KRONIK: Hvad med dig selv?!

Den 30. oktober nedsatte Morten Østergaard ”Udvalg for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser”. Formålet er at “komme med konkrete anbefalinger”, og det handler om at få omsat uddannelser til beskæftigelse og vækst. Udvalget har en snæver sammensætning med en overvægt af økonomer, og man kan frygte, at mange perspektiver ikke kommer med i udvalgets arbejde.

Derfor nedsatte vi den 31. oktober ”[Alternativt] Udvalg for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser”, som ligeledes har til formål at komme med konkrete anbefalinger til, hvordan man kan forbedre kvaliteten af de videregående uddannelser. Vores udvalg er åbent for alle, der er på Twitter, og her foregår en nuanceret debat om, hvad kvalitet er, hvor problemerne findes, og hvad man kan gøre ved dem. De p.t. cirka 650 kommentarer viser, at kvalitet er mange forskellige ting, og at ansvaret for, at kvaliteten halter, ikke ligger ét bestemt sted. Her er nogle af de problemer, som er blevet nævnt i debatten:

Uddannelsesstrukturelt trænes de unge i at være målorienterede allerede fra folkeskolen: De skal skynde sig igennem studierne, så de hurtigt kan gøre gavn. Kvalitet sættes lig hastighed og økonomisk nytte, hvorimod fordybelse, læring og dannelse ikke er en del af det strukturelle kvalitetsperspektiv.

Universitetsledelser oversætter krav om øget kvalitet til målbare parametre såsom antallet af undervisningstimer, evalueringsresultater eller antallet af beståede studerende i stedet for konstruktivt at engagere sig i de meget forskellige læringsrum, som skabes af studerende og undervisere.

Undervisere ser ikke undervisning som et sted for faglig udvikling og taler ikke med kolleger om det i andet end anekdotisk form. De træffer ikke informerede pædagogiske valg om, hvordan studerende skal forvalte deres 27,5 timer pr. ECTS, men sætter måske bare flere tekster på pensumlisten og taler lidt hurtigere til forelæsningen.

Studerende ser universitetet som en butik, hvor motivation og faglig nysgerrighed er underviserens eller uddannelsens ansvar, og hvor det er helt legitimt ikke at forberede sig, fordi man skal på arbejde eller ikke synes, kurset er interessant nok.

Diskussionen viser, at kvalitetsløft er en kompleks opgave, som ikke løses ved, at aktørerne står i hver deres ringhjørne og skælder ud på de andre. Det kan være, at underviserne har en pointe, når de beklager sig over, at curling-generationen er kommet på universitetet, men underviserne kan ikke fuldstændig fralægge sig ansvaret for, at de studerende ikke forbereder sig og ikke engagerer sig i undervisningen. På samme måde nytter det ikke, at studerende kræver flere timer, uden at de samtidig forholder sig til, hvad de selv kan gøre for at forbedre læringen, og uden at reflektere over, om flere timer overhovedet er kvalitetsfremmende.

Kvalitet er en kompleks størrelse, og derfor er det ikke tilstrækkeligt blot at reagere vredt på andres udspil og idéer. Man må også udvikle egne visioner og idéer til, hvad man selv kan gøre for at bidrage til det nødvendige kvalitetsløft. I den proces kan vi alle begynde med at sige højt, hvad vi selv og andre ikke gør godt nok. Men også, hvad vi allerede gør så godt, at andre kunne lære af det. Noget af det arbejde er begyndt i det selvbestaltede udvalg på Twitter. Det handler nu om at brede den diskussion og erkendelse ud til at favne alle niveauer på AU.

Følg debatten:

#AltUdvalg er hashtagget på Twitter.

Læs udvalgets kommissorium, hvor en sammenskrivning af debatten også kommer til at ligge.