Omnibus prik

Uniparken lægger atter asfalt til gadeløb

Søndag 9. august suser ungdoms-og eliteryttere igennem Universitetsparken, når Aarhus Studenternes Cykelklub afholder gadeløbet ASC Unipark Grand Prix for andet år i træk.

Arkivfoto fra ASC Unipark Grand Prix 2025. Foto: AU Foto/Liv Rohde.

Afspærring af parken

Ole Worms Allé, Karl Verners Vej og Bartholins Allé er afspærret hele dagen. Du kan finde programmet, ruten og andet information her.  

Der er som regel en del cyklende studerende og ansatte i Universitetsparken. Søndag 9. august trædes der formentlig lidt hårdere i pedalerne end normalt. Amatør -ungdomsrytterne skal køre på en 1,5 kilometer lang rundstrækning i parken i 45 minutter plus én omgang, mens eliterytterne kører samme distance i en time plus tre omgange. 

Indtil videre har løbet 78 tilmeldte ryttere, men løbsarrangør fra Aarhus Studenternes Cykelklub, Asbjørn Ravn Rasmussen, håber på, at der nok skal komme flere navne på deltagerlisten. 

”Det skal nok komme stille og roligt,” fortæller han til Omnibus. 

Aarhus Studenternes Cykelklub hører under AU Sport, som er en paraplyorganisation for idrætstilbud for studerende på Aarhus Universitet. Aarhus Studenternes Cykelklub består primært af studerende, fortæller Asbjørn Ravn Rasmussen.

Cykelklubben er gennem en årrække blevet konkurrencedygtige på amatørniveau og er således medlem af Dansk Cykelunion. Medlemskabet kræver, at man afholder et årligt cykelløb for alle klasser. Sidste år havde cykelklubben en enkelt rytter med til deres eget løb, da størstedelen af medlemmerne hjælper med at afvikle løbet på dagen. 

Nyt cykelløb kommer til Universitetsparken – World Tour-rytter stiller til start

Nye tiltag 

Sidste år blev cykelløbets debut afholdt en hverdag med startfløjt klokken 16, hvor kun ungdoms-og eliteklasserne kørte. I år afholdes løbet på en søndag med programstart allerede klokken 8.30, hvor amatør- og masterklasserne sendes afsted. Som noget nyt i år deltager flere klasser, herunder amatør- og masterklasserne. 

”Første løb skal man vise, at man kan afholde løbet, og andet år skal man vise, at man kan videreudvikle,” fortæller Asbjørn Ravn Rasmussen, der har afviklet flere professionelle cykelløb i sin karriere. 

”Det overraskede os sidste år, hvor mange mennesker, der egentligt færdes i parken. Programmet startede først klokken 16, men her fik mange ansatte fri og skulle ud af parken på samme tid,” fortæller han. 

”Nu afholdes det på en søndag, så jeg håber på lidt mindre aktivitet,” siger Asbjørn Ravn Rasmussen. 

”På nedkørslen ved Ole Worms Allé forbi Medicinerhuset kommer rytterne med en fart på op til 65 kilometer i timen. Der er mange sideveje, så det kan godt gå hen og blive farligt, hvis der er mange biler, der skal ud ad sidevejene,” fortæller Asbjørn Ravn Rasmussen. 

Der er naturligvis spærret af i parken 9. august på ruten, men cykelløbet er fortsat gratis og åbent for tilskuere. 

”Vi påvirker ret få ved at afholde løbet i Universitetsparken. Der er selvfølgelig gæster på museerne og beboere på kollegierne og måske forskere og ansatte, men det er i grunden ikke ret mange mennesker, som det kommer til at berøre,” siger han.

Bartholins Allé, Ole Worms Allé samt Karl Verners Vej er lukket for trafik, afspærret og indhegnet på dagen for cykelløbet. 

Den oplagte kulisse 

I uge 32 hvor løbet afholdes, er der yderligere fire andre gadeløb i Jylland. Hadsten Gade Grandprix om torsdagen, Spar Vest Fondens Gadeløb i Skive om fredagen, Herning City Gadeløbet om lørdagen og endeligt ASC Unipark Grand Prix om søndagen. 

Alligevel vil Asbjørn Ravn Rasmussen vove at påstå, at Unipark Grand Prix er det flotteste gadeløb i Danmark.

”Det er jo en fantastisk kulisse. Ikke bare på grund af vores (Aarhus Studenternes Cykelklub, red.) tilknytning til universitet, men også på grund af parken generelt,” siger han. 

”Dertil er det nemt at spærre parken af i forhold til andre lokationer,” siger Asbjørn Ravn Rasmussen. 

Løbsarrangøren fortæller også, at gadeløbet som format egentligt er et showløb for eliteklasserne. 

”Det er ikke rigged (aftalt spil, red.) i den forstand, men gadeløbsformatet er et løb, hvor de store ryttere kører rundt i Europa efter Tour de France og viser sig lidt frem,” fortæller Asbjørn Ravn Rasmussen. 

”Det er meget publikumsvenligt, fordi rytterne kommer forbi flere gange. Der er fuld gas fra start af, og det er mere intenst,” siger han. 

Hvis du nu sidder og drømmer om at cykle med til løbet på din Citybike, må vi desværre stoppe dig der. Det kræver licens til Dansk Cykelunion og desuden medlemskab af en cykelklub for at deltage i løbet.