Knap 600 medicinstuderende: Nej tak til eksamen på campus – eksaminér os online
Knap 600 medicinstuderende har klaget til ledelsen over, at de trods det høje smittetal i samfundet skal møde til eksamen på campus i januar. Prodekan fastholder, at det er nødvendigt for at sikre kvaliteten af de studerendes uddannelse.
I midten af januar skal hundredvis af medicinstuderende på tværs af årgange til eksamen på campus. Og det til trods for det høje antal coronasmittede i samfundet, der i december fik Uddannelses- og Forskningsministeriet til generelt at opfordre til, at eksamener afholdes virtuelt, hvor det praktisk er muligt. Det har fået i alt 583 studerende til at klage til ledelsen på Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, Health. Det skriver TV2 Østjylland i dag.
Bekymret for at smitte kolleger og patienter
En af de medicinstuderende er Jonathan Fibiger Azulay. Han henviser netop til, at ministeriet opfordrer til at afvikle eksamener online, og at det tidligere har kunnet lade sig gøre at omlægge eksamener uden hjælpemidler til online eksamener. Desuden peger han på, at mange medicinstuderende har arbejde i sundhedssektoren ved siden af studierne.
”Hvis jeg slæber corona med til mine kolleger og særligt patienterne, kan det have alvorlige konsekvenser. Det fylder meget for mig, at jeg skal forsøge ikke at smitte andre", siger han til TV2 Østjylland.
Ledelsen fastholder eksamener på campus
På Health fastholder prodekan Lise Wogensen Bach imidlertid, at det er nødvendigt at afvikle eksamenerne fysisk for at kunne sikre kvaliteten af uddannelsen.
”På medicin er mange eksamener uden hjælpemidler, og det er for at sikre, at de studerende har den nødvendige paratviden. De eksamener kan være svære at omlægge til online. Retningslinjerne er, at vi skal omlægge, hvor det er hensigtsmæssigt eller praktisk muligt, siger prodekan på Health, Lise Wogensen Bach.
Korrekturlæst af Charlotte Boel