Omnibus prik

På en uge samlede AU-studerende over 100.000 kroner ind til velgørenhed

Årets Knæk Cancer-løb på AU skaffede søndag 28. september over 73.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse. Blot en uge senere indsamlede AU-studerende 33.000 kroner til Røde Kors under den årlige landsindsamling.

Sidste år blev der samlet 65.000 kroner ind til Knæk Cancer Løbet i uniparken. Foto: Onkologisk Selskab for Medicinstuderende

De hundredvis af friske studerende og ansatte mødtes søndag 28. september, hvor ruten stod på en 2,5 kilometer gå eller løbetur i universitetsparken. Og for de rigtig friske kunne man tage en runde mere, så ruten blev 5 kilometer lang. Formålet med løbet var at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse i forbindelse med den årlige og landsdækkende Knæk Cancer kampagne.

Søndag kan du løbe eller gå for en god sag i universitetsparken

Onkologisk Selskab for Medicinstuderende, der er en non-profit studenterforening, har afholdt løbet siden 2015.

Og ifølge Mads Rahbæk, som er en af arrangørerne bag, blev der i år indsamlet 73.520 kroner til Knæk Cancer. Det er over 8.000 kroner mere end sidste år, hvor det blev til 65.380 kroner.

Trodsede vejret og samlede 33.000 ind

Søndagen efter mødtes AU-studerende i Vandrehallen for at samle ind til Røde Kors’ landsindsamling, som i år går til personer i verdens brændpunkter og til de mest udsatte børn og voksne i Danmark.

AU-studerende samler ind sammen: “Det rykker lidt mere end at gå med sin egen bøtte”

“Det gik strålende,” fortæller arrangør bag arrangementet, Anne Kathrine Arve, der til daglig læser statskundskab på 7. semester.

“Indsamlerne trodsede vejret og fik indsamlet 33.000 kroner,” beretter hun og uddyber, at humøret var højt, og at de indsamlende studerende udelukkende havde gode oplevelser på ruten.

I år var anden gang, at de studerende samlede ind til Røde Kors – og sidste år blev det til 32.500 kroner. På landsplan blev der indsamlet 14 millioner kroner, hvilket er 1 million kroner mere end til sidste års landsindsamling.