Omnibus prik

Jul, jul, jul!

Hold jul med dine medstuderende. Kom i julestemning som i de gode gamle dage. Og skål i juleøl i unibaren - der er hele 67 at vælge imellem.

Grafik: Astrid Reitzel

Så er det jul igen
– hold den med andre studerende

Studenterpræsterne ved AU inviterer igen i år studerende til at fejre jul sammen med andre studerende – invitationen gælder alle studerende uanset religiøs eller kulturel baggrund.

Foretag feltstudium

Hvis du overvejer at deltage – men af den ene eller anden grund er i tvivl om, hvorvidt det er noget for dig – kan du foretage et diskret feltstudium onsdag 18. december fra kl. 19.00, hvor deltagerne mødes for at lave pynt og knas til juleaften og ikke mindst for at lære hinanden lidt at kende.

Koster 100 kroner

Tilmelding til arrangementet juleaften er senest fredag 20. december kl. 12.00 til informationsmedarbejder Allan Wein på 2065 8154 eller kontor@smaa.dk.

Det koster 100 kroner at deltage 24. december.

Mødested både 18. og 24. december er Møllevangskirkens sognegård, Møllevangs Allé 49, 8210 Aarhus V.

Studenterpræsterne er folkekirkens officielle præster for alle studerende i Aarhus. (lobi)

Læs mere: studenterpraest-aarhus.dk


Kom gratis i julestemning

Studerende har gratis adgang til nostalgisk hygge i Den Gamle By mandag til torsdag efter kl. 16.00 frem til og med mandag 23. december.

Husk studiekort.

dengamleby.dk/jul


 

67 jule- og vinterøl på Unibarens ølkort

Baren bryster sig dermed af at have Danmarks største udvalg af danske og internationale jule- og vinterøl. Dog kan baren ikke garantere, at alle 67 forskellige øl er på lager december ud – og så minder den om, at alkoholprocenten i disse øl normalt er højere end i almindelige øl. Skål! (mga)