Nye AU-bestyrelsesmedlemmer: Højskolemanden og erhvervskvinden

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

To nye stemmer lyder nu i AU’s bestyrelse. Den ene er Jørgen Carlsens, der er højskolemand og det med stort H. Den anden tilhører erhvervskvinden Caroline Søeborg Ahlefeldt, der er tidligere grevinde og i øvrigt med på teknologi-beatet.

22.03.2019 | Lene Ravn

Erhvervskvinden Caroline Søeborg Ahlefeldt og den tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen er trådt ind i AU’s bestyrelse. Pressefotos

Erhvervskvinden sprang fra i utide, men sprang til i tide

Vil du være kaospiloternes første lærer?” spørger Uffe Elbæk, der i dag er kendt som formand for Alternativet, men i 1991 var ved at stifte iværksætteruddannelsen Kaospiloterne.

Caroline Søeborg Ahlefeldt er 21 år, da hun får stillet spørgsmålet. Hun har aldrig undervist før og er i øvrigt selv universitetsstuderende på AU. Derfor har hun heller ikke overvejet muligheden for at skulle undervise andre.

Caroline Søeborg Ahlefeldt siger lige, hvad hun tænker:

“Jeg tror ikke, jeg kan.”

”Det tror jeg, du kan.”

Sådan mindes Caroline Søeborg Ahlefeldt, at hun lod sig overtale og blev underviser for de første kaospiloter.

Som 23-årig startede hun sit første firma, multimedievirksomheden MouseHouse, og kort derefter Space Invaders, der blev Danmarks første uddannelse i multimediedesign.

 

Fem skæve til Caroline Søeborg Ahlefeldt

Årets sommerferie går til: Sydfrankrig, hvor nogle skønne venner har et hus.

De færreste ved, at jeg: … har jagttegn til bue og pil.

Jeg kan ikke få det bedre, end når jeg: … er sammen med mine børn, min familie eller gode venner. Jeg har for eksempel lige haft mine børn med på Louisiana, hvor kunstneren Laurie Anderson havde lavet en VR-installation. Der sad mine børn med VR-brillerne på – ikke for at spille spil, som de plejer – men for at gå på opdagelse i et kunstværk. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg er i bund og grund fascineret af teknologiens muligheder og kunsten, så når de møder hinanden, går tingene op i en højere enhed for mig.

Jeg bruger mest Facebook til: … Jeg bruger ikke Facebook til ret meget. Jeg bruger Instagram, men mest LinkedIn.

Min yndlings-app er:  Blinkist, som er executive summaries (resuméer, red.) af fagbøger. Med den kan du lynhurtigt lytte dig gennem et forfatterskab, så du får et overfladisk kendskab til emnet.  Og i en travl hverdag, hvor man ikke når at læse så meget, er jeg meget glad for den.

Caroline Søeborg Ahlefeldt peger blandt andet på sit udvekslingsår som 16-årig i Costa Rica som én af de største oplevelser i sit liv: ”Det var fantastisk. At leve i troperne. Have skoleuniform på. Være den eneste, der havde lyst hår og være højere end rektor. Jeg glemmer aldrig den første dag, jeg kom på gymnasiet. Alle elever og lærere stod linet op i snorlige rækker og ventede på mig, fordi jeg var den første udvekslingsstuderende, de nogensinde havde haft. Rektoren stod sammen med engelsklæreren, som spurgte: ’How is you?’ Så skal man jo tage et valg, og jeg sagde: ’I is very fine, thank you’.” Pressefoto.

Selv tillægger hun sin karriere med talrige virksomheds- og bestyrelsesposter den måde, hvorpå hun blev mødt af Uffe Elbæk og de andre fra iværksættermiljøet Frontløberne:

”Den der insisteren på, at der var et potentiale i mig, var frygteligt tillokkende. Vi har det jo med at begrænse os selv, og derfor er det vigtigt at omgive sig med folk, der kan få øje på potentialet,” fortæller Caroline Søeborg Ahlefeldt, der var grevinde på Egeskov Slot på Fyn, men i 2017 blev skilt fra greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, som hun har to børn med.

Drop-out eller evighedsstudent?

Hvad så med studierne, tænker du måske. Hun nåede at få sin bachelor i Informations- og Medievidenskab fra AU, men sprang fra de videre studier.

”Jeg var indskrevet i mange år efter, fordi jeg havde en drøm om, at jeg kunne komme tilbage og læse det færdigt. Men det var for sjovt at være ud i den virkelige verden.”

”Og udfordringerne blev nogle andre. I stedet for det rent faglige blev det ledelse, jeg fik brug for hjælp til, og derfor tog jeg på handelshøjskolen for at tage en MBA.”

Nu drømmer hun ikke længere om en universitetstitel:

”Det er ikke det at gøre studiet færdig, at få en overbygning eller skrive en ph.d., jeg synes er interessant. Det er selve det at lære, og hvis jeg bliver en ældre dame, kan det jo godt være, at jeg når at studere både det ene og det andet, inden jeg er færdig med at være her,” siger Caroline Søeborg Ahlefeldt.

Sektor efter sektor i disruption

For nu vender Caroline Søeborg Ahlefeldt i hvert fald tilbage til AU og får lov til at studere universitetet fra sin nye bestyrelsespost.

Om der er noget, hun vil forandre på sit gamle universitet, mener hun endnu er for tidligt at sige:

”Vi er jo ikke en bunke individer, der vil i hver vores retning. Bestyrelsesarbejde er holdarbejde,” mener hun.

Men både IT- og iværksættererfaringerne kan formentlig bruges:

”Jeg kan bestemt komme med entrepreneurship og viden om det digitale, som jeg har beskæftiget mig med altid. IT bliver jo kun mere og mere aktuelt i disse tider, hvor sektor efter sektor bliver disrupted, og institutioner og virksomheder skal fungere på nye præmisser.”

Højskolemanden satser på dannelse og mener, AU skal gøre det samme

Vil du have en sangtime? Et foredrag om Benny Andersens forfatterskab, Etisk Råd, Højskolesangbogen, Grundtvig eller dansk kultur?

Højskolemanden Jørgen Carlsen er leveringsdygtig på det hele, og selvom han har aftjent 31 år som højskoleforstander på Testrup Højskole, har han stadig meget på hjerte – også på AU’s vegne.

Og som nyt bestyrelsesmedlem på AU har han også allerede en idé om, hvor han kan komme til at skille sig ud:

”Der er én ting, jeg vil være meget opmærksom på, og det er studiemiljøet. Det skal gå op i en højere enhed, så der er studiepladser, mulighed for studiegrupper ved fagområderne og meget mere. For det er vigtigt, at vi ikke betragter universitetet som et hospital, hvor man bare skal ind og få noget ordnet og så gå ud ad døren igen,” siger Jørgen Carlsen, der er uddannet idéhistoriker fra AU i ’77 og har været censor på studiet i 30 år.

Fem skæve til Jørgen Carlsen

Sidst jeg var oppe i det røde felt, var: … i det udvalg, der redigerer den kommende Højskolesangbog. Jeg er formand, og hvis nogle af de andre ikke kan se dybden og betydningen af en bestemt sang, så kan jeg godt komme op i det røde felt. Det er sket flere gange på det seneste.

De færreste ved, at jeg: … spiller jazz.

Årets sommerferie går til: … min families to sommerhuse på Helgenæs og Anholt med min dejlige kone og vores to vidunderlige døtre, der nu også har resulteret i to børnebørn.

Sidst jeg var rigtig flov: … er nok 14 dage siden, hvor jeg kommer ud af supermarkedet, og der sidder en Hus Forbi-sælger. Men jeg havde ingen kontanter på mig. Det er jo ikke sådan, at jeg synker i jorden, men jeg bliver flov.

Jeg bruger mest Facebook til: … at se, hvad andre egentlig mener. Jeg poster sjældent noget selv, og jeg bruger det slet ikke til at afsløre, om jeg har bagt en kage, er på ferie eller den slags.

”Jeg kunne godt tænke mig, at AU satser på dannelsesprojektet. Man skal udvikles på universitetet. Det vil sige, at man er andet og mere end den faglighed, man repræsenterer. Man er også et menneske, der står et bestemt sted og mener noget, og det kan tit drukne i fagidiotien. Det er ikke et spørgsmål om at være noget, men at være nogen,” mener Jørgen Carlsen.

Nobelparken er en spøgelsesby

Han mener, universitetet bør trække på højskoletanken:

”Højskolen er gennemsyret af hjemlighed og faglighed – og man skal ikke kimse ad hjemligheden. For det at studere et fag i adskillige år og opholde sig ét bestemt sted gør, at man gerne vil være en del af stedet og fornemme, at man hører hjemme der.”

Med det for øje er der særligt ét sted på AU, der ikke leverer varen:

”Jeg synes ikke, Nobelparken er bygningsmæssigt særlig velfungerende. Der er netop ikke nogen kollegier, og det bliver til en spøgelsesby om aftenen. En forladt by. Alt lukker ned, og bygningerne står rungende tomme det meste af tiden.”

Han glæder sig over, at man til gengæld i den nye Universitetsby ved det tidligere kommunehospitalsområde har planlagt at bygge både kollegier og caféer til at skabe liv.

”Det bliver forrygende.”

Begyndte som forstander for 13 elever

Jørgen Carlsen har både siddet i Etisk Råd og været institutbestyrer på Idéhistorisk Institut. I dag er han formand for det udvalg, der redigerer den kommende Højskolesangbog anno 2020, og en debattør, der blandt andet kæmpede til fordel for sangen ’Den danske sang er en ung, blond pige’ i krænkelsesdebatten.

Han er meget. Men mest af alt er han højskolemand med stort H. Og det skyldes nok det, han selv kalder for sin største faglige bedrift. Nemlig sin tid som forstander på Testrup Højskole:

”For da jeg kom til højskolen, var den stort set opgivet. Der var 13 elever, den havde ikke et godt ry, og det var virkelig op ad bakke,” siger han.

Årsagen til skolens tilstand var en ond spiral:

”En højskole er som universitetet økonomisk afhængig af, hvor mange elever den har. Det er klart, at hvis en højskole begynder at kæntre, bliver man mindre kritisk overfor, hvilke elever man optager. Og det ender med, at de højskoler, der ikke kan holde fanen højt, bliver hjemsted for alkoholikere, narkomaner og tyveknægte. Og det var præcis, hvad der var sket for Testrup Højskole, som ellers er en af de meget velrenommerede gamle højskoler.”

Derfor var det også en hård kamp at kæmpe som forstander.

”Allerede da jeg havde været der én uge, smed jeg en af de 13 elever hjem, fordi han stjal, og det kan vi ikke have. Men ret hurtigt fik jeg, nogle lærere og andre ansatte vendt skuden. Vi formåede at skabe en udvikling, så den i dag er en af de mest agtede højskoler. Det har lært mig én ting: Man skal ikke give op.”    

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også