KLUMME: Hvad er værst: at vælge kandidatretning eller usikkerheden for enden af studielivet?
Hvad er i virkeligheden det værste: at vælge kandidatuddannelse blandt et uoverskueligt væld af muligheder? Eller det faktum, at mere end halvdelen af studietiden er gået, og at usikkerheden om, hvad der venter på den anden side, rykker nærmere? Det spørger studerende ved uddannelsesvidenskab, Kasper Schwartz, sig selv om i sin klumme.
Tiden flyver afsted, når man studerer på universitetet. Jeg husker tydeligt min første dag på DPU. Det var en lun septemberdag under pandemien, og jeg kom anstigende til den første introdag nyklippet, brandsmart i tøjet og med en kildren i maven, som kunne mærkes helt ud i fingerspidserne.
Det er allerede tre år siden, og nu står jeg igen på tærsklen til noget nyt. Den 1. marts skal jeg og mine medstuderende beslutte os for, hvilken kandidat vi vil læse videre på. Det virker som et af de mest afgørende valg i vores akademiske liv indtil nu.
Har skubbet beslutningen foran mig i tre år – nu skal den træffes
Det lyder måske banalt, og der findes helt sikkert bachelorstuderende, som allerede har set sig varme på en kandidat, længe inden de overhovedet åbnede det første kapitel om Foucault. Realiteten er bare en anden for mig og andre, som har svævet rundt i en gymnasielignende tryghedsboble igennem de seneste tre år, hvor tanker om fremtiden, kandidatvalg og speciale nærmere blev skubbet til side efter devisen ”Den tid, den sorg”.
Men snart kulminerer mine første tre år på universitetet med et bachelorprojekt, som skrives sideløbende med mine overvejelser om kandidatvalg. Om få måneder skal vi låse os fast på, hvilken retning vi ønsker at specialisere os indenfor. Den førnævnte kildren i maven er afløst af fortvivlelse og frustrationer.
Presset af de mange muligheder ...
Jeg føler et vist et pres fra samfundet og dets forventninger til os universitetsstuderende. Vi skal jo helst specialisere os, hvis vi vil have en chance for at komme i betragtning til et job og være konkurrencedygtige i forhold til resten af de nyudklækkede akademikere. En titel som cand.pæd.soc. eller lignende sparker trods alt døren noget hårdere ind til virksomhederne og ministerierne end blot en BA i uddannelsesvidenskab.
Men det er ikke så meget det, der frustrerer mig. Det er i stedet tanken om at skulle sætte mig ind i – for mit vedkommende – syv forskellige kandidatuddannelser alene på DPU. Dertil kommer, at vi lever i en tid med en overflod af uddannelser, hvor man kan læse stort set, hvad man har lyst til. Alene med en humanistisk eller samfundsvidenskabelig bachelor kvalificerer man sig til en række kandidater på KU, AU, AAU og RUC. For slet ikke at nævne en række tillægsuddannelser ved DMJX. Det tager næsten pusten fra mig. Jeg føler mig presset over at skulle træffe det valg. For det betyder i sagens natur, at jeg udelukker mig fra andre muligheder.
… eller af usikkerheden for enden af studielivet?
Men måske handler det i virkeligheden mest om, at jeg snart er færdig med min uddannelse? At det brandsmarte ungdomstøj fra genbrugen skal skiftes ud med en kontoruniform, at termoflasken og den vegetariske restemad i madpakken afløses af kantinemad fra Meyers og kaffebønner fra Lavazza?
Måske er det bare tanken om, at mit bohemeagtige og frie studenterliv snart får en ende, som skræmmer mig? At det i virkeligheden ikke så meget er selve valget af kandidaten og de mange muligheder, som er skyld i mine frustrationer, men snarere det faktum, at jeg om ganske få år skal ud på jobmarkedet?
Korrekturlæst af Charlotte Boel