KLUMME: Der er ét år tilbage af AU's første klimastrategi – hvor står vi?
Om et år skal AU have reduceret universitetets samlede CO2-udledning med 35 procent i forhold til 2018. Universitetsdirektør Kristian Thorn gør i sin klumme status: AU er på rette vej, når det gælder reduktion af CO2-aftrykket. Vi skal stå på tæer for at nå vores 2025-mål, men der er basis for optimisme, skriver direktøren.
UNIVERSITETSLEDELSENS KLUMME I OMNIBUS
Ledelsens klumme går på skift mellem universitetsledelsens ni medlemmer. Klummeskribenten vælger selv emnet, og synspunkter udtrykt i klummen er skribentens egne.
Ledelsen bidrager på samme vilkår som øvrige skribenter, der bidrager med klummer, debatindlæg og andet opinionsstof i Omnibus.
Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vil du også deltage i debatten?
- Send dit indlæg til omnibus@au.dk
Nu er der snart kun ét år tilbage af Aarhus Universitets første klimastrategi. Ét år til at nå i mål med ambitionen om at reducere vores samlede CO2-udledning med 35 procent i forhold til 2018.
Ved udgangen af 2023 havde vi nået de første 28 procent – og nok så vigtigt var, at vi kom ud af coronaepidemiens skygge og derfor kunne få et mere reelt indtryk af, at vi er på vej i den rigtige retning.
Vi ved endnu ikke, hvordan udviklingen ser ud i 2024, men tendensen fra sidste år er et vigtigt pejlemærke, som vi kan tillade os at være stolte af. Især når man tager i betragtning, at universitetet samtidig markant har øget sit aktivitetsniveau.
Vi ønsker at øge vores bidrag til samfundet, men vi vil gøre det, mens vi gradvist mindsker vores klimaaftryk.
Og det er i sin essens præcis den udfordring, vi skal have blik for: Vi ønsker at øge vores bidrag til samfundet, men vi vil gøre det, mens vi gradvist mindsker vores klimaaftryk.
En lunken klimaklapsalve
Det er selvsagt ikke nogen let opgave. Og man bliver ikke nødvendigvis inspireret af den lidt lunkne klapsalve, der for nylig satte punktum for det internationale COP29-topmøde i Aserbajdsjan.
Aarhus Universitet ønsker at være en toneangivende samfundsaktør, og det indebærer, at vi fastholder klimaambitionerne og står sammen om at demonstrere, at bæredygtig udvikling er inden for rækkevidde. Hvis ikke universiteterne, hvem skulle så vise vejen? Også selvom vi allerede har plukket de lavest hængende frugter, og vi skal strække os længere for at nå de næste klimagevinster.
Grønnere el og selvforsynende campus
En væsentlig del af reduktionerne skal ske på det organisatoriske niveau. Det omfatter f.eks. at sikre en grønnere el- og varmeforsyning, hvor vi især har gavn af et stærkt samarbejde med Aarhus Kommune. Vi skal også forske og eksperimentere videre med fokus på bl.a. energimix og energilagring i AU Viborg, så vi på et tidspunkt kan gøre den campus selvforsynende.
Der er dog grænser for, hvor langt vi kan nå med strukturelle tiltag. Det er nødvendigt, at vi alle sammen bidrager, og AU’s medarbejdere og studerende er en helt afgørende drivkraft, hvis vi skal nå vores mål – også dem, vi opstiller efter 2025.
Reduktioner rykker tættere på hverdagen
Heldigvis er der stor og helhjertet opbakning i organisationen, når det handler om, at universitetet flytter sig i en mere klimavenlig retning.
Studerende og medarbejdere har længe efterspurgt muligheden for at sortere affald på campus. Det rykker vi på i starten af 2025 med udrulning af de nødvendige sorteringsspande. Samtidig etablerer vi en database over overskydende møbler, så det bliver lettere at genbruge på tværs af organisationen.
Universitetets største klimaaftryk kommer fra de varer og tjenesteydelser, vi køber. Derfor har vi besluttet, at bæredygtighed kan indgå i købsbeslutninger på linje med pris og kvalitet. Det bliver spændende, men også svært at udmønte i praksis.
Vi skal stå på tæer for at nå vores 2025-mål, men der er basis for optimisme.
Der er også dilemmaer involveret. På trods af at vi alle er blevet bedre til at bruge onlineplatforme siden corona, kommer vi ikke udenom, at international topforskning også indebærer rejseaktivitet. Det skal fortsat være legitimt. Men klimakalkulen har ændret sig det seneste årti, og det er blevet nødvendigt for både fagmiljøer og individer at prioritere skarpere, hvilke rejser der skal tilvælges, og hvornår det er nødvendigt at købe en flybillet.
Der er grund til at kvittere for et bredt engagement i at reducere universitetets klimaaftryk. Det gode samarbejde og de mange enkeltbidrag i hverdagen har bragt os et godt stykke af vejen mod det fælles mål om at gøre AU mere bæredygtigt. Vi skal stå på tæer for at nå vores 2025-mål, men der er basis for optimisme, og jeg ser frem til at fortsætte arbejdet i klimaets tjeneste.
Korrekturlæst af Charlotte Boel