Som konstitueret dekan sagde du, at du ikke ville søge stillingen som dekan på Arts. Hvad fik dig til at ændre mening?

”Jeg sagde det efter få måneder som konstitueret dekan, og tænkte dengang mest på min egen rolle som en overgangsfigur. Men min funktionsperiode blev i stedet længere, så dels blev jeg optaget af nogle mere langsigtede planer, og dels blev jeg så glad for samarbejdet både internt på fakultetet og med eksterne parter, at sagen stillede sig i et nyt lys. Jeg kom ind på posten i en ekstraordinær situation med fokus på organisation, men nu er den faglige udvikling på fakultetet begyndt at åbne sig.”

Hvad slog du på til samtalen for at overbevise ansættelsesudvalget om, at du skulle være den nye dekan?

”Jeg synes ikke, det er rigtigt at referere fra ansættelsessamtalen. Men jeg synes, det er lykkedes at etablere et godt samarbejde på fakultetet. Derudover synes jeg, at jeg kan gøre krav på en stærk faglig profil med en international dimension.”

Hvad er de tre vigtigste ting, der står i din kalender til efteråret?

”Det allervigtigste bliver at styrke fakultetets faglige og internationale position indenfor forskning og uddannelse. Desuden venter der en stor udfordring i at færdiggøre svaret på dimensioneringen af uddannelserne på Arts. Endelig skal vi have kørt den nye organisation og samarbejdsform ind i normal daglig praksis.”

Humaniora og humanister bliver fra tid til anden udsat for kritik. Blandt andet for at humanister uddannes til arbejdsløshed, og at uddannelserne savner samfundsrelevans. Støder kritikken dig? Og vil vi se dig gå i flæsket på den som dekan?

”Jeg mener, kritikken er stereotyp og ofte uinformeret om de faktiske forhold. Mange udtaler sig om humaniora uden at forstå bredden og værdien af forskningen og uddannelserne. Vi uddanner mange tusinde dygtige kandidater hvert år, hvoraf mange i løbet af kort tid får gode jobs. Kritikken kan vi imødegå på flere fronter: Internt ved at ranke ryggen mere og være stolte. Men vi skal også gå i dialog med alle interessenterne på uddannelses- og forskningsområdet. Vi skal naturligvis også markere os gennem den offentlige samtale for eksempel ved at skrive debatindlæg. Men jeg tror nok så meget på den personlige samtale og det langsigtede arbejde med at udbrede forståelsen af de faktiske forhold om humaniora.”   

 5 skæve til Johnny

Sidst, jeg var oppe i det røde felt, var: I går, men jeg siger ikke hvorfor. Til gengæld kan jeg sige, at det er uhyre sjældent, jeg ryger op i det røde felt.

Det sociale medie, jeg bruger mest er: Den personlige samtale. Jeg er ikke på Twitter og Facebook, og det er et bevidst fravalg. Rent praktisk kræver tilstedeværelsen på sociale medier, at man opdaterer med en vis puls, som jeg ikke kan leve op til. Og når man sidder i en ledelsesposition, kan man ikke have venner i et lukket forum. Alle skal have adgang til en.

Årets sommerferie går til: Jeg skal på storbyferie med min kone, men vi har endnu ikke besluttet, hvilken by vi skal til. Derudover vil jeg være at finde på terrassen ved rækkehuset iført korte bukser, sandaler og god tid.

De færreste ved, at jeg: Har aftjent min værnepligt i livgarden. Det forventer man ikke lige af en humanist. Og så har jeg været medlem af PET-Kommissionen. 

Den historiske begivenhed, jeg helst ville have oplevet er: Jeg ville gerne have været i NASAs kontrolcenter under månelandingen. Jeg har en svaghed for astronomi og rumfart.

Fakta

Alder: 57 år
Uddannelse: Uddannet historiker (lektor, ph.d.) med speciale i dansk og europæisk samtidshistorie fra Aarhus Universitet. Tidligere ph.d.-skoleleder på Arts.