Kan du spille universitetsstuderende med en vis troværdighed?

Deluca Film skal bruge statister, som kan spille universitetsstuderende i en ny krimiserie, der sendes på TV 2. Optagelserne foregår på Det Kgl. Bibliotek – Aarhus i næste uge.

Grafik: Deluca Film

To undercover-efterforskere, et mord på en tysk surfer – og dig?

Kunne du tænke dig at medvirke i en ny krimiserie, som bliver vist på TV 2, og samtidig komme ind bag kulissen i professionel filmproduktion? Så har du nu chancen.

Deluca Film søger statister til at være universitetsstuderende – nu på tirsdag den 6. oktober.

Krimiserien hedder 'Hvide Sande' og bliver vist på TV 2 næste år. Serien handler om to efterforskere, som går undercover i jagten på at opklare et mord på en tysk surfer i Hvide Sande på den jyske vestkyst.

Men du skal ikke være nogen syvsover, hvis du vil med på optagelse

”Du skal være klar fra kl. 07,” fortæller statistkoordinator for Deluca Film, Solveig Juul Kristensen, og tilføjer: 

“Du behøver ikke at have nogen skuespillerevner – du skal bare synes, det kunne være sjovt at være med i en serie, som bliver vist på TV 2.”

Hvis du er interesseret, kan du læse mere her eller skrive til Solveig Juul Kristensen på solveig_jk@hotmail.com.

De to hovedpersoner spilles af Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen – begge blandt andet kendt fra ’Arvingerne’. Foto: Per Arnesen/TV 2