Kantinelukning tærer på de frivillige studerendes kræfter
Ombygning af BSS-kantinen betyder, at rigtig mange ting ikke er, som de plejer at være for studenterforeningerne. Konsekvenser kan blive markante, advarer to studenterforeninger.
Lige nu er BSS-kantinen lukket. Den skal bygges om, så den i begyndelsen af næste år kan åbne dørene til en moderne og funktionel kombination af kantine og bibliotek midt mellem de gule mursten i Universitetsparken og de nye røde mursten i Universitetsbyen.
”Kantinen trænger virkelig til en opdatering. Vi vil gerne skabe en moderne og mere åben bygning, som kan blive en fed hub og et samlingspunkt med kantine, studiepladser og bibliotek under samme tag,” siger prodekan for uddannelse på Aarhus BSS, Morten Rask.
Selvom de foreninger, Omnibus har talt med ikke har hørt om nogen, der har efterspurgt en renovering af kantinen, er der forståelse for, at en renovering kan være nødvendig.
Foreninger mangler lokaler
Men timingen og processen har lagt et unødigt pres på de frivillige studerende, der driver studenterforeningerne, mener Simon Krogsgaard Jensen, der er medlem af koordinationsudvalget i studenterforeningen Politologisk Forening på Statskundskab.
Han bruger omkring 15 frivillige timer om ugen på at skabe de bedste rammer omkring studiemiljøet på Statskundskab.
”Lukningen betyder, at vi mangler lokaler, der er store nok til de faglige og sociale arrangementer, vi holder, og hvor der kommer op til 300 mennesker. Jeg har brugt utrolig meget ekstra tid på at løse problemer, der kunne have været undgået, hvis vi havde været inddraget i processen tidligere,” siger Simon Krogsgaard Jensen.
Samme opfattelse har Frederik Chalmer Rasmussen, der er formand for Økonomisk Forening, som også er helt afhængige af, at der er store lokaler til rådighed for foreningens arrangementer.
”Vi finder ud af at kantinen skal bygges om gennem vores institut. I første omgang hed det, at kantinen skulle bygges om i løbet af sommerferien, men i april fandt vi så ud af, at kantinen vil være lukket hele semestret. Det kan få nogle meget store konsekvenser,” siger Frederik Chalmer Rasmussen.
Konsekvensen kan i værste fald blive, at studiemiljøet bliver markant forringet, og Frederik Chalmer Rasmussen kan frygte, at det kan blive meget svært, at få nye frivillige kræfter til at påtage sig arbejdet i studenterforeningen i den kommende tid.
”Hvis vi ikke kan afholde de arrangementer, vi gerne vil, og dermed ikke kan vise, hvad et fedt studiemiljø er, og hvor fedt det er at være frivillig i foreningen, kan jeg godt være bange for, om der overhovedet er nogen, der vil stille op ved vores generalforsamling til november. Hvis vi da overhovedet kan finde et sted at holde den,” siger Frederik Chalmer Rasmussen med henvisning til, at der i perioden fra efterårsferien, hvor det midlertidige telt fjernes, og frem til næste år ikke er nogen lokaler, der er store nok til for eksempel en generalforsamling.
Midlertidigt telt til fest
Allerede i løbet af sidste semester stod udfordringerne med den kommende kantinelukning klart for flere af de studerende, der de seneste måneder har arbejdet med at planlægge studiestarten for de nye studerende på AU.
Esther Enig og Mads Holst er begge studerende og har siden marts været ansat som russekretærer ved Institut for Statskundskab og har det overordnede ansvar for at koordinere studiestarten for de nye studerende på statskundskab og samfundsfag. At BSS-kantinen vil være lukket hele efterårssemesteret har ifølge de to været ret definerende for deres planlægning af årets studiestart. Traditionelt har kantinen nemlig været et centralt samlingspunkt for de nye studerende i løbet af studiestarten.
”Det har især været en udfordring at finde lokaler, der var store nok, når vi ikke har kunnet bruge kantinen. Vi skulle for eksempel finde et lokale med plads til 270-300 studerende til fællesspisning og til rus-caféen,” fortæller de.
Her har de været i dialog med instituttet, fakultetet og russekretærerne fra de andre studier om, hvilke lokaler de kunne bruge og hvornår.
Fakultetet har besluttet at etablere et telt i det nordøstre hjørne af parken, som fakultetets studerende kan bruge til fredagsbarer frem til efterårsferien.
”Der har dog været usikkerhed om, hvornår teltet ville være tilgængeligt, og hvor mange der vil være plads til,” fortæller de.
Udfordrer studiemiljøet
For Simon Krogsgaard Jensen fra Politologisk Forening og Frederik Chalmer Rasmusen fra Økonomisk forening er de nye studerendes oplevelse af livet på campus en vigtig brik i at videreføre studiemiljøet på studierne.
Derfor undrer de sig over, at ledelsen på BSS ikke har inddraget foreningerne mere i processen omkring lukningen langt tidligere.
”På den ene side bryster BSS sig af et supergodt socialt studiemiljø, og på den anden side inddrager man ikke os studerende i tide, når man planlægger ting som en kantinelukning, der har så stor betydning for studenterforeningerne,” siger Simon Krogsgaard Jensen.
Prodekan for undervisning på BSS, Morten Rask, erkender, at vilkårene for studenterforeningernes virke ikke er optimale i det nuværende semester.
”Sådan vil det altid være, når noget skal ændres og laves om, men jeg synes, at vi har gjort, hvad vi kunne for at være i dialog med studenterforeningerne om, hvad der skal ske,” siger Morten Rask.
Han fortæller, at ombygningen af kantinen første gang blev præsenteret for studenterforeningerne på et møde i oktober 2024, men han er klar over, at det først var på semestermødet i april, at selve tidsplanen viste, at ombygningen vil vare hele semestret.
”Den information har vi delt med de studerende med det samme, vi har haft den,” siger Morten Rask.
Dialogen mellem dekan, prodekan og studenterforeninger er lagt i faste rammer, så det sikres, at parterne mødes med faste mellemrum. Men møderne er uformelle, og der føres ikke referat. Dermed kan det være svært for studenterforeningerne, hvor udskiftningen er høj, løbende at holde øje med, hvilke informationer, der bliver givet hvornår. Alle studenterforeninger på Aarhus BSS inviteres til semestermøderne
De studerende er ikke helt enige i, at fakultetet har gjort, hvad man kunne for at informere. De savner blandt andet, at informationer om, hvad, hvordan, hvornår og hvad så nu blev delt med fakultetets studerende.
”Vi har bragt det op på møderne og delt informationen om rammerne for kantinelukningen, blandt andet i en nyhed 17. juni,” siger Morten Rask.
Opfordrer til bedre dialog
Men midt i juni er der ikke mange studerende til at læse den nyhed på grund af sommerferien, mener de to repræsentanter for studenterforeningerne.
”Jeg måtte selv poste et indlæg på vores gruppe på Facebook i maj, da der en måned efter mødet i april stadig ikke var kommet noget officielt ud. Det undrer mig, at der ikke er mere fokus på at få informationerne spredt,” siger Simon Krogsgaard Jensen.
Mange af de problemer, de frivillige studenterforeninger står med kunne have været undgået med en tydeligere plan, mener Frederik Chalmer Rasmussen:
”Da vi fik at vide, at vi ikke kunne bruge kantinen i et helt semester, var mange arrangementer allerede planlagt. Vi er mange frivillige i studenterforeningerne, der har brugt mange ekstra kræfter på at finde løsninger. Jeg oplever ikke, at der fra fakultetets side har været meget hjælp til det eller forståelse for de udfordringer, vi har haft,” siger formanden for Økonomis Forening.
Fra sin plads i Politologisk Forenings koordinationsudvalg kommer Simon Krogsgaard med en opfordring til fakultetsledelsen.
”Jeg vil gerne opfordre til mere og tidligere dialog i kontakten mellem fakultetet og os studerende. Jeg tror, at bedre dialog og mere lydhørhed over for vores anbefalinger, ville gøre meget. Vi skal selvfølgelig ikke bestemme, hvad fakultet skal, men det er os, der bruger vores fritid i første række i arbejdet med studiemiljøet,” siger han.
Prodekan Morten Rask vil gerne takke for foreningernes opbakning til, at fakultetet investerer i at udvikle et attraktivt studiemiljø, og han understreger, at ledelsen altid er klar på at forbedre dialogen
”Men vi kan ikke helt genkende, at der ikke har været kommunikeret om emnet. Det er sket med jævne mellemrum siden 2024 og lige så snart, vi har haft kendt de konkrete byggeterminer. Vi forstår så udmærket, at et semester er langt tid i et studieforløb, men vi er til gengæld sikre på, at de studerende vil blive meget glade for de nye rammer om studiemiljøet og studenterforeningernes aktiviteter, som det hele egentligt har handlet om at gøre bedre,” siger Morten Rask.
Med den midlertidige lukning af BSS-kantinen forsvinder også en hel del læsepladser. Alene i kantinen er der 250 pladser, men ovenpå findes også 80 pladser, som ikke vil være tilgængelige i det kommende semester. Derfor går årets rundvisning af de nye studerende også forbi Universitetsbyen, hvor der er etableret en del nye læsepladser, blandt andet ved Byauditoriet.