Ny antimobbe- og chikanepolitik på Institut for Miljøvidenskab

”Har du inden for de seneste 12 måneder været udsat for mobning, sexchikane, truende adfærd eller fysisk vold?” Sådan lød fire af spørgsmålene i Psykisk APV 2012, og det kom som en bombe for institutledelsen, at flere medarbejdere havde angivet, at det var tilfældet for dem i deres dagligdag på Institut for Miljøvidenskab.

Seks procent af de medarbejdere, der havde svaret på spørgsmålene, angav, at de havde været udsat for mobning. Tre procent angav, at de havde været udsat for henholdsvis sexchikane og truende adfærd, mens to procent angav, at de havde været udsat for fysisk vold.

Ledelsen og en række medarbejderrepræsentanter har sammen med HR på den baggrund lavet en antimobbe- og chikanepolitik, som er tiltrådt af LSU. Og som netop nu bliver rullet ud på instituttet.

Den nye politik indeholder en kort definition på mobning og chikane, men da formålet med den er at inspirere til handlekraft både hos ofre for og vidner til krænkende adfærd, er der lagt flest kræfter i en række konkrete anvisninger på, hvad man kan stille op i sådanne situationer.

Desuden er der en konkret beskrivelse af proceduren i forbindelse med mobbe- og chikanesager, hvor man kan orientere sig om, hvad der sker både i de tilfælde, hvor en henvendelse skyldes, at man er i tvivl om, hvorvidt man er offer for eller vidne til krænkende adfærd, og i de tilfælde, hvor en henvendelse fra et offer eller et vidne resulterer i en videre undersøgelse.

Læs antimobbepolitikken