Nina Javette Koefoed er lektor i historie ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Hendes kontor ligger på femte sal i Nobelparken med en decideret udmærket udsigt over Aarhus og videre ud over Aarhusbugten. Men en del af udsigten vender hun ryggen til. De røde bygninger, som indtil for nylig husede det tidligere Århus Kommunehospital, og som nu er i færd med at blive bygget om til Aarhus Universitets nye campus ’Universitetsbyen’, undgår hun. For bygningerne og hun har en lang historie.

”Det er ti år, siden jeg mistede min mand. Han døde af kræft på hospitalet og var inden da syg i syv år,” fortæller hun. Hendes børn var dengang 7 og 12 år, da de mistede deres far.

Svære følelser blev reaktiveret

Nina Javette Koefoed har netop fået rippet op i minderne i forbindelse med et kursus, der blev holdt i bygningen Heimdal, som ligger i Universitetsbyen. Bygningen blev tidligere brugt af Kræftens Bekæmpelse til rådgivning og støtte for kræftpatienter og deres pårørende, men er nu konferencecenter. Nina Javette Koefoed og hendes familie kom der en del; blandt andet har hendes datter gået i sorggruppe i bygningen. Så hun var forberedt på, at det ville blive hårdt at genbesøge bygningen, selv ti år efter.

”Men det var faktisk sværere, end jeg havde forventet. Min krop blev sendt tilbage til nogle tunge år præget af sorg, vrede, adrenalin, agtpågivenhed og panik – og de følelser blev reaktiveret,” fortæller hun, og beskriver følelserne som udmattende og malplacerede i den faglige kontekst – ligesom de heller ikke var befordrende for hendes læring.

Sorgen er knyttet til stedet

Allerede inden kurset besluttede Nina Javette Koefoed sig for at dele sin oplevelse, blandt andet på Twitter. Fordi hun ved, hun ikke er alene.

”Jeg mener, universitetet er nødt til at forholde sig til, hvordan vi kan gribe de studerende og medarbejdere, der har en sorg knyttet til stedet,” siger hun.

Siden Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S (FEAS) i 2016 købte det tidligere hospital af Region Midtjylland for at leje store dele af det ud til Aarhus Universitet, har Nina Javette Koefoed tænkt, at det kunne blive problematisk for nogle medarbejdere og studerende at komme i bygningerne, fordi de som hun har taget afsked med deres nære i bygningerne – eller måske selv har været igennem et behandlingsforløb på hospitalet, der var aktivt indtil for få år siden. I 2025 flytter Aarhus BSS' samtlige 5.000 studerende og 600 medarbejdere fra Fuglesangs Allé til Universitetsbyen. Blandt dem er Nina Javette Koefoeds datter, som nu studerer ved Aarhus BSS.

”Hun er allerede nu bekymret for, hvordan det vil komme til at blive. Og selv ville jeg have det meget svært, hvis jeg skulle have kontor i bygningerne, ikke mindst i højhuset,” siger hun og refererer til den bygning, der i særdeleshed udgjorde rammen om hendes mands sygdomsforløb og død.

”Det er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg ville kunne.”

Anerkendelse og respekt

Hun har på den baggrund gjort sig nogle tanker om, hvad der vil kunne gøre det lettere for studerende og medarbejdere, som har sorgfulde minder knyttet til stedet.

”Det handler først og fremmest om at anerkende, at det for nogle kan være svært at komme i bestemte bygninger eller lokaler, og have en strategi for, hvordan man griber det an. Det kunne for eksempel være i forbindelse med vejledning eller eksamen. Her bør man gøre det legitimt for en studerende at sige: ”Jeg har det svært med at komme i den bygning” – og så skal man fra administrativ side have en plan for, hvad man gør i en sådan situation.”

Nina Javette Koefoed peger på, at der bør være en overgangsfase i forbindelse med, at bygningerne tages i brug, hvor man anerkender, at mens nogle finder den nye campus ny og spændende,  er det for andre forbundet med sorg og tilbageholdenhed at skulle færdes på det gamle hospitalsområde igen.

”Måske vil det her være relevant at tilbyde samtalegrupper, hvor man kan mødes om, at det er svært at komme i bygningerne,” foreslår hun.

Derudover bør man ifølge Nina Javette Koefoed også respektere den historie, området repræsenterer. Det sidste mener Nina Javette Koefoed ikke er tilfældet med den nuværende brug af kapellet, hvor hun tog afsked med sin mand. Kapellet er nu fyldt med visualiseringer og modeller over den nye campus.

”Det synes jeg som pårørende er respektløst. Her kunne man i stedet overveje at indrette en memorial, hvor man fortæller stedets historie, herunder at der er mennesker, som er døde i disse bygninger,” foreslår hun.

Sorgforsker: Universitetet må forholde sig til stedets historik

Professor Maja O’Connor er leder af Aarhus Universitets enhed for sorgforskning og bekræfter, at det er et kendt fænomen, at specifikke steder forbundet med en sorg kan udløse en følelsesmæssig reaktion – også længe efter.

”Det er især noget, man kender fra mere komplicerede sorgforløb. Men vi ser også lignende eksempler inden for kræftområdet, hvor tidligere kræftpatienter kaster op, hvis de vender tilbage til det sted, hvor de har fået kemoterapi – eller får kvalme blot ved synet af den purpurrøde farve, som kemovæsken har. Når noget har været giftigt for os, reagerer vi på giften fremover i vores liv,” siger Maja O’Connor.

Hun peger dog på, at reaktionen normalvis aftager over tid for til sidst at lande et sted, hvor det bliver håndterbart for den enkelte. Derfor vurderer hun også, at problematikken vil være størst i tiden efter, at Aarhus Universitet for alvor indtager den nye campus.

Maja O’Connor mener som udgangspunkt ikke, at det er problematisk at vælge at bruge et hospital i en ny sammenhæng. Men hun pointerer, at når universitetet vælger at bygge et sted, som mange har en personlig historik med på godt og ondt, må universitetet som arbejdsplads og studiested forholde sig til og anerkende, at det kan være svært for nogle medarbejdere og studerende.

”Det kan man helt enkelt gøre ved at anerkende, at det er et særligt sted med en særlig historie, når man skriver om den nye campus. Eller ved at man i forbindelse med en konference italesætter, at det foregår i historiske lokaler, hvor mange tårer er grædt både af glæde og smerte, og at det måske gælder for nogle af de tilstedeværende,” siger hun.

Hun understreger, at det tidligere kapel udgør et særligt følsomt sted, hvor den anerkendelse og respekt bør gøres eksplicit, for eksempel i form af en inskription, der minder de tilstedeværende om, at stedet bør bruges med største respekt og ydmyghed for de mennesker, der er taget afsked med netop her.

FEAS: Ingen intention om at skjule bygningernes historie

Jørgen Lang, der er administrerende direktør for FEAS, understreger, at selskabet i arbejdet med at omdanne det tidligere hospital til universitetscampus er bevidst om, at det udgør en helt særlig og historisk bygningsmasse, som hovedparten af beboerne i Aarhus har et forhold til.

”Jeg har også forståelse for, at stedet for nogle kan vække triste minder; især hos dem, der har oplevet store tab på stedet. Og jeg anerkender, at kroppen har en evne til at huske steder og bygninger, som er knyttet til en voldsom eller sorgfuld hændelse. Vi har i renoveringen og ombygningen ikke intention om at skjule eller glemme bygningernes historie, tværtimod vil vi gerne værne om den,” siger han.

Hvordan det konkret vil komme til udtryk på den nye campus, ligger dog endnu ikke fast, oplyser Jørgen Lang.

Den nuværende brug af det tidligere kapel står Jørgen Lang fuldt ud inde for.

”Jeg mener ikke, det er respektløst at bruge bygningen som besøgscenter,” siger han og sammenligner det med, når en kirke ophører med at være et religiøst sted.

”Det ændrer ikke på kirkens historie, men derfor kan bygningen godt få et nyt liv efterfølgende med respekt for den historie,” siger han.

At konferencecenteret Heimdal på samme måde er en særlig bygning med en særlig historie, nikker Jørgen Lang også til. Men heller ikke her giver den historie anledning til at revidere den nuværende brug som konferencecenter, siger han.

Universitetsledelsen: Vigtigt at respektere forhistorien

Universitetsledelsen er ligeledes opmærksomme på, at der kan være studerende og medarbejdere, som har svære følelser og minder forbundet med bygningerne, som de kommende år bliver til Universitetsbyen.

"Det er vigtigt for universitetsledelsen at respektere den forhistorie. Ikke bare i Universitetsbyen, men også i universitetsbygninger generelt, hvor flere har en forhistorie. Et eksempel på det er Victor Albeck-bygningen, som tidligere lagde hus til fødselsstiftelsen. Her har man bevaret og markeret historien med f.eks. billedreportager fra dengang", skriver Lisbeth Katborg Bjerre, der er stabschef i Universitetsledelsens Stab, i en mail.  

Hvordan universitetet kan markere forhistorien i bygningerne i Universitetsbyen, har Universitetsledelsen endnu ikke drøftet færdigt, oplyser hun videre.

"Men ledelsen takker for, at opmærksomheden er blevet rejst, fordi det er vigtigt at anerkende de følelser, bygninger kan vække hos dem, der får deres gang der fremover".

Lisbeth Katborg Bjerre pointerer, at både nuværende og kommende studerende kan række ud til universitetets studievejledere. Medarbejdere er velkomne til at tage fat i deres ledere, hvis de har behov for at vende særlige forhold i forbindelse med bygningernes tidligere brug.

TR: Kom til os, hvis du er bekymret

På Aarhus BSS på Fuglesangs Allé, der som nævnt flytter alle aktiviteter til Universitetsbyen i 2025, er tillidsrepræsentant Karina Skovvang Christensen ikke blevet kontaktet af medarbejdere, som er bekymrede over at skulle flytte arbejdsplads til det tidligere hospital. Hun er lektor ved Institut for Økonomi og repræsenterer de videnskabelige medarbejdere og administrative medarbejdere med akademisk baggrund (DJØF).

”Men det er fint at være opmærksom på, at det for nogle er svært at skulle tilbage til området, der før var hospital. Og at få italesat, at hvis nogle går med den slags følelser, er det godt at få det frem, så vi kan forholde os til det.”

Den holdning deler Bjarne Rerup Schlichter, der er lektor ved Institut for Virksomhedsledelse og tillidsrepræsentant for de videnskabelige medarbejdere ved instituttet (DJØF). Heller ikke han er blevet kontaktet af medarbejdere, der er bekymrede over at skulle rykke til det tidligere hospital. Det samme gælder for Caroline Adolphsen, der er fællestillidsrepræsentant (DJØF) og lektor ved Juridisk Institut.

”Men jeg synes, det er fint at få fokus på det. Og jeg vil opfordre til, at man som medarbejder går til sin tillidsrepræsentant og som studerende kontakter studievejledningen, hvis man er bekymret over at skulle flytte til det tidligere hospital,” siger Caroline Adolphsen. 

Korrekturlæst af Charlotte Boel