KLUMME: Internationale studerende skaber særlig værdi for det danske samfund og for mig som studerende – men det ignorerer regeringen

Færre internationale studiepladser vil være et tab for kvaliteten på danske uddannelser. Internationale studerende er med til at skabe et anderledes, mangfoldigt og forskelligartet studiemiljø, der udvider horisonter, skriver Pernille Brams, som læser på den internationale uddannelse Cognitive Science på Aarhus Universitet.

Regeringen forsømmer at anerkende den faglige værdi, internationale studerende bidrager med, skriver Pernille Brams, der er dansk studerende på et af AU's internationale studieprogrammer, hvor hun læser Cognitive Science. Arkivfoto: Lars Kruse/AU Foto
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning. Grafik: Astrid Reitzel
Pernille Brams studerer cognitive science ved AU. Foto: Privat

Nu skal der igen, ligesom i 2018, skæres i antallet af internationale studiepladser i Danmark. 

Ane Halsboe-Jørgensen (S) udtalte forleden, at der er for mange EU-studerende i Danmark: De er for dyre, og der er ikke nok af dem, som bliver boende efter endt uddannelse og dermed betaler tilbage for den uddannelse, de har fået. 

På trods af, at Uddannelses- og Forskningsministeriet har beregnet internationale studerende til at være en økonomisk god forretning for Danmark, reducerer regeringens nuværende kurs dem altså til at være en underskudsforretning. 

Det undrer mig, at regeringen forsømmer at anerkende internationale studerendes værdi og deres unikke bidrag til uddannelserne, fagligheden og samfundet som helhed. Og som dansker på et af de internationale studieprogrammer i Danmark bekymrer det mig, at der nu for tredje gang på få år skal indføres et loft over internationale studiepladser. For færre internationale studiepladser vil være et tab for kvaliteten af dansk uddannelse.

Et godt læringsmiljø er internationalt

Jeg vil gerne udfordre politikerne til at nævne ét universitet i verdensklasse, der ikke har en stor mængde internationale studerende. Jeg tror, de vil have svært ved det. For med internationale studiepladser er man endnu bedre til at uddanne til samfundets kompetencebehov.

På mit studie er du for eksempel ikke danskeren. Du er et internationalt individ på lige fod med alle studiekammeraterne, der kommer fra Finland, Ungarn, USA, Letland, Sydkorea eller andre steder. Dem går du til forelæsning med, læser med og arbejder sammen med til hverdag. Og de kommer med 12-17 års uddannelse bag sig – som Danmark i øvrigt nyder godt af (og ikke har betalt en krone for) – fra kulturer, der er helt anderledes end den danske. 

Vi kommunikerer sammen på engelsk. Men internationale studieprogrammer er så meget mere end blot at ændre undervisningssproget. Man bliver nødt til at lære at dele viden og bygge broer på tværs af kulturer og nationaliteter. For så længe vi studerer under det fælles mål om at udforske de udfordringer, hele verden – og Danmark – står overfor, bliver vi nødt til at samarbejde. Og nogle gange også med folk, der aldrig før har skullet arbejde i grupper i det land, de kommer fra.

Hver eneste dag eksponeres man for nye perspektiver og måder at gøre tingene på, fordi folk har andre vaner, interesser, idéer og bekymringer. De internationale studerende er med til at skabe et anderledes, mangfoldigt og forskelligartet studiemiljø, der udvider horisonter, og som giver kompetencer, som ifølge dansk forskning udvikler dannelse, og som gør os og Danmark konkurrencedygtige.

Danmarks ambitioner kræver internationale studiepladser

Internationale studerende er et aktiv, Danmark nyder godt af og har brug for. Det er arbejdsmarkedets parter enige om, og derfor går flere organisationer sammen om at udvikle konkrete modeller for at fastholde flere internationale studerende. En målsætning, som også blev sat af regeringen i 2019 i anerkendelse af deres værdi, men som den siden ser ud til at have glemt.

Også på universiteterne er de internationale studerende et gode: Siden 2006 har danske universiteter kæmpet for at forbedre Danmarks konkurrenceevne i det globale ræs om at tiltrække internationale forskningstalenter. Som studerende på et internationalt studie ved jeg, hvor lang tid og hvor meget arbejde det tager at opbygge et studie til succes. Og vi risikerer med nedskæringerne, at den internationalisering, universiteterne har kæmpet for at opbygge de sidste 15 år, bliver ødelagt overnight.

Det er nødvendigt, at vi uddanner vores studerende klogt. Og de videregående uddannelser og forskningsmiljøerne spiller en afgørende rolle i forhold til Danmarks muligheder for at klare sig godt i en omskiftelig og globaliseret verden. Det er uklogt at begrænse det økonomiske, faglige og sociale potentiale, som internationale studiepladser giver for det danske samfund. Uddannelse er noget, vi er gode til. Lad os blive ved med det og bevare de internationale studiepladser.  

For os, der skal bringe bolden videre, vi vil klædes på til den verden og det Danmark, vi skal begå os i. Det er internationalt.

Korrekturlæst af Charlotte Boel