Nu kan AU-studerende træne til halv pris i fitness.dk’s centre i Aarhus
Aarhus Universitets-Sport har lavet en aftale med fitness.dk, som giver studerende fra AU mulighed for at træne i alle kædens centre i Aarhus til en SU-venlig pris. Tilbuddet kommer, efter Aarhus Universitets-Sports motionscenter blev lukket i 2014.
Siden Aarhus Universitets-Sports (AUS) motionscenter på Trøjborg blev lukket i 2014, har de studerende på AU måttet punge ud for et abonnement i de etablerede fitness-kæder, hvis de ville løfte jern eller dyrke yoga. Det har hverken de studerende eller AUS været tilfreds med.
”Der er rigtig mange, der har spurgt, om vi åbner et nyt motionscenter, efter det gamle lukkede,” fortæller Emma Damgaard Williams, der er kommunikationsansvarlig i Aarhus Universitets-Sport og læser marketing og management kommunikation på 4. semester.
Et nyt motionscenter har AUS endnu ikke fået stablet på benene, men i stedet har de nu sikret, at AU-studerende kan træne i fitness.dk til halv pris.
"Lige nu er den her aftale det bedste alternativ, når nu vi står uden vores eget motionscenter," siger Emma Damgaard Williams.
Fakta
- AU-studerende kan købe medlemskabet ”ANYTIME” til 149 kr. om måneden.
- ”ANYTIME” koster normalt 299, hvis man er under 24 og 399 hvis man er over 24.
- I 2018 er oprettelsen gratis. Den koster normalt 299 kr.
- Medlemskabet giver adgang til alle fitness.dk’s centre i Aarhus.
- Medlemskabet giver adgang til at træne i hele åbningstiden, træne på hold, introkursus, sauna, velvære og open air holdtræning.
- For at bruge tilbuddet, skal man medbringe studiekort og en indskrivningsbekræftelse til et fitness.dk-center i Aarhus og bruge rabatkoden 100p70106.
Giver god balance i studielivet
Med den nye aftale håber Aarhus Universitets-Sport, at de kan bidrage til, at endnu flere studerende trækker i sportstøjet.
”Vi ved, at sport og fitness kan give en god balance i livet, og det betyder også, at man kan præstere bedre på studiet,” fortæller Emma Damgaard Williams.
Hun er også glad for, at AUS nu kan tilbyde en fleksibel træningsmulighed, da ikke alle studerende kan få faste træningstider i Aarhus Universitets-Sports klubber til at passe med skemaet.
”Som studerende har man travlt, og der er mange, der har svært ved at finde tid til at engagere sig i en klub. Derfor prøver vi at tilbyde idræt på en anden måde, og dette tilbud er en mulighed for dem, der ikke har lyst til eller tid til at være med i en klub.”
Ny gymnastiksal efter sommerferien
Når næste semester starter, regner Aarhus Universitets-Sport med, at en ny gymnastiksal også står klar til de studerende over for Nobelparken. Den skal ikke bruges som motionscenter, men skal komme de studerende fra Aarhus til gode på anden vis, primært gennem AUS’ klubber.