Klinikassistenter føler sig ført bag lyset i forbindelse med forklaring om fyringer

45 klinikassistenter fra Tandlægeskolen, der hører under Institut for Odontologi, holdt fagligt møde en stor del af dagen i går, torsdag 15. januar, efter at have læst en artikel i Tandlægebladet.

Tillidsrepræsentant Mariann Andersen vurderer, at proppen sprang af flasken med opsparede frustrationer blandt klinikassistenterne på Tandlægeskolen under Institut for Odontologi, da de kunne læse i Tandlægebladet, at syv af deres kolleger er blevet fyret for at skaffe midler til at ansætte akademikere i stedet. Og ikke, som de har fået oplyst hidtil, på grund af besparelser på instituttet. Foto: Lars Kruse

”Vi har sparet 3,5 millioner på teknisk-administrativt personale for at kunne investere i andre stillinger indenfor de kliniske fagområder, som vi mener har en høj prioritet.”

Sådan er institutleder Ellen Frandsen Lau fra Institut for Odontologi citeret i en artikel i det seneste nummer af Tandlægebladet.

Fagligt møde i kantinen

Udtalelsen fik i går formiddag 45 klinikassistenter fra Tandlægeskolen til at gå til fagligt møde i kantinen og gennem deres tillidsrepræsentant kræve en forklaring fra Ellen Frandsen Lau, da klinikassistenterne oplever sig ført bag lyset på baggrund af institutlederens udtalelse.

”De syv klinikassistenter, som blev fyret her hos os i forbindelse med sparerunden i foråret, har alle fået et afskedigelsesbrev, hvor der står, at de er opsagt på grund af besparelser på instituttet,” siger Mariann Andersen, der er tillidsrepræsentant for klinikassistenterne, som er organiseret i HK.

21 nye medarbejdere – bl.a. fire ph.d.

Institutleder Ellen Frandsen Lau er videre i artiklen indirekte citeret for, at størstedelen af de fire millioner kroner, som i alt blev sparet på skolen bl.a. ved at afskedige i alt 21 medarbejdere, skal bruges til nye ansættelser, da målet med besparelsen har været at skaffe penge til akademiske stillinger ved især at skære i staben af laboranter og klinikassistenter - helt konkret skal der ansættes 21 nye, hvoraf en del vil være ansat på deltid. Også fire nye ph.d.-stillinger indgår i planen.

Ikke sparet noget som helst

”Vi har fået at vide, at der skulle ske afskedigelser på grund af besparelser, sådan som det genlød på hele universitetet under sparerunden i foråret. Derfor reagerede mine medlemmer med harme, da de læste Ellen Frandsens udtalelser, for så er vores kolleger jo afskediget på grund af omstruktureringer i stedet for besparelser. Og på den baggrund har de svært ved at se, at vi har sparet noget som helst.”

Institutleder Ellen Frandsen Lau holdt i går et halvandet time langt møde med de utilfredse klinikassistenter i et auditorium på Tandlægeskolen. Hun ønsker ikke at lade sig interviewe til Omnibus, da hun finder det mest rigtigt, at det er dekan for Health, Allan Flyvbjerg, der udtaler sig i sagen.

Intet sammenfald mellem afskedigelser og ansættelser

Dekanen rammer en pæl igennem, at der skulle være et sammenfald mellem afskedigelser af TAP og ansættelser af VIP på instituttet. 

"Jeg har ikke belæg for at vurdere, om det er institutlederen, der har udtalt sig lidt klodset, eller det er journalisten, der har citeret lidt klodset. Men som øverste leder kan jeg slå helt fast, at det ikke har været en del af besparelsesprocessen på Health, at nogle skulle afskediges for at andre kunne ansættes. Og at der derfor heller ikke er et sammenfald mellem afskedigelser og ansættelser, sådan som det er fremstillet i artiklen i Tandlægebladet."

Vi skal holde gang i butikken

Allan Flyvbjerg fortsætter:

"Jeg kan godt forstå, at der er nogle, der løftede et øjenbryn over den måde, situationen er fremstillet i bladet. Vi har været en hård omgang igennem med besparelser, og vi er stadig mærket af det. Men når det er sagt,  begynder vi at kunne  at se lidt fremad, og det er også nødvendigt, for vi skal holde gang i butikken."