Jespers Torvekøkken overtager Samfundsfagenes Kantine

Jespers Torvekøkken, der står for kantinen i INCUBA, skal fra august også stå for driften af Samfundsfagenes Kantine på Bartholins Allé. Det betyder ny mad på menuen.

Samfundsfagenes Kantine skal fremover drives af Jespers Torvekøkken. Kantinen på Fuglesang Allé har også været sendt i udbud. Her genvandt Studenterlauget retten til at drive kantinen. Foto: Maria Randima.

Der er udskiftning på spisekortet, når Samfundsfagenes Kantine slår dørene op efter sommerferien. Det sker, efter Jespers Torvekøkken har vundet udbuddet af kantinedriften, som de overtager fra Studenterhusfonden.

”Deres tilbud havde det bedste forhold mellem pris og kvalitet på baggrund af de kriterier, der var beskrevet i udbudsmaterialet,” fortæller Suheyla Savas, som er udbudskonsulent i AU Indkøb.

Suheyla Savas fortæller, at der med valget af Jespers Torvekøkken som forpagter er lagt vægt på blandt andet madudbuddet, økologi og muligheden for take away.

Jespers Torvekøkken står allerede for driften af kantinen i INCUBA, og her kan man blandt andet finde panini, wraps og dagens sandwich til 28 kroner, dagens lune ret til 35 kroner og ugens pizza eller burger til 45 kroner.

Menukort i INCUBA (Jespers Torvekøkken).

Samfundsfagenes kantine holder lukket i juli og åbner igen 1. august.