”Lige i det øjeblik er det mig, der er svinet"

I kælderen under Zoofysiologis gule mursten ligger slanger i kasser side om side. Rummet lugter lidt af dyrefoder, og både temperaturen og luftfugtigheden leder sanserne på langfart.

”En tigerpython æder en fjerdedel af sin egen kropsvægt på en gang, og så vokser den utrolig hurtigt og kan blive virkelig stor. Det er en af grundene til, at man ikke må have dem som kæledyr, men det gør dem velegnede til at undersøge, hvordan muskler vokser og udvikler sig,” fortæller Aage Kristian Olsen Alstrup.

Den unge tigerpython ved ikke, at den er et forsøgsdyr på et universitet, og at formålet med dens liv er at bringe mennesket nye erkendelser. Men det ved Aage Kristian Olsen Alstrup. Han er forsøgsdyrlæge og har viet sit arbejdsliv til at være ambassadør for forsøgsdyrene i Danmark.

Hans kollega Tobias Wang har også viet sit arbejdsliv til dyr. Han er professor i Zoofysiologi, hvor han blandt andet er ansvarlig for de forsøg, der foretages med dyr i kælderen under Aarhus Universitet.

”Dyreforsøg er dybest set, at du med fuldt overlæg og med vilje udsætter et dyr for noget potentielt ubehageligt, som dyret ikke selv har bedt om, og som ikke er til dyrets eget bedste,” konstaterer Tobias Wang.

Det er for vor Værdigheds Skyld

De to sidder sammen i det råd, der skal vurdere og godkende alle dyreforsøg i Danmark, og så underviser de sammen to gange om året på et kursus, der er obligatorisk for alle, der vil have lov til at arbejde med forsøgsdyr i Danmark.

På kurset bliver kursisterne altid præsenteret for et citat af Karen Blixen fra en tale, hun skulle have holdt ved en debataften på Aarhus Universitet i april 1951, hvor hun var inviteret til at holde et omlæg om forsøgsdyr.

Karen Blixen blev syg og måtte sende kollegaen Bjørnvig til at holde hendes oplæg, men selv om baronessen ikke selv nåede frem, er hendes overraskende syn på dyreforsøg blevet stående for eftertiden:

”Vi gribes, naar vi læser om Børns Lidelser, mere end naar vi læser om de samme Lidelser hos voksne. Dyrene er givet i vore Hænder endnu mere værgeløse end Børnene. Det er for vor Værdigheds Skyld, for vort gode Navn i Universet, for vor Æres Skyld, om de vil, - at vi ikke maa lade dem være retsløse. Thi vel er det en vigtig Sag at bevare Menneskeliv. Men det er endnu vigtigere at gøre Menneskeliv værd at bevare,” lyder Karen Blixens citat fra oplægget på Aarhus Universitet 23. april 1951.

”Det er så smukt, at hun hæver blikket fra alene dyrenes eventuelle lidelse, og også lægger vægt på, at det handler om vores egen værdighed som mennesker. Hvis man vil lave dyreforsøg, kommer man til at gøre vold på noget menneskeligt i sig selv. Man overskrider en grænse for, hvordan man bør opføre sig, fordi man, lige meget hvor godt man udfører forsøget, i en eller anden grad udsætter dyret for lidelse,” siger Tobias Wang.

I dyreforsøgenes tidlige dage, var opfattelsen hos de fleste forskere, at dyr ikke kunne mærke noget. Og bare tanken om, at laboratorierne skulle inspiceres af udefrakommende, blev opfattet som en fornærmelse og et overgreb på forskningsfriheden.

Retten til at lave dyreforsøg

Debatten rasede, da Karen Blixen blev inviteret til Aarhus for 75 år siden. Hendes oplæg var med til at skubbe debatten videre og medvirkede til en lovændring kort efter.

I dag er alle dyr omfattet af dyrevelfærdsloven. Man må ikke skade dyr med vilje. Heller ikke sine egne dyr.

Men der er tre store områder, hvor der er undtagelser fra dyrevelfærdsloven, forklarer Aage Kristian Olsen Alstrup:

”Det ene er dyreforsøg. Det andet er dyrlægeloven, som siger, at dyrlægen nogle gange gerne må skade et dyr, hvis det sker med henblik på at forbedre dyrets velfærd på længere sigt. Tredje undtagelse er landbrugslovgivningen, hvor der er en hel masse regler og undtagelser.”

Det betyder, at en tilladelse til at lave dyreforsøg, juridisk set, er en tilladelse til at bryde dyrevelfærdsloven.

”Det, tror jeg, er vigtigt at forstå,” siger Tobias Wang.

”Du må ikke mishandle dyr. Så når du alligevel får lov til nogle procedurer på et universitet eller en anden forskningsinstitution, så får du lov til, under de beskrevne procedurer, som du selv har anført og efterfølgende har fået godkendt, at bryde dyrevelfærdsloven,” forklarer han.

Den ”fornuftige” løsning

Og her opstår et helt centralt dilemma i menneskers forskellige holdninger til dyreforsøg. For hvordan kan man retfærdiggøre bevidst og med fuldt overlæg at påføre et dyr en belastning, uden at det gavner dyret?

”Nogle mener, at man helt skal stoppe med at lave dyreforsøg. Og i flere foreninger arbejder man aktivt for at stoppe dyreforsøg, fordi vi som mennesker ikke kan tillade os at tage et dyreliv under nogen omstændigheder,” siger Tobias Wang.

Han mener dog, at de fleste danskere er utilitarister og accepterer dyreforsøg, hvis formålet er vigtigt nok, og forsøgsdyrene behandles ordentligt. 

”Jeg har så tit hørt den der med, at hvis det er kosmetik, så er det ikke i orden, mens hvis det er for at behandle cancer, så er det i orden,” konstaterer Aage Kristian Olsen Alstrup.

Når det kommer til formålet, skal dyreforsøg opfylde gavnskriteriet. Det er den ”fornuftige” løsning på det etiske dilemma, og Rådet for Dyreforsøg under Dyreforsøgstilsynet, som er det statslige organ, der giver tilladelser til alle dyreforsøg i Danmark, har som sit opdrag at vurdere alle ansøgninger om dyreforsøg i forhold til, om de lever op til gavnskriteriet.

Umulig sammenligning af æbler og pærer

Rådet består af 11 medlemmer. Tobias Wang og Aage Kristian Olsen Alstrup er begge medlemmer i rådet, men det skal understreges, at de her alene taler på egne vegne og ikke repræsenterer rådet.

”Rådet har ikke én holdning. Vi har hver sin holdning, og forsøger fra ansøgning til ansøgning at arbejde os frem til et kompromis i forhold til, om et dyreforsøg lever op til gavnskriteriet,” fortæller Aage Kristian Olsen Alstrup.

”Det er en fuldstændig umulig sammenligning af æbler og pærer, men vi gør vores bedste, og jeg mener faktisk, at vi finder en fornuftig balance, selvom det kan være overordentligt svært i de enkelte tilfælde,” siger Tobias Wang.

Hvor meget lidelse er en erkendelse værd?

Mens gavnskriteriet måske er til at få øje på, hvis formålet med et dyreforsøg er at behandle en livstruende sygdom, kan det blive rigtig svært, når det handler om grundforskning, som i høj grad er den slags forskning, der laves på universiteterne. 

”Hvad er værdien af grundforskning? Hvad er værdien af en erkendelse? Erkendelse har en værdi i sig selv, men jeg ved ikke, hvordan man skal opgøre den, og det tror jeg heller ikke, at der er andre, der kan. Og særligt i de her spørgsmål, hvor det er på bekostning af lidelse. Det er i princippet en umulig opgave. Men det er den opgave, ministeren har bedt os løse,” siger Tobias Wang og konstaterer, at det ikke er alle dyreforsøg, der ender med nye erkendelser.

”Det ved man i sagens natur ikke i forvejen. Sådan er det med grundforskning. Det kan være fra ingenting, til en helt banebrydende ny behandling, som man slet ikke havde tænkt på,” konstaterer Aage Kristian Olsen Alstrup.

Kanylekriteriet

I Danmark sættes grænsen for, hvornår noget er et dyreforsøg så lavt, at hvis man bare en gang i dyrets liv sætter en kanyle ind under huden i et dyr i forsknings- eller undervisnings øjemed, så er det et dyreforsøg.” 

”Belastningen kan være utroligt lille. Men dyret kan også have været påført lungebetændelse eller et stort operativt indgreb, så feltet dyreforsøg spænder vidt,” konstaterer Aage Kristian Olsen Alstrup.

Men alene det, at dyr kommer i betragtning til forsøg gør, at de bliver omfattet af helt særlige regler og krav.

”Så snart dyret bliver omfattet af en forskningsprotokol eller bare kommer ind på et universitet eller et medicinalfirma, bliver det beskyttet af reglerne om dyreforsøg. Så er der højere krav til mere plads og mere miljøberigelse for eksempel i form af mere rodemateriale end for produktionsdyr,” fortæller Aage Kristian Olsen Alstrup, som også gør opmærksom på, at der i dag findes gode bedøvelsesmetoder og smertestillende medicin, så det i stort omfang er muligt at afhjælpe dyrenes lidelser.

”Man kan sige, at vi køber aflad for at retfærdiggøre det, vi laver, hvis man ser kravene til dyreforsøg fra vores side. Og jeg vil hellere være forsøgsgris end produktionsgris, hvis jeg har seks måneder at leve i, næsten lige meget hvilket forsøg, jeg skal medvirke i,” konstaterer Tobias Wang.

Blixens citat lever videre

De fleste forskere i dag går, ifølge Tobias Wang og Aage Kristian Olsen Alstrup, ind for lovgivning, og at et råd vurderer forsøgene.

”Der er også nogle der mener, at vi er for detaljeorienterede, for besværlige, for tunge at danse med, at det er for dyrt, at vi sætter unødige hindringer i vejen og, at vi er for langsomme, men der taler vi om detaljer inden for en konsensus om, at der skal være regler for dyreforsøg,” siger Tobias Wang.

Men hvis forsøgsdyr, som Tobias Wang mener, har det bedre end produktionsdyr, og hvis han selv hellere vil være forsøgsdyr end produktionsdyr, hvad er så overhovedet problemet?

”Karen Blixens citat gav mening for 75 år siden. Siden er reglerne strammet og kravene er højere, men problemstillingen er nøjagtigt den samme, som den altid har været, og det bliver aldrig anderledes, så længe mennesker udsætter dyr for indgreb med vilje. Derfor giver citatet lige så meget mening i dag,” mener Tobias Wang.

At være menneske bagefter

Aage Kristian Olsen Alstrup spekulerer meget på, hvorfor det overhovedet giver mening at undervise i dyreetik på de kurser, der skal give mennesker tilladelse til at arbejde med forsøgsdyr.

”Umiddelbart er det logisk nok, men hvad skal det gøre godt for? Er det meningen, at man skal blive et bedre menneske, fordi man får noget etik i undervisningen,” spørger han, men konstaterer selv, at folk, der underviser i etik, vel ikke er bedre end os andre, bare fordi de arbejder med etik?

”Så det er nok ikke det? Og i mine mest kyniske øjeblikke har jeg sagt, at det er for at kunne argumentere for mindre heldige protokoller, at de alligevel på en eller anden måde er i orden. Med det her citat, giver det mening. Det er for menneskernes egen skyld. Det er ikke kun, fordi de skal lave nogle forsøg, der er mere etisk korrekte. Det er også fordi, de stadig skal være mennesker bagefter,” siger Aage Kristian Olsen Alstrup.

Hvorfor skal de grise dø?

I samtalen om dyreforsøg er præmissen, at der ikke er noget argument, der vinder over et andet. Der er ikke et endegyldigt argument for at påføre dyr smerte med vilje, og der er ikke et endegyldigt argument imod. Det er både på den ene side og på den anden side.

Til syvende og sidst bliver det en individuel stillingtagen til, hvor grænsen går. Hvad vil det enkelte menneske acceptere? Regler og krav skaber rammerne, men det er det enkelte menneske, der skal foretage indgrebet på forsøgsdyret, uanset hvor stort eller hvor lille indgrebet er.

”Når vi underviser i dyreforsøg - et lovpligtigt kursus, hvis man skal udføre dyreforsøg – har vi bestemt nogle deltagere, som er der mere af pligt end af lyst.” fortæller Tobias Wang.

”Men udover alt det praktiske, skal kursisterne jo netop også erkende vigtigheden af, at de skal kunne se sig selv i spejlet, når de har slået deres gris ihjel. Og de skal kunne sidde ved siden af tante Oda til konfirmationen og forklare, hvorfor de slog otte grise ihjel, og hvorfor de mener, at det var det værd,” fortsætter han.

Ansigt til ansigt med et dyr

Mens diskussionen om dyreforsøg og etiske grænser, værdien af en erkendelse og menneskets ret til at vurdere, hvornår man er berettiget til at skade et dyr med vilje, hurtigt kan blive meget teoretisk, bliver det meget konkret, når man står ansigt til ansigt med et dyr i virkeligheden.

”Når jeg har arbejdet med grise, behandlet dem og været sammen med dem i halvandet år, og vi har gjort det godt, og grisene er blevet fuldstændig tillidsfulde, så kommer den dag, hvor jeg giver dem en dødelige sprøjte med pentobarbital, mens de glædestrålende kigger efter det æble, jeg har med. Lige i det øjeblik er det mig, der er svinet,” siger Aage Kristian Olsen Alstrup. 

”Det skal påvirke én personligt, når man foretager et indgreb på et dyr. Ellers skal man nok holde op.”