Omnibus prik

Litteraturtalent flytter ind på Aarhus Universitet

Forfatteren Rasmus Theisen har de næste to år sin daglige gang på Aarhus Universitet som en del af VELUX FONDENs Writers in Residence-program. Med arbejdslegatet skal han inspirere og lade sig inspirere af forskere og studerende.

Rasmus Theisen kommer til at arbejde på Institut for Kommunikation og Kultur. Foto: Kasper Palsnov og Lars Kruse/AU Foto

I de næste to år får Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet en forfatter boende. 

Forfatteren Rasmus Theisen er nemlig blevet tildelt et af de otte arbejdslegater fra Writers in Residence-programmet fra VELUX FONDEN og rykker de næste to år midlertidigt ind på AU. Arbejdslegatet gives med målet om ”at fremme gensidig inspiration, den demokratiske samtale og samarbejdet mellem den litterære kunst og humanistisk videnskab.”

Med arbejdslegatet modtager 30-årige Rasmus Theisen 210.000 kroner i 2025 og 2026, ligesom AU’s udgifter til for eksempel forfatterkontor, rejseudgifter, workshops og administration bliver dækket. Forfatteren har sammen med en tilknyttet forsker, Stefan Kjerkegaard, lektor i nordisk sprog og litteratur, udarbejdet en samarbejdsaftale om hans bidrag til for eksempel undervisning, kreativ skrivning, workshops og forskningsaktiviteter efter sine egne og instituttets ønsker til gensidigt udbytte og inspiration.

Rasmus Theisen er uddannet fra Forfatterskolen i 2019 og debuterede i 2021 med romanen Andre hunde, som blev udgivet af Gyldendal. Året efter fik han Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for romanen, der handler om en ung dansk mand, der rejser til Nordvestgrønland for at arbejde. Weekendavisen skrev i sin anmeldelse, at han ”debuterer med en triumferende talentfuld roman om at gå i hundene i Grønland”.

Theisens anden og seneste roman Molbohistorier er fra 2023. Han er født i Horsens, men er opvokset omkring Knebel Vig på Mols.

”Først er jeg jo bare virkelig glad og taknemmelig over bevillingen. Og så ser jeg frem til samarbejdet med AU’s forskere og studerende. Jeg har virkelig ingen akademisk erfaring, og det er der ingen grund til at romantisere, men jeg har haft en ret pragmatisk og ujævn vej ind i litteraturen, og desto mere spændende bliver det derfor at dele arbejdsmetoder, tænkning og læsning med de tilknyttede på Nordisk sprog og litteratur. Og så skriver jeg om Nordsøen lige nu – og om mammutter, hård kærlighed, fiskekvoter og sådan nogle ting – og arbejdet med den roman og det hav kræver akademisk indsigt, nogle rejser og også praktisk viden, alt sammen noget jeg får adgang til nu via legatet og universitetet, og det er jo et kæmpe privilegium,” siger Rasmus Theisen til VELUX FONDEN.

AU-lektor: ”Mange af vores studerende finder hans romaner interessante”

Stefan Kjerkegaard, som i samarbejde med Rasmus Theisen har hjemhentet arbejdslegatet, fortæller i en nyhed på Arts, at Institut for Kommunikation og Kultur har et spændende samarbejde at se frem til.

”Rasmus har allerede skrevet et par anmelderroste romaner, som mange af vores studerende finder interessante. Og vi vil gerne bruge ham i nogle af vores kurser og uddannelser, hvor kreativ skrivning er et centralt element. Men derudover arbejder Rasmus på et nyt, spændende projekt, hvor han vil samarbejde med forskere på tværs af hele AU. Hans interesse for naturen og det nordiske kan blive et interessant udgangspunkt for vores samarbejde,” siger Stefan Kjerkegaard.

Fælles for modtagerne af arbejdslegatet er, at de har debuteret for mindre end ti år siden og har vist et ”højt, anerkendt kunstnerisk niveau med flere skønlitterære udgivelser bag sig.” Blandt de andre modtagere i denne omgang er Jonas Eika.

Sidste gang AU fik permanent besøg af forfattere var i 2024, da IKK tog imod både Emeli Bergman og Kirstine Reffstrup, som begge var modtagere af arbejdslegatet for en toårig periode.