Omnibus prik

Ny forening: Giv os Unigrillen tilbage

Unigrillens Venner kalder en ny forening sig. Den kæmper for at få liv og ikke mindst servering i den gamle Unigrill på hjørnet af Nørrebrogade og Wilhelm Meyers Allé igen. Torsdag sendte foreningen liflige røgsignaler ud fra den lille, gule grill.

Foto: Omnibus

Unigrillens Venner hedder en ny forening, der i april blev stiftet af medarbejdere og studerende på Aarhus Universitet. Formålet med foreningen er at genetablere forplejningen i Unigrillen – den lille, gule kiosk på hjørnet af Nørrebrogade og Wilhelm Meyers Allé i Aarhus, der efterhånden har stået tom i en årrække. 

Torsdag eftermiddag samledes foreningen foran bygningen, som tilbage i 1990’erne husede Unigrillen. Og i en gylden eftermiddagsstund var grillen igen indhyllet i den liflige duft af ristede pølser. Præcis som i de gode gamle dage.

Olav W. Bertelsen, der er lektor ved Institut for Datalogi, og Simon Kristensen, der er professor ved Institut for Matematik, er blandt initiativtagerne til foreningen – og var begge flittige kunder i den hedengangne Unigrill. 

De finder det oplagt at få servering tilbage i den gamle grill, så studerende og medarbejdere kan stille sulten også uden for kantinernes åbningstid. 

”Beliggenheden er god her på kanten mellem Universitetsparken og Universitetsbyen med letbanens stop lige ved siden af. Det er også tæt på Søauditorierne, hvor der jo ikke er servering, bortset fra en kaffevogn, som nogle gange gør stop udenfor,” siger Olav W. Bertelsen. 

Grill-nostalgi

Både han og Simon Kristensen vedstår, at grillen er forbundet med en vis portion nostalgi for dem begge. Det var stedet, man stillede sulten med en ristet hotdog på vej hjem fra en aften i TÅGEKAMMERET eller en tur i byen. Eller når man havde arbejdet på universitetet til ud på aftenen. 

”Jeg holdt stævnemøder med mine børns mor på grillen,” fortæller Olav W. Bertelsen. 

”Men hvis vi skal se nøgternt på det, så er beliggenheden god, og der er brug for et sted på campus, hvor man kan få mad uden for kantinernes åbningstid,” siger han. 

Studerende ser et potentiale

Den nye forening har også medlemmer, som ikke forfalder til fortidens minder, når de ser den lille gule bygning, men som ser et potentiale og ikke mindst et udækket behov. 

Rikardt Riis og Arthur Wamberg læser begge matematik og har meldt sig ind i den nye forening.

”Vi sidder her tit til alt for sent og mangler noget mad, så det kunne være rart med en grill,” lyder det.

De skæver til foldegrillen med lidt for hårdt grillede pølser, som oser fra fliserne foran dem.

”Altså både optænding og grilning tyder jo på, at der er brug for professionelle… ”

Men også studerende før dem har haft blik for potentialet i den lille kiosk. Tilbage i 2013 talte Omnibus med tre studerende, som gerne ville lave en kombineret kaffebar og cykelværksted i den lille, gule bygning. Overskuddet fra salget skulle gå til at støtte studerendes forskningsprojekter og opgaver. Dengang måtte idéen dog parkeres, fordi området omkring kiosken var en del af byggepladsen i forbindelse med renoveringen af Bartholin-bygningen og etableringen af Letbanen.

Idé: Cykellapper og kaffe skal skaffe forskningsstøtte til studerende

Men nu ulmer det igen om den lille kiosk. Udover at manifestere idéen med liflige røgsignaler denne torsdag eftermiddag, håber Unigrillens Venner også at udbrede idéen bredt på campus i Aarhus, herunder at lade universitetsledelsen kende til den. Ledelsen var såmænd også inviteret til eftermiddagens grillarrangement, forsikrer Olav W. Bertelsen men tilføjer, at ledelsen dog var forhindret i at deltage.