Tillid får os til at funkle som stjerner

Af Laurits Støvring Andreasen, fysikstuderende på 6. semester, Institut for Fysk og Astronomi
Illustration: Morten Voigt

Kære Sofie Carsten Nielsen

Ved du, hvorfor himlen bliver sort, når nu der er så mange lysende stjerner derude? Forklaringen skulle efter sigende være, at selv ikke lys bevæger sig uendeligt hurtigt. Lyset fra de mange stjerner har simpelthen ikke nået os endnu. For selv ikke lys kan nå ubesværet fra et sted til et andet. Selv lys kan møde modstand undervejs. Det er derfor, stjerner funkler. 

For to uger siden havde jeg æren af at tale med dig foran Aarhus Rådhus, hvor en flok studerende var samlet til protest. Her spurgte jeg dig om, hvorfor du selv var blevet forsinket på din uddannelse. Du svarede, at det skyldtes studiejobs, politik og dovenskab, og at du ville ønske, nogen havde givet dig et skub, så du ville have gennemført på normeret tid. Det havde været bedst sådan. 

Jeg blev forundret. Mener du, at du har spildt to år af dit liv? Og mener du, at du har forgrebet dig på den danske statskasse ved at bruge ekstra SU? Jeg tror tværtimod, du fik noget ud af den ekstra tid. Noget, som du måske endda bruger som minister i dag. Jeg ved det naturligvis ikke, men jeg tror det. 

Jeg fik også mulighed for at fortælle dig lidt om mit eget institut. Om hvordan alle fra studerende til ledelse er bekymrede for, hvad fremdriftsreformen betyder. Jeg har for eksempel lige afleveret mit bachelorprojekt. Afleveringsdatoen bestemte jeg selv, og ved selve afleveringen underskrev jeg også eksamenstilmeldingen. 

Jeg knoklede som et bæst for at skrive opgaven færdig, og som tak viste mit institut mig den tillid, at jeg selv kunne være med til at vurdere, hvornår mit projekt var så langt, at det kunne afleveres. 

Fantastisk, faktisk, at have et system, som i den grad baserer sig på tillid. Og på en fleksibilitet, som gør, at der er plads til, at ting kan gå galt. I teoretisk fysik benytter man sig ofte af computerassisterede beregninger, og på et tidspunkt var det ved at gå galt med mit bachelorprojekt, fordi jeg i en periode stod uden computer. Heldigvis vidste jeg, at jeg kunne udsætte afleveringsdatoen lidt, så en sådan kedelig, lavpraktisk udfordring ikke skulle ødelægge kvaliteten.

Samtidig nåede jeg at læse om både komplekse integraler, gruppeteori og kvantemekanisk spredningsteori, før jeg fandt ud af, at det, jeg skulle bruge til resten af opgaven, kunne skrives på cirka fire linjer. Tid spildt, kan man mene. Men jeg er uenig. Faktisk har det betydet, at jeg er gået fra mit bachelorprojekt meget klogere og dygtigere. Måske jeg endda kan bruge denne viden i erhvervslivet en skønne dag? 

Med fremdriftsreformen er alt dette snart slut!

Og så kan du sige nok så meget om, at universiteterne skal planlægge uddannelserne på den og den måde. Men det kan aldrig gøre det ud for de muligheder, tillid og fleksibilitet giver. Jeg siger ikke, at denne tillid er gratis eller altid er mest praktisk. Men den er det værd. 

For nylig landede en europæisk rumsonde med dansk bidrag på en komet. Formentlig var der forsinkelser undervejs. Rumsonden var i hvert fald længe undervejs.

Hvorfor vise denne tillid og bruge så mange penge og så meget tid på sådan et projekt? Fordi vi er mennesker, og mennesker er nysgerrige. 

Nogle gange skal man langt væk for at komme fremad. Og vi er nødt til at vise tillid nok til en sådan rejse i rummet. Menneskets færden er, som stjerners lys gennem atmosfæren, ikke altid ubesværet. Måske er det derfor, at vi – præcist som stjerner – til tider funkler.