I eftermiddag starter forfesten til Kapsejladsen

Når klokken slår 17.00, skal der bundes øl på række ved det traditionsrige baneudtræk til Kapsejladsen. Omnibus har spurgt Politologisk Forening fra statskundskab og Kein Cortex/Fuld Fontex fra psykologi om, hvad der er på spil ved baneudtrækket.

Nu går foreningerne for alvor i seriøs træningslejr frem til det hele går løs i Universitetsparken. Her ses Ambrosia, SIffos og Umbilicus i kampens hede ved sidste års Kapsejlads. Foto: Anders Trærup

Sådan foregår baneudtrækket

Baneudtrækket er todelt. Først trækkes der lod mellem foreningerne, så de fordeles på de tre heats. Herefter skal én fra hver forening bunde en øl. Den, der først sætter en tom ølflaske på bordet - og får godkendt sit forsøg-, får førstevalg til bane i det respektive heat, og så fremdeles.

Det eneste, der på forhånd er givet, er, at Umbilicus (medicinerne) som altid sejler i 1. heat.

Resultatet af Baneudtrækket offentliggøres på Omnibus’ Facebookside, umiddelbart efter den sidste øl er bundet.

Formålet med baneudtrækket er, udover at hygge med kassevis af øl, at fordele foreningerne på Kapsejladsens tre heats, derudover skal banerne i Universitetssøen også fordeles. Normalt afholdes udtrækningsfesten i en overfyldt samfundsfaglig kantine, men i år er festlighederne rykket til Fuglesangssalen på Fuglesangs Allé, ifølge arrangørerne for at imødekomme pladsproblemer.

Politologisk Forening: Baneudtrækket er sekundært

Jacob Bro fra Politologisk Forenings (PF) koordinationsudvalg er helt klar i spyttet, da han spørges ind til betydningen af baneudtrækket:

”For os handler det bare om at vinde, derfor er heatet underordnet – vi skal jo kunne vinde over alle foreningerne” griner han og fortsætter:

”Vi har været i træningslejr til baneudtrækket fra onsdag aften og to dage frem, men jeg må ærligt indrømme, at baneudtrækket er anden prioritet. Det vigtigste er at vi vinder Det Gyldne Bækken igen.” (PF vandt sidst Kapsejladsen i 2014, red.)

I ugens løb har PF valgt deres deltager til baneudtrækket, og har også brugt tid på at inspicere søen nøje, for at udse sig den bedste bane.

Disse foreninger deltager i år

  • Kein Cortex/ Fuld Fontex
  • Jus
  • SIffos
  • Umbilicus
  • FUT
  • Politologisk Forening
  • Ambrosia
  • Apollonia
  • TÅGEKAMMERET
  • Journalisthøjskolens fredagsbar
  • Humbug
  • Beerceps Maximus
  • ØF

”Sidste år valgte vi vores vinderbane fra forrige år, men endte alligevel med at starte i et træ”, konstaterer Jacob Bro. Derfor er de på udkig efter en ny bane i år.

Ved baneudtrækket vil PF gøre, hvad de kan, for at skabe god stemning, og så krydser Jacob Bro fingre for, at deres ærkerivaler Jus (jura) får en forfærdelig bane.

”Det er en symbolsk sejr”

Kein Cortex/Fuld Fontex, der sejler for psykologerne, mener også, at man skal kunne vinde over alle foreningerne, hvis man skal stå med Det Gyldne Bækken i hånden den 6. maj.

Patrick Wiberg, formand for fredagsbaren på psykologi, fortæller:

”Det er selvfølgelig altid dejligt at starte i et lettere heat, så man virkelig kan give den gas i finalen. Men for at vinde Kapsejladsen, skal man jo også kunne slå vinderne af de andre heats.”

Han mener heller ikke, at man skal tillægge baneudtrækkets udfald den store betydning.

”Det er jo altid spændende, for det er første gang, alle foreningerne mødes. Men taler man om betydningen af sejr ved baneudtrækket, er den mere symbolsk,” fortæller han og fortsætter:

”Det handler mest om æren af at kunne bunde en øl hurtigere end de andre.”

Patrick Wiberg kan næsten allerede lugte sejren og Det Gyldne Bækken:

”Vi vil vinde Kapsejladsen og tror også på, at vi kan,” griner han.

 

Program for baneudtrækket 

 

Allerede kl. 11.00 åbner Klubben, der holder happy-hour indtil kl. 16.00.

Kl. 17.00 går det for alvor løs i Fuglesangssalen på Fuglesangs Allé, hvor baneudtrækket sættes i gang.

Efter heats og baner er fordelt, er der fest til kl. 2.00.

 

 

Kein Cortex/ Fuld Fontex har ikke en fast bane, de altid går efter. Til gengæld glæder de sig til at få afklaret, hvilken bane, de skal sejle på. Kapsejladsen er lige om hjørnet, og de vil sætte intensivt ind på at blive dus med deres bane i ugerne frem til den store dag.