Omnibus prik

Ny formand for Studenterrådet vil have reglen om maksimal studietid fjernet og forbedre trivslen for de studerende efter corona

Statskundskabsstuderende Peter Stounbjerg er netop tiltrådt som ny formand for Studenterrådet på Aarhus Universitet. Han oplever, at de studerende er blevet mere stressede, og det vil være hans vigtigste opgave at ændre det, fortæller han.

24-årige Peter Stounbjerg skriver i øjeblikket sit speciale på statskundskab. Foto: Lise Balsby

 

Fakta om Peter Stounbjerg:

  • 24 år
  • Født i Hasle i Aarhus V
  • Skriver sit speciale på kandidaten på statskundskab
  • Var sidste år næstformand for Studenterrådet
  • Interesserer sig for samfundsforhold, politik og fodbold. Han har sæsonkort til AGF's kampe på Ceres Park.
  • Drømte om at blive diplomat, men efter at have læst nogle år på statskundskab håber han på at få et job inden for offentlig administration.
  • Favoritsted på AU er Studenternes Hus eller ved søerne i Universitetsparken, hvor han kan sidde og slappe af i flotte omgivelser. 

Peter Stounbjerg har taget blå skjorte på i dagens anledning. Det har han, fordi det er dagen, hvor han overtager posten som formand for Studenterrådet fra nu forhenværende formand Marie Dall.

Der er kage på bordet, og snakken er livlig, nærmest øredøvende i Studenterrådets mødelokale, hvor nye og gamle ansigter siger farvel og goddag på skiftedagen, hvor også rådets kommunikationsansvarlige skiftes ud. 

Der er ryddeligt, og ingen øldåser flyder i hjørnet, som man måske ellers kunne forestille sig i et studenterråd. Flere ved bordet fortæller da også, at der skam er blevet ryddet op i dagens anledning.

Fra et afsides lokale, hvor der er lidt mere ro, fortæller 24-årige Peter Stounbjerg, at der øverst på hans liste over opgaver som formand står, at han skal arbejde for at fjerne reglen om maksimal studietid.

Reglen betyder, at de studerende kan blive udmeldt, hvis de ikke færdiggør uddannelsen inden for den normerede studietid plus et semester.

"Det er en kæmpe udfordring for hele frivilligmiljøet og det sociale miljø, at folk generelt er stressede på universitetet, og folk er blevet mere stressede gennem de seneste år. Det er også det, vi hører, når vi taler med de studerende ude på institutterne. Og det er også noget af det, som jeg og Studenterrådet fortsat vil kæmpe for at minimere, blandt andet ved at fjerne fremdriftsreglerne."

"Drømmescenariet er, at vi får fjernet reglerne om maksimal studietid – som man kan sløjfe fra AU's side – når jeg er færdig som formand," siger han.

Studerende med AU i familien

Peter Stounbjerg læser statskundskab og er i gang med sit speciale på kandidaten på AU. Han bliver på posten året ud, da han mangler nogle ECTS-point efter specialet.

Men universitetet er et sted, han allerede fra barndommen havde en tilknytning til.

Hans far, Per Stounbjerg, er nemlig lektor på Nordisk Sprog og Litteratur og tidligere institutleder. Det er dog ikke noget, Peter Stounbjerg føler sig defineret af, fortæller han.

"Det er ikke, fordi jeg føler, jeg kommer fra en AU-familie, men det, at min far er lektor og i en periode også har været institutleder, gør selvfølgelig, at jeg har haft noget AU i barndommen. Jeg synes ikke, det er super definerende. Jeg er jo mig. Jeg er jo ikke min far. Men jo, jeg tror da, at det har givet et kendskab til Aarhus Universitet," siger han.

Selv har Peter Stounbjerg da også allerede fået erfaring med det organisatoriske. I 2021 var han næstformand for Studenterrådet, ligesom han har siddet med i forskellige råd og nævn på AU. Den erfaring vil han bruge til at få sine mål som formand ført ud i livet.

Formanden vil øge trivslen

Studenterrådets vigtigste opgave bliver ifølge den nye formand at øge trivslen blandt de studerende. Coronatiden har ikke nødvendigvis gjort trivslen dårligere, mener Peter Stounbjerg, men det har i stedet sat fokus på, at trivslen hele tiden har været for dårlig.

"Det handler om hele muligheden for at sikre et godt frivilligt miljø. Sikre, at der er mulighed for at deltage i foreninger, i fredagsbaren og så videre. Det gør, at trivslen bliver bedre. Der prøver vi som studenterråd ud over den politiske kamp blandt andet også at holde arrangementer, ligesom vi har en buddy-ordning for at forbedre trivslen," siger han.

Ikke kommet for at forandre Studenterrådet

I lokalet står en udstoppet ørn, der har fået et mundbind med Studenterrådets logo over næbbet, og henne i hjørnet står et stort lykkehjul, der også er prydet med Studenterrådets orange farve. En lang række rekvisitter spredt ud i lokalet vidner om en lang historie, og det er da heller ikke noget nyt Studenterråd, Peter Stounbjerg står i spidsen for. I februar fylder det 90 år.

Formandens fokus på de studerendes trivsel er i det hele taget ikke ulig det, som Studenterrådet i snart 90 år har arbejdet for. De studerende vil nødvendigvis heller ikke opleve den helt store forandring fra den nu tidligere formand Marie Dall.

"Der er selvfølgelig altid nogle småændringer, men det er ikke, fordi der sker en stor forandring i, at der sker et formandsskifte. Studenterrådet er jo til for at repræsentere de studerende," siger Peter Stounbjerg.

"Det er vores mål at tale for de studerende over for ledelsen, men også i den nationale kontekst, når der er noget relevant. Det føler jeg også, vi gør. Vi har folk i stort set alle studienævn og akademisk råd og har fagråd ude på alle fakulteterne, som gør en kæmpe indsats for at forbedre det lokale studiemiljø og de lokale undervisningsforhold," siger han.

Foto: Lise Balsby

Vil øge kendskabet til universitetsvalget

Det er ingen hemmelighed, at Studenterrådet er imod udflytningsplanerne, men her mener Peter Stounbjerg, at rådet godt kan blive skarpere.

"Det er også noget af det, vi vil have lidt mere fokus på – at være mere aktive i det her med udflytning. I forbindelse med, at vi er en del af Danske Studerendes Fællesråd, har vi også en stemme derigennem," siger han.

Og så er der universitetsvalget, som er ramt af en meget lav stemmeprocent. Det kan små tiltag måske rykke ved, vurderer han.

"Nogle gange kan det være bare at nævne det til en forelæsning. Det burde være en minimumsgrænse, at man faktisk får informeret godt om, at der er den her mulighed. Jeg ved, der har været snak om, hvorvidt der skal være fysiske valgboder eller andre fysiske manifestationer om, at der er valg. Det tror jeg vil være et godt sted at sætte fokus," siger Peter Stounbjerg.

 

Fakta om Peter Stounbjerg:

  • 24 år
  • Født i Hasle i Aarhus V
  • Skriver sit speciale på kandidaten på statskundskab
  • Var sidste år næstformand for Studenterrådet
  • Interesserer sig for samfundsforhold, politik og fodbold. Han har sæsonkort til AGF's kampe på Ceres Park.
  • Drømte om at blive diplomat, men efter at have læst nogle år på statskundskab håber han på at få et job inden for offentlig administration.
  • Favoritsted på AU er Studenternes Hus eller ved søerne i Universitetsparken, hvor han kan sidde og slappe af i flotte omgivelser.