Lav en læsegruppekontrakt – det letter samarbejdet

Peter Musaeus er lektor på Health. I sin forskning af Health-studerendes læring har han beskæftiget sig med læsegrupper

Foto: Lars Kruse

Han er slet ikke i tvivl om vigtigheden af læsegrupper og mener, at de skal tages seriøst. Den optimale størrelse på en gruppe er tre til fem medlemmer. Dog er den bedste gruppe ikke nødvendigvis ens bedste venner.

”Studier viser, at det svækker kvaliteten af samarbejdet, når gruppen består af ens gode venner. Man er ikke kritisk nok.”

Når gruppen er dannet, skal man sammen overveje, hvordan læsegruppen skal fungere.

”Her kan man lave en forventningsafstemning af, hvornår og hvordan man vil mødes. Det kan være godt at snakke om hinandens styrker og svagheder.”

Ifølge Peter Musaeus kan det være godt at fordele roller i gruppen. Hver måned kan et nyt medlem ”styre” gruppen – vedkommende har ansvar for, at læsegruppen når sin dagsorden og mødes som aftalt. Man bør dog mindst mødes hver anden uge.

Hans bedste bud på at begynde et samarbejde er, at man udarbejder en kontrakt.

”Selvom det kan virke kunstigt, kan det være en god idé. Kontrakten kan være med til at klargøre, hvad man skal – det er jo en arbejdsgruppe og ikke en teklub. Den danner en god forudsætning for samarbejdet. Man skal dog huske, at den kun har værdi, hvis man holder hinanden op på den.”

Ekspertens bud på en læsegruppe-kontrakt: Find som pdf på Google: Academic group "study group contract"