Omnibus prik

Nyt cykelløb kommer til Universitetsparken – World Tour-rytter stiller til start

Aarhus har fået et nyt cykelløb for både ungdoms- og eliteryttere. Gadeløbet hedder ASC Unipark Grand Prix, og det kommer til at foregå i Universitetsparken 5. august. Det er gratis at overvære, og arrangøren lover et hårdt cykelløb.

(Arkivfoto). Foto: Colourbox

Opdatering 4/8 kl. 12.50: Programmet er blevet opdateret. De første ryttere - U11 og U13 - kører nu først klokken 16. Desuden kører dame- og herre-elite 45 minutter + tre omgange i stedet for én time + tre omgange. Desuden er startlisten opdateret: Der er 83 tilmeldte. 

Der bliver kørt hurtigere på cykel end normalt i Universitetsparken, når det nye gadeløb ASC Unipark Grand Prix tirsdag 5. august får sin debut.

Det nye gadeløb løber af stablen i Universitetsparken, hvor rytterne skal ud på en 1,5 kilometer lang rundstrækning gennem parken. Løbet begynder klokken 16 med ryttere fra U11 og U13 og fortsætter så i løbet af dagen med de ældre ungdomsårgange, inden damernes elite kører klokken 18.15 og mændenes elite kører klokken 20.00. Eliterytterne kører 45 minutter + tre omgange.

Et blik på startlisten bevidner, at tilskuerne på tirsdag i hvert fald får ét større cykelnavn at se. 24-årige Anders Foldager, der kører for det professionelle World Tour-hold Team Jayco-AlUla, stiller nemlig op. Han blev sidste år samlet nummer tre i PostNord Danmark Rundt.

Det er Aarhus Studenternes Cykelklub (ASC), som har arrangeret det nye gadeløb. Løbsarrangør Asbjørn Ravn Rasmussen, som er medlem i klubben og projektassistent hos Danmarks Cykle Union (DCU), lover et teknisk og hårdt cykelløb. Kun Hadsten Gade Grand Prix, der af den tidligere Tour de France-vinder Chris Froome er blevet beskrevet som det hårdeste gadeløb i verden, skulle være hårdere i Danmark.

”Det bliver nok den næsthårdeste gadeløbsrute, som vi har i Danmark. Det er en superhård rute. Der er cirka halvanden kilometer rundt, og der er 23 højdemeter per omgang. De eneste, der har flere end det, er Hadsten. Det kommer over bakken langs Bartholins Allé og op ad bakken ved Aulaen,” siger Asbjørn Ravn Rasmussen:

”Det er måske ikke så slemt for en god cykelrytter at køre den én gang (bakken ved Aulaen, red.), men de kommer til at skulle køre den 30 gange, og det er jo fuld gas, når de skal op ad den. Jeg har været ude at måle den, og den stiger 10 procent. Det stiger 5-6 procent forbi Samfundsfaglig Kantine, hvor vi sætter målstregen. Og så er den samtidig lidt teknisk med de to sving oppe ved Aulaen, der kommer ret hurtigt efter hinanden,” siger han.

"Det er ekstraordinært"

Asbjørn Ravn Rasmussen forklarer, at Universitetsparken var et oplagt valg for ASC.

”Vi har gransket, hvordan vi kan gøre det bedst, og hvad der er af fede muligheder. Der satte vi vores øjne på Universitetsparken, fordi vi er en studentercykelklub, vi er tilknyttet AU-Sport (paraplyorganisation for medlemsklubber i Aarhus, red.), og det er et oplagt sted inde midt i byen. Der er tre indfaldsveje, den er nem at spærre af, og den bliver brugt til events i øvrigt. Det passer perfekt,” siger Asbjørn Ravn Rasmussen.

Ruten går langs Bartholins Allé, Wilhelm Meyers Allé, Ole Worms Allé, Karl Verners Vej og Victor Albecks Vej.

”Der er meget få cykelløb, der kan få lov til at køre så langt inde i en af de største byer i Danmark. Det er ekstraordinært, og det er vi superglade for,” siger han.

Han kontaktede AU’s rektorat for cirka et år siden, og for et halvt år siden fik klubben endelig godkendelse på løbet af universitetsledelsen.

”Vi har heldigvis fået lov af universitetet, som er superglade for at være med i det. Vi har været mødt med positiv stemning fra alle. Det skulle lige igennem hele universitetet. Det har været i høring, og der har været inddragelse af bygningsledere, bygningschefer og gartnere. Det er jo en stor forretning,” siger Asbjørn Ravn Rasmussen.

Der er en del andre danske gadeløb i næste uge, og det er ikke uden grund, arrangørerne har valgt netop det tidspunkt.

”Det ligger i den uge, der nu er gadeløbsugen i Danmark, og samtidig er der ikke så meget aktivitet i Universitetsparken nu, så der er ikke så meget bekymring for, om der er en masse, der skal på arbejde og så videre,” siger arrangøren.

Skal blive en tradition 

Aarhus Studenternes Cykelklub har over 100 medlemmer og er målrettet studerende, alumner og unge i Aarhus, men er åben for enhver. Klubben blev stiftet i 2016. Normalt skal cykelklubber under DCU afholde et årligt cykelløb for at få lov til at have licensryttere, men som forholdsvis ny klub har ASC fået dispensation for den regel. Men nu er tiden kommet, og derfor er planen også, at løbet i Universitetsparken bliver en årligt tilbagevendende begivenhed.

”Vi har gode samarbejdspartnere og fuld opbakning til at lave det her til en tradition. Løbet passer ind i universitetets strategi om at åbne parken mere op for byen, og det passer ind i Aarhus Kommunes fremtidsplaner frem mod VM i 2029 (VM i enkeltstart, red.), og så passer det godt ind i at løfte cykelmiljøet,” siger Asbjørn Ravn Rasmussen.

Det er gratis at være tilskuer til arrangementet. Asbjørn Ravn Rasmussen er spændt på, hvor mange der dukker op. 

”Når det er vores første år, er det helt vildt svært at sige. Hvis der kommer tilskuere, er det en succes, vil jeg sige. I almindelige licensløb, som det her jo også er – det er vores almindelige cykelløb – kommer der jo ikke flere hundrede mennesker. Så hvis der kommer nogen, er vi superglade, og det har jeg også fornemmelsen af, der gør. Jeg synes, jeg kan høre det rundt omkring både på universitetet og nede i byen,” siger han.

Der er indtil videre 43 cykelryttere på startlisten fordelt på de forskellige klasser, der kører i løbet af dagen.

”Vi håber, der kommer flere i løbet af weekenden, og det er ikke unormalt, tilmeldinger kommer til sidst. Vi er ude at prikke til alle de danske cykelhold for herre- og dame-elite og juniorholdene,” siger Asbjørn Ravn Rasmussen.

Afspæringer og lukkede parkeringspladser

De førnævnte fem veje, som udgør løbets rute, er afspærret 5. august fra klokken 8.00-24.00. Alle medarbejderparkeringspladser er afspærret fra 4. august klokken 20.00 til 5. august klokken 24.00.

Der vil være fire passager, hvor man som fodgænger kan krydse ruten - for eksempel, hvis man skal ind i bygninger på AU - fra klokken 8.00-24.00. Her vil der være bemanding under løbet.

Find programmet for dagen her.