morten Elmeros har lagt kødklumpen tilbage og står nu med en papirkonvolut, hvorfra to sorte fuglevinger stikker ud.

»Ja, det er jo ikke min fryser alene. Jeg deler med mine kolleger,« forklarer han. 

Derfor indeholder fryseren også både jordprøver, faunaprøver og altså en hel del fuglevinger, som hans kollega Thomas Kjær Christensen står for at indsamle og registrere til jagtstatistikker.

»Jeg tror, det her er en sortand,« siger Morten Elmeros og indrømmer, at det ikke er fugle, der er hans ekspertiseområde.

Første levende billede … eller …

Det er til gengæld skovens rovdyr. Og Morten Elmeros’ samling er ikke noget, der er kommet af sig selv. Den skal holdes ved lige.

Derfor har han sammen med sine studentermedhjælpere, specialestuderende Louise Nørgaard og Dorthe Mikkelsen fra Aalborg Universitet, sat fire dage af til at obducere den bunke af hele døde dyr, som efterhånden har hobet sig op i kølerummet.

De fleste af dyrene er trafikdræbte og indleveret af Naturstyrelsen eller privatpersoner. Men nogle af dem kommer også fra konservatorer – dem, der udstopper dyr – og fra Zoologisk Museum.

De første dyr, der kommer under kniven på det store metalbord, er en husmår og en skovmår. På trods af de kolde omgivelser og det hårde lys ser de faktisk helt nuttede ud, som de ligger dér, fredfyldte og pelsede.

Var det ikke for de skarpe tænder og klør, kunne de såmænd falde helt naturligt ind blandt præmiebamser og pelsdyr i en tivolitombola.

Men kun lige, indtil Morten Elmeros og Louise Nørgaard med sikker hånd og nærmest synkront åbner bugen på
dyrene og med saks og pincet begynder at fiske hjerte og andre blodige indvolde ud af nuttetheden.

Banko!

Mens Omnibus’ udsendte et øjeblik må vende hovedet væk, virker trekløveret fuldstændig upåvirket efter at have sprættet dyr op i tre dage i træk.

Det hele er sat i system. Morten Elmeros og Louise Nørgaard måler og vejer, mens Dorthe Mikkelsen noterer længde og vægt i en mappe, som i stedet for aftryk fra en kaffekop er plettet af blodstænk.

»Så har jeg et sæt,« siger Morten Elmeros pludselig, som havde han fuld bankoplade eller fire rigtige i lotto.

Et fuldt sæt betyder i denne sammenhæng, at han har befriet sin husmår for dens testikler, lever, galdeblære, milt, hjerte, lunger, hjerte, nyre, tarme, mavesæk og et stykke muskel fra inderlåret og anrettet det hele appetitligt på en metalplade.

Uanet forskningspotentiale

Men hvorfor er det egentlig, at Morten Elmeros og hans studentermedhjælpere så omhyggeligt udskærer og arkiverer indvolde fra døde dyr?

»Der er et uanet forskningspotentiale i det her materiale. Står man og skal lave et forskningsprojekt, går man ikke bare ud og slår 100 oddere ihjel. Det må man slet ikke. Vi samler vævsprøver fra dyr, som alligevel er døde. Så kan man jo lige så godt bruge dem til noget fornuftigt,« siger han.

Prøverne i vævsprøvebanken er blandt andet anvendt til et par større forskningsprojekter for Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen, som handlede om at få overblik over udbredelsen af muse- og rottegift i naturen.

Her undersøgte forskerholdet hundredvis af levere fra blandt andet ildere og husmårer.

»Umiddelbart burde man ikke kunne finde gift i nogen af dem, men vi fandt gift i mere end 90 procent af prøverne,« siger han.

International interesse

Det er ikke kun Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen, Morten Elmeros selv og hans kolleger fra Aarhus Universitet, der har glæde af vævsprøvebanken i Kalø.

For eksempel har Morten Elmeros leveret 75 muskelprøver fra ildere, brude og husmår til ph.d.-studerende i Lissabon, 50 galdeblærer fra oddere til Cardiff University og 30 muskelprøver fra grævlinger til en forsker i Luxemburg.

Alle er med andre ord velkomne til at henvende sig, siger Morten Elmeros.

»Hvis bare man har et godt projekt og en pose penge til at udføre det.« Biologen gør derfor også, hvad
han kan, for at udbrede kendskabet til vævsprøvebanken, når han rejser rundt i verden til konferencer, så
den giver så meget videnskabeligt afkast som muligt. Og så han over for institutledelsen kan forsvare at prioritere de ressourcer, han gør, på sin samling.

»Det er også lidt egoistisk. Hvis jeg leverer 50 prøver til et projekt, i udlandet eller herhjemme, bliver jeg også medforfatter på nogle publikationer. Vi bliver jo vurderet på, hvor mange publikationer vi har. Så det er også den måde, jeg kan sælge det på over for instituttet,« siger han. 

Kronjuveler fra en nordjysk kendis

Kronjuvelerne i samlingen fik Morten Elmeros og hans kolleger fat i tilbage i 2012. 

Her blev en vis ulv fra Thy landskendt som den første ulv i Danmark, der er observeret uden for fangenskab i 199 år. Morten Elmeros var med til obduktionen af ulven og kan i dag stolt fremvise både lever, nyre og et stykke muskel fra den lodne nordjyske celebrity.

Men ikke nok med det. Det kølige skatkammer gemmer også på ekskrementer fundet i Danmark, som efter al sandsynlighed stammer fra Thy-kendissens slægtninge.

En diætanalyse af ulveekskrementerne skal vise, hvad lortenes ejere har sat tænderne i. Og selvom resultaterne først bliver offentliggjort til sommer, går Morten Elmeros med til at løfte lidt af sløret.

»Vi kan godt afsløre så meget, at de i hvert fald hverken har spist bedstemødre eller småbørn,« siger han.

Føj for en lugte-brud!

Der er kommet nye pelsdyr på metalbordet i laboratoriet. 

Morten Elmeros vejer dagens indtil nu største dyr, en odder på lidt over 3 kilo. Louise Nørgaard er til gengæld i gang med det mindste af dyrene på blot 54 gram. Det er en brud – og ja, det hedder den altså, uanset om det er en hun eller en han.

For at finde ud af dét må Louise Nørgaard mærke efter, om der er testikler eller ej. Og det er dér, det
går galt.

Pludselig lugter der fælt af noget, som bedst kan beskrives som råddent eller for gammelt karry, hvis
karry da kan blive det?

Louise Nørgaard er kommet til at klemme på brudens analkirtler, som den bruger til afmærkning af sit territorium.

»Det skal man virkelig prøve at undgå,« konstaterer hun tørt og forsøger at undertrykke et skævt smil.

Ja tak, det husker vi så til næste gang, vi står med en optøet, trafikdræbt brud.