Ny app skal styrke foreningslivet på Arts
Du kan nemt miste overblikket over de mange fællesskaber, som findes på AU. Fredagsbarer, foreninger og andre tilbud findes i hobetal. En ny app, Find din forening, skal gøre det nemmere for studerende på fakultetet Arts at finde et foreningsfællesskab blandt fakultetets mere end 100 foreninger.
En ny app, Find din forening, giver en oversigt over de mange foreninger på Arts og gør det dermed nemmere for studerende at finde et fællesskab på studiet, ligesom det bliver nemmere for foreningerne at markedsføre sig over for de studerende.
Personen bag den nye app er Louise Griberg Spaabæk, som er trivselskoordinator på Arts:
”Foreningerne på Arts har efterspurgt hjælp til at synliggøre sig. Fakultetet vil meget gerne understøtte foreningslivet på Arts på forskellig vis, fordi foreningerne spiller en helt essentiel rolle i at sikre det gode sociale studiemiljø, der er en stor del af livet som universitetsstuderende. Appen skal minde de studerende om, hvor mange muligheder der er for at indgå i fællesskaber på Arts,” forklarer Louise Griberg Spaabæk.
”Det særlige ved appen er, at foreningerne kan tilkendegive, om de er åbne for nye medlemmer eller ej. Før i tiden kunne man risikere at møde en lukket dør, når man opsøgte en forening, og jeg kan forestille mig, at man ikke skal komme til mange lukkede døre, før man måske giver op.”
Udover at du nemt kan se, hvilke foreninger der søger nye medlemmer, kan du i appen også søge efter foreninger og finde en kalender over kommende foreningsbegivenheder.
Mere end fredagsbarer
Find din forening er i et tidligt stadie og markedsføringen af appen starter først i de kommende uger.
En af foreningerne, som allerede benytter appen, er HUMBUG, festforeningen på Arts:
”Vi kommer til at lægge alle HUMBUGs begivenheder op på appen, så det bliver nemmere at få et overblik. På Facebook kan begivenheder nemt drukne blandt andre,” forklarer Mie Juul, som er formand for HUMBUG.
For HUMBUGs egen formand har appen vist sig nyttig:
”Jeg blev overrasket over mange af de foreninger, jeg fandt på appen. Det er jo mest fredagsbarerne, man lægger mærke til, men på appen kan man finde alle de andre foreninger, som der jo også findes på universitetet,” forklarer Mie Juul.
Louise Griberg Spaabæk håber, at appen får flere studerende ind i foreningslivet på AU:
”I foreningerne kan du møde nye mennesker og danne nye relationer. For de meget små studier giver det måske særligt god mening, at man kan finde fællesskaber udenfor de små hold, man kommer ud i.”
Desuden handler mange af studenterforeningerne om andet end studie:
”I foreningsfællesskaber er der ikke nødvendigvis det samme fokus på præstation, som der er i fællesskaber i forbindelse med studiet,” forklarer Louise Griberg Spaabæk.
Foreningernes ønske
Idéen til appen kom til Louise Griberg Spaabæk efter længere tids arbejde med foreningerne:
”Jeg holder flere gange årligt workshops for foreningerne, hvor de kan få hjælp og sparring, og her er et tilbagevendende emne, hvordan de gør opmærksom på, at deres forening findes,” forklarer trivselskoordinatoren.
Corona-nedlukningerne havde konsekvenser for foreningslivet. Og selvom Louise Griberg Spaabæk er træt af at snakke om corona, mener hun stadig, at nedlukningerne kan mærkes på foreningslivet:
”Vi er nok stadig i en periode, hvor de fleste skal vænne sig til at melde sig til noget igen efter corona, hvor alting var lagt ned. Men måske handler det også bare om, at de studerende skal kende til de mange foreningsfællesskaber, der findes på Arts, og det kommer de forhåbentlig til med den nye app.”
Find din forening er udviklet af de samme studerende fra computerteknologi, som står bag appen Bar’Fredag. Det er en app som samler fredagsbarer i Aarhus i en app.
Du kan læse mere om appen og finde links til download her.
Korrekturlæst af Charlotte Boel