KLUMME: Udveksling – en helt fantastisk tidskrævende mulighed
Bør man tage på udveksling? Svaret på det spørgsmål bør være et rungende ja! Især når man ovenikøbet bliver betalt af Erasmus+-organisationen og nemt kan tage sin SU med, så er det da bare om at pakke og bestille flybillet til det, der helt sikkert bliver en oplevelse for livet. Sådan tænkte jeg inden min udveksling. Men jeg skulle blive klogere, for det er ikke 'a walk in the park' at tage på udveksling, skriver Kasper Schwartz, der læser uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet.
Det er en gave, at vi har mulighed for at tage på udveksling i løbet af vores uddannelse. Det er en mulighed, som giver nogle uforglemmelige oplevelser og minder for livet, og som samtidig styrker dit uddannelsesforløb. Så hvad venter du på? Det spørgsmål stillede jeg også mig selv, da jeg for godt et år siden besluttede mig for at flytte 4 1/2 måned til den tjekkiske hovedstad Prag i løbet af min uddannelse.
Længe inden jeg overhovedet fik accepteret min studieplads, og alt det praktiske planlægningsarbejde gik i gang, var min fantasi for længst løbet i forvejen. Der var ingen grænser for, hvilket kulturelt megaeventyr jeg skulle ned og opleve: Operakoncerter på Stádni, teaterforestillinger på Rudolfinum, weekendture til Berlin og Wien samt alle de raffinerede tjekkiske øl, jeg skulle smage mig igennem. Men virkeligheden overhalede fantasien indenom.
Et hav af deadlines
Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det at komme på udveksling er en ret omfattende og tidskrævende procedure, som tester ens tålmodighed og planlægningsfærdigheder.
Der er en masse dokumenter, som skal underskrives og sendes, og en et hav af deadlines, der skal overholdes. Det hele skal times og tilrettelægges, og hvert et skridt i hele proceduren er vigtigt.
Du skal finde en bolig i Prag. Ansøgningen til valgfagene skal udfyldes og godkendes af studienævnet og partneruniversitetet – og dernæst sendes inden for tidsfristen og uploades via vores interne Erasmus+-hjemmeside. Så skal man acceptere og sende legatansøgningen. Finde en fremlejer til sin lejlighed i Danmark. Og så kan billetten bestilles.
Da jeg var landet i Prag, skulle jeg udfylde og sende et ankomstbevis og sørge for at melde og få godkendt min ankomst som europæisk statsborger hos de lokale myndigheder. Så begyndte informationsmøderne om universitetslivet i Prag, jeg skulle udfylde og bestå en engelsk sprogtest, så skulle en online valgfagsansøgning udfyldes, godkendes og sendes. Og da alle disse punkter var klaret – og udvekslingen lakkede mod enden – skulle jeg udfylde og have godkendt et afrejsebevis. Endelig skal man så have meritoverført sine fag hos studienævnet.
Udveksling – eller færdighedstest i procesplanlægning?
Hvert et step er essentielt, for at udvekslingen går op i en højere enhed. Og selvom man altid kan række ud efter hjælp, er man meget alene om alle de beslutninger, der skal træffes. Det kan tage pusten fra en. Jeg oplevede, at mit romantiske billede af, hvad udveksling er, langsomt blev overtaget af et regelrytteri på tværs af organisatoriske systemer, som taler hver sit sprog. Og det gik op for mig, at udveksling i praksis faktisk er en færdighedstest i, hvordan man organiserer og planlægger en process, samt hvor essentiel kommunikationen er.
Mit vigtigste tip til kommende udvekslingsstuderende må være, at man aldrig må tabe modet. Hold ud, klø på, og vær åben for, at det måske ikke går 100 procent efter din romantiske forestilling om et semester i Prag – eller hvor du nu vil hen. Det kan umiddelbart lyde som en kliché, men man bosætter sig også i et fremmed land, hvor kulturen er anderledes end den danske. Det er underligt og fremmedartet at skifte postnummeret ud med et tjekkisk for en stund, og man er meget alene i starten om at falde på plads.
Tag det, som det kommer
Mit romantiske billede af udveksling levede langt fra op til virkeligheden. Men set i bakspejlet har processen som uventet bonus også lært mig at være mere strategisk og struktureret. Jeg tror, det er en vigtig lektie i livet, at man nogle gange skal tage tingene, som de kommer, og at man nogle gange bør skrue forventningerne lidt ned. Så kan man kun blive positivt overrasket.