Hundredvis af studerende må droppe at tage på udveksling i efteråret
Som følge af coronakrisen byder AU velkommen til markant færre internationale studerende i det kommende semester – ligesom 500 AU-studerende har valgt at aflyse eller har fået aflyst deres udvekslingsophold i efteråret. Det er et hårdt år for internationaliseringen, lyder det fra international chef Rikke Nielsen.
Coronakrisen har gjort livet besværligt for mange udvekslingsstuderende i forårssemestret. To tredjedele af de knap 480 AU-studerende, der rejste på udveksling i foråret, valgte at afbryde deres udvekslingsophold før tid og rejse hjem. Og den tredjedel, der valgte at blive i udlandet og gennemføre udvekslingsopholdet, fik en noget anden oplevelse end forventet.
Hovedparten af de internationale udvekslingsstuderende, der rejste til AU i forårssemestret, har valgt at rejse hjem før tid. Især efter at AU gav mulighed for onlineundervisning og eksamen. Det oplyser Rikke Nielsen, der er international chef ved AU.
LÆS OGSÅ: Tre studerende ser tilbage på et semester i udlandet, der ikke gik helt efter planen
340 studerede rejser til AU fra udlandet i efteråret
Men coronakrisen har endnu større konsekvenser for udvekslingen i efterårssemestret, fortæller Rikke Nielsen.
”Vi plejer at tage imod 700-750 udvekslingsstuderende i efterårssemestret. Det tal er i år nede på knap 340 studerende, som er blevet tilbudt plads på AU fra midten af august. Og det tal falder formentlig yderligere, for eksempel som følge af eventuelle restriktioner i deres hjemland eller fra dansk side,” siger hun.
Danmark er åbent for udvekslingsstuderende, da det betragtes som et anerkendelsesværdigt formål at rejse hertil for at studere.
500 AU-studerende har valgt at aflyse eller har fået aflyst deres udvekslingsophold
Men coronakrisen spænder i høj grad også ben for hundredvis af AU-studerende, der skulle have været på udveksling i efteråret. Ifølge Rikke Nielsen skulle 624 AU-studerende have været på udveksling i efteråret. Men indtil videre har 500 AU-studerende enten selv valgt at aflyse eller fået aflyst deres udvekslingsophold, fordi de universiteter, de skulle have været tilknyttet, ikke åbner for internationale studerende dette semester.
”Mange af vores partneruniversiteter rundt om i verden har helt valgt at aflyse udveksling i 2020. Samlet set er der på nuværende tidspunkt kun 124 AU-studerende, som rejser ud dette semester. Det er virkelig et hårdt år for internationaliseringen. Og det er hårdt for de studerende, som må give køb på internationalisering af deres uddannelse. For nogle er der kun den ene chance for at rejse ud i løbet af deres uddannelse. Det er virkelig trist,” lyder det fra Rikke Nielsen.