Minister advarer mod diskrimination og antisemitisme på universiteterne efter dødstrusler mod jødiske studerende

Studerende med jødisk baggrund på landets universiteter bliver chikaneret, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund til Politiken. Det Jødiske Samfund er bekendt med flere dødstrusler mod jødiske studerende. Formand for Danske Universiteter, AU's rektor Brian Bech Nielsen, erkender, at man ikke har været gode nok til at passe på jødiske studerende.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M). Foto: Uddannelses- og forskningsministeriet
Formand for Danske Universiteter og AU-rektor Brian Bech Nielsen. Foto: Lars Kruse/AU Foto

Det Jødiske Samfund er bekendt med 5-10 dødstrusler mod jødiske studerende og elever på danske universiteter og folkeskoler siden 7. oktober. Det og tilfælde af hærværk bestående af hagekors, antisemitiske plakater, tilråb og chikane får nu uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) til at advare om voksende antisemitisme på de danske universiteter.

Det skriver Politiken torsdag, hvor dagbladet også bringer et debatindlæg af ministeren sammen med formand for Danske Universiteter, AU-rektor Brian Bech Nielsen, og SDU-rektor og næstformand for Danske Universiteter Jens Ringsmose. Her beskriver de nogle af de ubehagelige ting, jødiske studerende er blevet udsat for.

Til avisen fortæller Christina Egelund, at antisemitismen er ”et stort problem”. Hun har talt med studerende, der vælger at udeblive fra undervisningen, fordi de ikke føler sig tilpas ved at møde op. Nogle vælger helt at skifte studie. Ministeren antyder, at problemet er størst på de samfundsfaglige og humanistiske uddannelser.

Formanden for Danske Universiteters rektorkollegium, Brian Bech Nielsen, der også er rektor på Aarhus Universitet, bliver af Politiken adspurgt, hvorvidt de danske universiteter har været gode nok til at passe på jødiske studerende siden Hamas’ terrorangreb mod Israel 7. oktober.

”Vi er i hvert fald blevet opmærksomme på, at der har været episoder, som er ualmindeligt ulykkelige for de enkelte jødiske studerende. Og i det øjeblik, der har været det, så er svaret jo nej, det har vi ikke. Og vi er simpelthen nødt til at beskytte alle vores mindretal,” siger Brian Bech Nielsen.

Skærper opmærksomheden på at skabe tryghed for mindretal

I debatindlægget i Politiken skriver ministeren og Danske Universiteter, at universiteterne skal være et trygt miljø at færdes i for alle studerende og ansatte, ”men det er desværre ikke tilfældet for det jødiske mindretal i øjeblikket”. De opfordrer til, at konflikten mellem Israel og Hamas ikke fører til polarisering og ”undergravning af vores grundlæggende demokratiske værdier”.

”I lyset af den aktuelle situation vil vi derfor skærpe opmærksomheden på at skabe tryghed for alle mindretal på universiteterne. Vi vil gå i endnu tættere dialog med studerende og ansatte, så vi sikrer os, at alles perspektiver og oplevelser bliver hørt”, står der blandt andet i indlægget.

Brian Bech Nielsen siger til Politiken, at der på AU ikke har været mange henvendelser om antisemitisme. Men de få, der har været, bliver håndteret enkeltvis.

En af episoderne er allerede kendt. I november afholdt studenterforeningen Arabar fredagsbar på arabisk- og islamstudier med overskriften 'LiBARate Palestine', og det fik en jødisk studerende til at henvende sig til Arts. I en mail til fakultetet beskriver den studerende ifølge Jyllands-Posten, at Arts ikke er et trygt sted for jøder i øjeblikket.

”Siden krigen mellem Israel og Hamas begyndte, har jeg følt mig mere fremmedgjort på Arts og går hver dag i skole med en lille knude i maven”, står der blandt andet i mailen.

DSF: Vildt vigtig melding

Esben Bjørn Salmonsen, forperson i Danske Studerendes Fællesråd, skriver på onlinemediet X (tidligere Twitter), at debatindlægget fra Danske Universiteter og Christina Egelund i Politiken er en ”vildt vigtig melding”.

”Selvfølgelig skal der sættes ind, når jødiske studerende oplever utryghed på campus”, skriver Esben Bjørn Salmonsen.

Over for Politiken kritiserer Det Jødiske Samfund universiteterne for ikke at tage tilstrækkeligt skarp afstand til antisemitismen. Der er behov for, universiteterne er mere kontante, mener formand for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein.

Tidligere i december offentliggjorde Jødisk Informationscenter en undersøgelse af dansk antisemitisme på Facebook. Med udgangspunkt i 45 millioner kommentarer over to år på det sociale medie viser undersøgelsen, at hver tiende kommentar om jøder på politikeres og mediers facebooksider kan karakteriseres som antisemitiske. Undersøgelsen blev afsluttet i foråret 2023 – altså inden Hamas’ angreb på Israel 7. oktober i år, som førte til israelsk modangreb i Gazastriben.

Antisemitismen omfatter dæmonisering og had mod jøder, men også fordomme, der bygger på ”velkendte antisemitiske myter, stereotyper og Holocaust-benægtelse”, udtalte Nanna Amer, projektleder på undersøgelsen, i en pressemeddelelse.

Over hele Europa har organisationer, institutioner og regeringer advaret mod stigende antisemitisme i den seneste tid. I november udtalte Europa-Kommissionen, at ”stigningen i antisemitiske hændelser har nået usædvanlige højder de seneste dage".

”Det giver mindelser om nogle af de mørkeste tider i historien”, udtalte talsmand Christian Wigand.

Også islamofobi er steget kraftigt efter 7. oktober. Det har blandt andre FN og Human Rights Watch advaret om i november.

Korrekturlæst af Charlotte Boel