Omnibus prik

Ministre søgte råd fra internationale studerende i Universitetsparken

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) ville vide, hvordan man kan lokke flere internationale studerende til Danmark. De søgte svar blandt internationale studerende i Aarhus, der sidste år blev kåret som bedste studieby for internationale studerende blandt mere end 500 byer i 44 europæiske lande.

Fra højre: Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) spadserede fredag eftermiddag en tur i Universitetsparken sammen med internationale studerende fra Aarhus Universitet Foto: Asbjørn With

En gruppe nuværende og tidligere danske og internationale studerende fra foreningen ESN (Eramus Students Network) havde taget imod invitationen til at gå en tur i solen med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) og udenrigsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) i Universitetsparken fredag eftermiddag.

”Der har været meget snak om at begrænse adgangen til Danmark for internationale studerende. Jeg mener præcis det modsatte. Vi har brug for arbejdskraft og for internationale læringsmiljøer til glæde for alle,” siger Christina Egelund.

Mens valgkampen smiler fra hver en lygtepæl og foråret endelig er kommet til Aarhus, kan byen lidt endnu sole sig i at være årets bedste studieby for internationale studerende, efter udnævnelsen sidste sommer.

Aarhus hædres med prisen som årets bedste studieby for internationale studerende

Og netop byens og universitets succes med at gøre sig attraktiv for internationale studerende har gjort de to ministre – og folketingskandidater – nysgerrige.

”Jeg vil gerne høre, hvordan de (internationale studerende, red.) er blevet modtaget, og hvordan de oplever det at studere i Danmark og i Aarhus. Og måske også, hvad der skal til for, at de vil overveje at blive og arbejde i Danmark, når studierne er færdige,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Vigtigt at blive taget godt imod

En af de udenlandske studerende, de to toppolitikere gerne vil tale med, er Abhishek Sairaj fra Channai i Indien. Indtil sidste sommer studerede han Bioteknologi på Aarhus Universitet. I dag arbejder han i Brabrand og bor i Aarhus.

”Det afgørende for mig for at komme til Aarhus var strukturen i uddannelsesforløbet, universitets faciliteter og muligheden for at studere i samarbejde med en privat virksomhed,” siger Abhishek Sairaj.

”Men det var også vigtigt, at jeg er blevet taget så godt i mod som studerende fra et andet land. Foreningen ESN har gjort et stort stykke arbejde for at gøre mig til en del af fællesskabet, blandt andet i mødet med de andre frivillige i Studenterhuset. Det var afgørende for mig, at det var mine danske medstuderende, der tog kontakten til mig, og oprigtigt var interesserede i at lære mig at kende,” siger Abhishek Sairaj.

Da han kom til Danmark, var Kathrine Larsen en af dem, der tog imod ham. Hun studerer Antropologi og skal aflevere sit speciale til november.

”Som danskere kan vi godt være lidt svære at komme ind på livet af. Derfor er nysgerrigheden vigtig i mødet med studerende fra andre steder. Jeg får meget ud af det. Det er seje mennesker, der er rejst hjemmefra for at studere i et andet land,” siger Kathrine Larsen, som nyder de venskaber hendes arbejde i ESN har bragt med sig blandt andre med Abhishek Sairaj.

”Det vigtigste, politikerne kan gøre, er at hjælpe med at sprede budskabet om, hvor vigtigt og hvor givtigt det er, at møde studerende fra andre lande. Ved at være åbne og nysgerrige kan vi som danske studerende hjælpe med at bygge bro,” siger Kathrine Larsen.