Ny vismand er en vis kvinde

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Nabanita Datta Gupta, måtte kæmpe for at få de muligheder, hun gerne ville have som pige i en privilegeret familie i det patriarkalske Indien. Siden har hun udnyttet mulighederne som ung kvinde i USA. Og er endt som estimeret økonom. Senest er hun fra 1. februar udnævnt til vismand i Det Økonomiske Råd.

03.02.2020 | Lotte Bilberg og Roar Paaske (foto)

Økonomiprofessor Nabanita Datta Gupta fra AU er udnævnt til vismand i Det Økonomiske Råd fra 1. februar. Hun bor i Risskov sammen med sin mand Bent Jesper Christensen, der ligeledes er økonomiprofessor på AU. Parret har en søn og to døtre.

Det engelske ord grit er det ord, Nabanita Datta Gupta bruger, når hun selv skal beskrive den personlige egenskab, der har fået hende til at kæmpe for at opnå de muligheder, hun gerne ville have, selvom hun var født som pige i Indien på en tid, hvor det nok var velset, at hun tog en uddannelse, men ikke at hun efterfølgende brugte den til at skabe sig en karriere. Som lille pige og siden ung kvinde i Calcutta i 1960’erne og 1970’erne i en upper middle class-familie var forventningen, at hun efter endte studier skulle indgå i et arrangeret ægteskab, hvor hendes største opgave var at støtte sin mand ved at tage sig af familien.

Mor planter et frø hos døtre

Det var den tilværelse, som både faderen og moderen gerne så for deres to døtre. Men med den væsentlige forskel, at Nabanita Datta Guptas mor sørgede for at plante et frø hos sine døtre, som hun flittigt vandede. 

”Hun fortalte os piger, fra vi var helt små, at det var vigtigt, vi fik en karriere, og at vi ikke blev økonomisk afhængige af en mand.”

Nabanita Datta Gupta forklarer:          

”Min mor havde en kandidatgrad i filosofi, og det er min opfattelse, at hun gerne ville have brugt sin uddannelse, hvis hun havde haft mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet."

Men det ville have været et brud på normen.

"Min far var direktør og som direktørfrue var det min mors opgave at arrangere middagsselskaber og i det hele taget overvåge husførelsen.” 

Udenadslære – og en lille knude i maven

Nabanita Datta Gupta begyndte sin skolegang i en af de bedste skoler i Calcutta, hvor den dog mest stod på udenadslære. Nabanita Datta Gupta, der var en indadvendt pige og desuden blandt de yngste i sin klasse, gik ofte med en lille knude i maven på grund af præstationskravene. 

”Lærerinderne forklarerede, og vi noterede, og én gang om året blev der uddelt priser til de bedste elever – og ingenting til de andre.” 

Samtidig skyldtes knuden maven også en frygt for at skille sig for meget ud blandt de andre piger på skolen. 

"Hvis man var dygtig, risikerede man let at blive hånet for det, så det var faktisk både at kunne leve op til kravene og alligevel ikke skille sig for meget ud, der gjorde skoledagen vanskelig for mig." 

Den lille Nabanita var nemlig en af de piger, der fik priser, og og det var en lettelse for hende at komme i gymnasiet, hvor hun fik større mulighed for at fordybe sig i de forskellige fag. 

Også fritiden var lagt an på at opnå færdigheder, som en dannet, ung kvinde burde besidde, så Nabanita Datta Gupta gik til klassisk klaver, ridning, indisk dans og fransk. 

Da hun bliver spurgt til, hvordan hun oplevede det, lyder det diplomatiske svar:

”Jeg sætter mere pris på det i dag; at jeg for eksempel gennem mange år gik til klaver. Det er virkelig dejligt, at jeg bare kan sidde og spille, når jeg har lyst. Og det gør jeg.”

Større frihed end mange børn i dag

Samtidig med, at Nabanita Datta Gupta sammen med sin søster og to brødre fik, hvad hun betegner som en streng opvækst, mindes hun også, at de havde langt større frihed, end mange børn oplever i dag.  

”Forældre var ikke så fokuserede på deres børn dengang. Hverken min mor eller far brugte tid på at lave lektier med os. De udtrykte deres forventninger, satte rammer for os, og så forventedes vi at leve op til, hvad de nu end forventede af os.” 

Nabanita Datta Gupta fortsætter: 

”Sådan var det også i forhold til vores øvrige fritid. Vi blev ikke holdt under opsyn overhovedet, så vi havde en meget mere fri barndom end mange børn nu om dage. Jeg var meget tæt på den ene af mine brødre, jeg legede med ham og hans venner; var lidt en drengepige i den forstand, at jeg klatrede i træer, spillede kricket og fodbold sammen med dem.” 

Og så skal du giftes, min pige

Men da Nabanita Datta Gupta og hendes søster fik deres studenterhuer, blev de i modsætning til deres to brødre ikke opfordret til at læse videre. 

”Drengene fik at vide, at de skulle få en videregående uddannelse, og at de skulle skabe sig en karriere. Vi skulle også få en videregående uddannelse, men det var udelukkende for at øge vores chancer for at få en ægtemand, en slags Mrs. Degree!"

Nabanita Datta Gupta fortsætter:

"Så for os handlede det ultimative mål om at blive gift og skabe en familie, og jeg kunne se, at sådan ville min tilværelse blive, hvis jeg blev i Indien.”

Scholarship og stædighed

Nabanita Datta Gupta gik derfor på egen hånd i gang med at undersøge, hvilke muligheder hun havde for at komme til udlandet, og fandt frem til, at hvis hun kunne få et scholarship, kunne hun komme på college i USA. Og så gik hun ellers i gang med at udfylde papirer og tage de nødvendige test på den amerikanske ambassade i Calcutta. 

”Jeg gik derefter til mine forældre og fortalte dem, at jeg havde fået et scholarship til at tage til udlandet. De blev lidt overraskede,” ler Nabanita Datta Gupta, som måtte være ret vedholdende for at få lov til at tage af sted, da forældrene havde svært ved at se deres datter tage så langt væk som til USA.

”Men jeg er meget stædig, så jeg blev ved med at sige til dem, at det var noget, jeg blev nødt til at gøre, og efterhånden gav de efter.”

Anden vej end de andre piger fra klassen

Nabanita Datta Gupta havde på det tidspunkt ingen forestilling om sin fremtidige tilværelse. 

”Jeg var bare bevidst om, at jeg gerne ville gå en anden vej end pigerne i min klasse, som fortsatte på et college tæt ved vores skole. Og så læste de engelsk litteratur for derefter at blive gift.”

Men ikke nok med, at Nabanita Datta Gupta gerne ville mere end det. Hun ville også gerne gøre sig gældende inden for felter, som unge kvinder ikke forventedes at interessere sig for på daværende tidspunkt.  

”Jeg var ikke tiltrukket af at læse litteratur, historie eller sprog, som var fag, der kunne føre til jobs, som ville være acceptable for en kvinde.”

Derimod var Nabanita Datta Gupta i gymnasiet blevet interesseret i samfundsfag. 

”Og i matematik, så jeg vidste, at det var i den retning, jeg gerne ville, selvom jeg på det tidspunkt vidste meget lidt om økonomi.”

College – og kulturchok

Nabanita Datta Gupta var blevet optaget på Smith College, som er et privat college i Northampton i Massachusetts for kvinder – det største college blandt de såkaldt syv søstre: prestigefulde colleges i det nordøstlige USA, der traditionelt kun har optaget kvinder som studerende.

”Igen et sted med meget fokus på uddannelse. Og med meget gode undervisere.”

Nabanita Datta Gupta nød at følge undervisningen. Samtidig fulgte hun levende med i de mange strømninger både på college og i samfundet. Vi er på det her tidspunkt midt i 1980’erne. 

”Jeg oplevede, at det på mange måder var et dejligt samfund, jeg var kommet til, for på de amerikanske colleges – som ikke nødvendigvis afspejlede resten af USA – var der meget frisind. Og ligestilling var et stort emne, det samme var kvindernes rolle i samfundet.”

Nabanita Datta Gupta endte med at tage en bachelor i både økonomi og datalogi. Hun fortsatte på Cornell University i New York, hvor hun som emne for sin ph.d. valgte at se på kvinders valg af erhverv og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet. 

”Faktisk var det min vejleder, der foreslog emnet, men jeg var med det samme interesseret; også fordi det var noget, jeg selv var blevet eksponeret for i min tid på college.”

Hvis man arbejder hårdt

Og så hører det bestemt også med til historien, at det var i studieårene på Cornell University, at hun mødte sin fremtidige mand Bent Jesper Christensen, der i dag også er økonomiprofessor på AU. 

Sammen med ham rejste hun i 1995 fra New York til Aarhus, hvor hun fik en stilling på det daværende Handelshøjskolen. I 2004 blev hun tilbudt en stilling som forskningsprofessor på det daværende Socialforskningsinstituttet (SFI) i København (i dag VIVE), som hun tog imod, selvom det gav udfordringer på privatfronten

"Vores yngste var kun to år. Jeg pendlede mellem Aarhus og København i fem år. Men i 2009 fik jeg tilbudt et professorat på AU."

Siden har Nabanita Datta Gupta været økonomiprofessor på Aarhus Universitet. Fra 1. februar skal hun nu også som nyudnævnt medlem af Det Økonomiske Råd bruge sin viden til at lave økonomiske analyser, der kan være med til at præge samfundsudviklingen i Danmark. 

Da Nabanita Datta Gupta bliver bedt om at sætte ord på sin rejse fra genert skolepige i 1960’erne til estimeret økonomiprofessor i 2020’erne, siger hun: 

”Jeg tror på, at man kan opnå meget, hvis man arbejder hårdt for det, og jeg tænker på mig selv som et eksempel på, at hvis man bliver ved, kan man nå rigtig langt.” 

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også