”Jeg er gået ind ad de døre, der har åbnet sig for mig”
Oliver Mølgaard Gertsen er fascineret af mexicanske narkokartellers magt og indflydelse. Og dansk politiks påvirkning af borgernes liv. Han er en habil lystfisker. Han har en lidt blå fortid – og så er han netop valgt som Studenterrådets nye forperson.
Om Oliver Mølgaard Gertsen
Nyvalgt forperson for Studenterrådet ved Aarhus Universitet. Tiltræder posten 1. februar, hvor han afløser Jeanette Kusk. Nyvalgt næstforperson er Jes Enok Steinmüller.
Studerer spansk sprog, litteratur og kultur med tilvalg i samfundsfag på 6. semester (BA).
Har siddet i Studenterrådets forretningsudvalg det seneste år.
Tidligere næstforperson i Artsrådet.
Medlem af bestyrelsen for Danske Studerendes Fællesråd.
Medlem af bestyrelsen for Studenterfonden af 1963, som støtter studenterpolitiske, faglige og sociale initiativer på Aarhus Universitet.
Det er præcis et år, siden undertegnede sidst var forbi Studenterrådets lokaler på Nordre Ringgade for at tegne portræt af Studenterrådets nye forperson. Dengang nyvalgte Jeanette Kusk er til februar færdiguddannet på Aarhus Universitet, og nu går posten videre til 23-årige Oliver Mølgaard Gertsen, der netop er valgt af Studenterrådets Fællesråd.
Han begyndte på Aarhus Universitet i august 2021 og studerer spansk sprog, litteratur og kultur med tilvalg i samfundsfag på sjette semester (BA). En fagkombination, der godt nok smager af gymnasielærer, men som egentlig blot er udtryk for hans interesse for spansk og latinamerikansk sprog og kultur – og dansk politik.
”Jeg skrev SRP-opgave i gymnasiet om mexicanske viser, som hylder narkobaroner og -karteller. Og i min bacheloropgave skrev jeg om narkokartellernes effekt og indflydelse på mexicansk politik og på lokalsamfund,” fortæller han.
Politik på det jordnære plan
Det seneste semester er det så dansk politik, han har beskæftiget sig med på tilvalget i samfundsfag.
”Jeg synes, det er spændende, hvordan politik påvirker borgerne. Altså politik på det jordnære og konkrete plan.”
Og her har han ikke behøvet at hæve blikket meget op over eget skrivebord for at finde oplagte cases at studere. For de seneste regeringer har som bekendt været ganske rundhåndede med reformer af universitetssektoren i form af først udflytningsreformen, siden kandidatreformen og senest SU-reformen. Her er den nye forperson især optaget af, hvordan de reformer vil påvirke studerendes trivsel negativt.
”Jeg er bekymret for mistrivsel, og at studerende bliver endnu mere pressede og stressede, end de er nu,” siger han og fortæller, at han også mærker presset på egen krop ind imellem.
”Det er ikke den langvarige stress, for så havde jeg jo ikke siddet her. Men usikkerhed, tvivl og følelsen af at være presset mærker jeg i perioder.”
Den nye forperson er også bekymret over den antiakademiske diskurs, han oplever blandt politikerne.
”De seneste reformer er jo et billede på dette, i særdeleshed kandidatreformen, der jo skærer i antallet af dimittender fra universitetet,” mener han.
En blå flirt
Lige bortset fra én enkelt undtagelse har Oliver Mølgaard Gertsen ikke tidligere været politisk aktiv eller medlem af en forening. Og han kommer heller ikke fra en familie, der går op i politik, fortæller han. Undtagelsen var et kortvarigt medlemskab af Liberal Alliances Ungdom tilbage i 2018-2019.
”Men jeg kunne ikke se mig selv i det, så jeg meldte mig ud igen og er i dag ikke medlem af noget parti. Men om ikke andet kan det måske nuancere myten om, at alle medlemmer af Studenterrådet er ræverøde,” smiler han.
På første semester blev han en del af det lokale fagråd på sin uddannelse, og på andet semester blev han en del af Artsrådet.
”Her fik jeg øje på, hvor fedt det er at være med til at tale studerendes sag og arbejde for bedre vilkår for studerende. Jeg oplevede, at Artsrådet faktisk havde pondus, og at vi blev lyttet til og fik mulighed for indflydelse. Hvis man søger engagementet, er der åbne døre overalt, det er i hvert fald min erfaring.”
Som medlem af Artsrådet var han blandt andet med til at sætte diversitet i pensum på fakultetets dagsorden.
Fortsætter linjen
For et års tid siden blev Oliver Mølgaard Gertsen valgt ind i Studenterrådets forretningsudvalg og har herigennem haft et tæt samarbejde med den afgående forperson, hvis linje han i høj grad har tænkt sig at føre videre.
”Jeg synes, der blev taget nogle rigtigt gode spadestik i sidste periode, blandt andet med at brede ejerskab ud til de lokale fagråd. For de bedste beslutninger træffes efter min mening lokalt.”
Derudover bliver der for Studenterrådet som nævnt en stor opgave i at bringe fokus på de studerendes trivsel og ikke mindst mistrivsel, når kandidatreformen og SU-reformen skal implementeres.
Her mener den nye forperson, at studenterforeningerne på universitetet kan spille en stor rolle, og han opfordrer universitetets ledelse til at prioritere foreningerne – også økonomisk. Især i en tid, hvor mange foreninger stadig kæmper med eftervirkningerne af coronanedlukningerne.
”Foreningerne er med til at skabe meningsfyldte fællesskaber og netværk på tværs af uddannelser.”
Han opfordrer også sine medstuderende til at engagere sig i det fællesskab, der findes i de mange studenterforeninger på universitetet.
”For mig har det virkelig givet mening til mit studieliv at deltage i det studenterpolitiske fællesskab og at være med til at tale de studerendes sag,” siger han.
Selv havde han ikke set det komme, at han lidt mere end halvvejs inde i sine universitetsstudier påtager sig posten som Studenterrådets forperson.
”Men jeg er bare gået ind ad de døre, der har åbnet sig for mig. Og hvis jeg kan gøre det, kan alle.”
5 skæve til Oliver Mølgaard Gertsen
Sidst, jeg var oppe i det røde felt, var fordi: ”… jeg i fredags vågnede op til et spærret dankort, fordi nogen havde forsøgt at misbruge det. Man står jo nærmest helt uden for samfundet uden et åbent dankort. Men det er løst, og jeg fik mine penge tilbage.”
De færreste ved, at jeg: ”… stammede helt frem til 5.-6. klasse, hvor jeg så fik hjælp af en talepædagog til at håndtere min stammen. Jeg begyndte blandt andet til kor. Det har fyldt meget for mig, at jeg stammede – og det gør det stadig. Men jeg har ikke villet lade det begrænse mig, så jeg har udfordret mig selv blandt andet ved at studere et sprogfag, hvor man jo skal tale en del, og også her i Studenterrådet, hvor jeg af og til skal holde oplæg.”
Min yndlings-app er: ”Zetlands app. Jeg synes, det er et supergodt nyhedsmedie, som jeg bruger meget til at få nuancer og baggrundsviden. Jeg lytter primært til Zetland og bruger det som baggrund for at danne mig holdninger til det, der sker i samfundet.”
Jeg kan ikke få det bedre, end når jeg: ”… går en tur i Riis Skov. Det er mit yndlingssted i Aarhus – og mit yndlingsspot i skoven er en af bænkene med udsigt over Aarhusbugten og Øen. Her kan jeg virkelig godt lide at sidde med en Zetlandartikel i ørerne.”
Mit yndlingssted på AU er: ”Studentercaféen. Alting startede der i sin tid – der er jeg virkelig kommet meget, og jeg bruger den ofte, når jeg holder møder. Men jeg er også ret glad for at komme i Studenterbaren i kælderen.”
Korrekturlæst af Charlotte Boel