Ingen udsigt til ændring af orlovsregler for AU’s studerende
Selvom først Medicinerrådet på AU og siden Studenterrådet på det kraftigste har opfordret universitetsledelsen til at gøre det lettere at tage orlov, forbliver orlovsreglerne sandsynligvis uændret. Sådan lyder meldingen, efter Uddannelsesudvalget mødtes tirsdag eftermiddag.
De studerende på AU er formentlig fortsat dårligere stillet end deres medstuderende på landets øvrige universiteter, når det gælder muligheden for at tage orlov.
Orlovsreglerne var ellers kommet med som punkt på dagsordenen, da Uddannelsesudvalget holdt møde tirsdag, efter både Medicinerrådet og Studenterrådet i to åbne breve til ledelsen har anmodet om at gøre det lettere at tage orlov.
Men der er ikke udsigt til ændringer, fortæller næstformand i Uddannelsesudvalget og prodekan for uddannelse på BSS Peder Østergaard.
"Budskabet i universitetsledelsen er, at vi fastholder de nuværende orlovsregler”, siger han.
Omnibus har hele dagen forsøgt at få en uddybende kommentar fra prorektor Berit Eika, men hun har ikke været til at træffe på grund af møder i universitetsledelsen og bestyrelsen for AU.
Studenterrådsformand: Bekymrende beslutning
Udmeldingen fra Peder Østergaard er bekymrende, mener Studenterrådets formand Allan Graversen Vesterlund.
”Det er beskæmmende, at når man har nogle studerende, som siger: »Vi kunne godt tænke os, at blive klogere og dygtigere, og det har vi brug for den her orlov til«. Så lyder svaret: »Det vil vi ikke give jer«. Det er det modsatte af at understøtte lysten til aktiv læring og de studerendes forsøg på at blive så kvalificerede som overhovedet mulig, siger han.