Ny festival vil hylde den kommende tids mange tusinde specialer

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Til efteråret får Danmark en ny festival, som fejrer de 26.000 specialer, der hvert år bliver skrevet af studerende. Fordelt på to dage inviterer Specialefestivalen til præsentationer, oplæg og værksteder, så de studerendes viden når ud til andre end blot censor og vejleder.

03.06.2021 | Trine Marie Vestergaard

Specialefestival løber første gang af stablen d. 23.-24. september i år.

Hvert år knokler tusindvis af studerende med specialet, der oftest sætter punktummet for mange års studie. For nogle studerende bliver punktummet sat, når de mundtligt forsvarer specialet foran vejleder og censor, mens andre kan fejre med bobler i det sekund, specialet er sendt afsted og afleveret.  

Og så bliver specialet oftest lagt på hylden, og blikket vendt mod fremtiden. Velvidende at kulminationen på fem års studie i de fleste tilfælde kun bliver læst af censor og vejleder.

Det skal der gøres op med, mener Ungdomsbureauet og Innovationshuset Station, der i efteråret arrangerer den første udgave af ’Specialefestivalen’ fordelt over to dage d. 23.-24. september fra klokken 15-21.

Erfaring fra Folkemødet

Idéen om, at studerende kan invitere omverdenen med ind i deres specialeboble, stammer fra et lignende arrangement på Folkemødet på Bornholm for et par år siden. Her opstillede Ungdomsbureauet nemlig en scene en eftermiddag, hvor 30 studerende fik lov at præsentere deres speciale.

”Arrangementet gik rigtig godt, og det dannede grundlag for at gøre mere ud af det. Festivalen skal ses som en fejring af fem års studie plus alt arbejdet med specialet,” siger Josephine Almind, der er festivalansvarlig fra Ungdomsbureauet.

”Vi vil skabe en platform, hvor vi kan hjælpe de studerende med at stå ved og styrke det aftryk, de kan sætte på samfundet med deres viden fra specialet. Det er vigtigt, for hvert år bliver der afleveret omkring 26.000 specialer. Det er specialer, der går til spilde, fordi det kun er få personer, som får indblik i de studerendes viden,” siger Josephine Almind.

Send dit bidrag

Uanset om du allerede er færdig med specialet og har sænket skuldrene, eller netop nu er i kapløb med tiden om de sidste grammatiske rettelser, kan du nu tilmelde dig festivalen, så du til efteråret kan præsentere dit speciale for blandt andet forskere, repræsentanter fra erhvervslivet, familie og venner.

For at kunne tilmelde dig, skal du inden for det seneste år have afleveret speciale som afslutning på en kandidatuddannelse fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Roskilde Universitet, IT-Universitetet, Copenhagen Business School eller Danmarks Tekniske Universitet.

Da i år er første gang, Specialefestivalen løber af stablen, er der ingen andre krav, fortæller Josephine Almind. Dog arbejder arrangørerne på at invitere et panel med repræsentanter fra de otte universiteter, Ungdomsbureauet og Station, der skal udvælge de mest relevante specialer, hvis tilmeldingen kommer over 75.

Og alle videnskaber er velkomne, hvad enten du har skrevet om Grundtvigs folkelighedsbegreb eller kompleks karkirurgi, fortæller Josephine Almind.

”Som oplægsholder på Specialefestivalen får de studerende 15 minutter, til at præsentere deres viden på én af festivalens scener. Vi sørger for, at de studerende bliver klædt på til opgaven igennem samtaler og spørgsmål,” siger Josephine Almind. Derudover vil festivalen i samarbejde med talerskolen Røst etablere en række korte talerskoleforløb i København, Odense og Aarhus, som de tilmeldte studerende kan deltage i.

75 specialepræsentationer

Festivallen finder sted i Stations lokaler på den gamle politistation på Frederiksberg i København, hvor gæsterne kan se frem til 75 specialepræsentationer fra kandidater fra landets otte universiteter.

Derudover får festivallen besøg af gæster, der vil sætte fokus på specialer, videnskab, uddannelse og forskning. Samt værksteder, hvor samarbejdspartnere, studenterinitiativer, universiteter og virksomheder inddrager gæsterne til at diskutere aktuelle problematikker.

”Jeg håber, at vi kan hjælpe til, at nye dimittender ved at formidle deres viden får forståelse for, hvordan de kan sætte den viden i spil i samfundet uden for universitetets mure. Derudover håber vi, at deltagere møder relevante personer og udbygger deres netværk,” siger Josephine Almind.

Støttet af fonde

Bag festivallen står Ungdomsbureauet, en NGO, der varetager de unges stemme, samt Innovationshuset Station, som er et projekthus i samarbejde med CBS.

Festivalen er gratis, og fordelt over begge dage regner Josephine Almind med, at omkring 1.500 gæster får mulighed for at komme forbi.  

Specialefestivalen er støttet af Otto Mønsted fonden, Knud Højgaards fond og Frederiksbergfonden, hvor meget fondene har støttet med vil Josephine Almind ikke oplyse. 

Har du lyst til at tilmelde dig, kan du gøre det via en formular på specialefestival.dk, https://www.specialefestival.dk/speciale-dimittend?fbclid=IwAR0n16fDPSPvbGpX0rFF5zwKvDYg_VXAJyyg1EHbRJf-QcfM_0aAQ9GVcyI

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også