De fleste forskere ved, hvor krævende det kan være at ansøge om en stor forskningsbevilling. De mange formelle og administrative krav kan føles som lidt af en jungle at finde rundt i.

Mange vil dog også opleve, at bevoksningen først for alvor bliver tæt, hvis man rent faktisk er så heldig at få den ønskede forskningsbevilling. Og vi må desværre konstatere, at det de seneste år kun er blevet sværere at orientere sig i alle de forskellige regelsæt.

En jungle af regler: Fra GDPR til geopolitik

GDPR og data management har været én af de helt store game changere, som nok kan få de fleste til at miste pusten. Vi skal også forholde os til den nye geopolitiske situation i forskningssamarbejder og i visse sammenhænge sikre, at vores forskning ikke kan bruges militært af fremmede magter. Nogle bevillingsgivere stiller krav om diversitetsstrategier, mens andre kræver efterlevelse af principper for Open Access. Samtidig er der regler for økonomisk afrapportering, ligesom der kan være lokale eller nationale retningslinjer for alt fra etik til formidling. Helt aktuelt har forsknings- og uddannelsesminister Christina Egelund varslet, at det danske kodeks for forskningsintegritet skal opdateres og udvides til at dække nye emner som f.eks. kunstig intelligens.

Alt dette bliver kun mere kompliceret af, at forskningsprojekter oftest er internationale foretagender, hvor forskellige lokale og nationale regelsæt skal spille sammen. Alene her i lille Danmark har vi set, hvordan forskelligheder i regionernes regelsæt kan skabe forviklinger, så det er ikke svært at forestille sig, hvad det kræver, når et flernationalt konsortium skal gennemføre et projekt.

Reglerne må ikke skygge for ideerne

Som regel er der gode grunde til det, når myndigheder planter nye træer i regeljunglen. Isoleret set giver det rigtig god mening at beskytte patientdata, håndhæve forskningens integritet og sikre bred anvendelse af offentligt finansieret forskning. Og dybest set er de mange krav et udtryk for, at samfundet og bevillingsgiverne opfatter forskningen som en vigtig kilde til fremskridt.

Men summen af forpligtelser risikerer alligevel at nå et punkt, hvor regeljunglen kommer til at skygge for, at de gode forskningsideer kan spire. Selvom AU og de øvrige danske universiteter står stærkt på den administrative front, kan man på længere sigt næsten frygte et scenarie, hvor institutionernes evne til at opfylde bureaukratiske krav ender med at veje tungere end selve forskningens kvalitet, når der skal uddeles internationale bevillinger.

Balance mellem central og lokal support

Det er en bekymring – og en politisk kamp – på den lange bane. Her og nu handler det om at sikre, at Aarhus Universitets forskere har den nødvendige administrative støtte til at realisere deres faglige ambitioner – også i en kontekst, hvor regeljunglen fortsat vokser.

Vi kommer ikke udenom, at man som leder af et stort forskningsprojekt har et ansvar, der betyder, at man skal være i stand til at jonglere både faglige og administrative bolde. Men den enkelte forsker må ikke stå alene med den bureaukratiske byrde. Og jo stærkere en organisation, man har i ryggen, jo mere overskud bliver der alt andet lige til at fokusere på den faglige del – hvilket som regel er det, der for alvor får gnisten frem i forskernes øjne.

Opgaven i den sammenhæng er ikke kun at sikre, at der er de nødvendige administrative ressourcer på AU – men også at balancere fordelingen af ressourcer på de forskellige organisationsniveauer.

Mange forskere udtrykker et stort ønske om mere af den helt nære støtte. Det er meget forståeligt, og det er en klar fordel for det individuelle projekt, hvis de administrative partnere har et stort lokalkendskab og er tæt på den daglige drift.

På den anden side skal vi bruge ressourcerne effektivt, opbygge dyb ekspertviden om komplicerede virkemidler og høste de stordriftsfordele, der trods alt bør være i, at AU er et stort universitet.

I de seneste år har vi arbejdet på at styrke AU Forskning og finde frem til det organisatoriske setup, som bedst matcher det foranderlige terræn i den føromtalte regeljungle. Det er samtidig oplagt, at vi også skal øge kapaciteten til forskningsadministration på fakultetsniveauet, så den kommer mere på linje med de øvrige administrative områder.

Det er selvsagt ikke nogen let øvelse at finde ressourcer til det rette serviceniveau og opnå optimale balance i organisationen. Det kræver løbende dialog mellem faglige og administrative enheder på tværs af universitetet. Vi skal markant videre i 2024 mod at sikre en stærk og effektiv forskningsstøtte, så alle de gode idéer får lov at spire uden benspænd på Aarhus Universitet.