”På et eller andet tidspunkt skal man cutte navlesnoren”

Lars Bo Nielsen tager imod på sit kontor på Klinisk Biokemisk Afdeling på Rigshospitalet. I stueetagen under hans kontor myldrer patienter og pårørende ind og ud ad hovedindgangen, og rotorstøj bevidner, at helikopterplatformen på taget ikke blot er en arkitektonisk detalje. Her på landets største hospital har han haft sin gang i tre årtier. 

”Jeg er næsten vokset sammen med væggene her!” griner han og slår ud med armene.

Fra forskningsleder til fritidsforsker

Men, som han også siger:

”På et eller andet tidspunkt skal man jo cutte navlesnoren, hvis man vil noget andet.

Så det har han gjort. Og i disse dage er han i færd med at lukke ned for sine forskningsaktiviteter og træder ud af den 16 mand store forskningsgruppe, han startede i 1999. Samtidig overdrager han ansvaret for Institut for Klinisk Medicin, som han siden 2012 har været institutleder for. Men han vender ikke helt ryggen til gruppen og dens resultater.  

”Jeg vil stadig følge gruppens projekter på afstand, og jeg vil også være involveret i færdiggørelse af manuskripterne, i den udstrækning min fritid nu er til det,” siger den kommende dekan.

LÆS OGSÅ: Forsker i den hyppigste dødsårsag i Vesten

Hvordan har du det med nu primært at skulle forske i din fritid efter 30 år som aktiv forsker?

”Det har jeg tænkt rigtig meget over, og det har været en svær beslutning. Det er første gang, jeg har taget en reel beslutning om at dreje min karriere. De lederstillinger, jeg har haft på Rigshospitalet og Københavns Universitet, er jeg kommet ind i, fordi der har været et behov for nogen med den profil, jeg havde. Det var stillinger, hvor jeg kunne understøtte en organisation, som jeg var en del af i forvejen,” siger Lars Bo Nielsen og fortsætter: 

”Men at søge en dekanstilling, når man er institutleder, er vel en meget naturlig karriereudvikling. Og at få muligheden på AU, hvor man har rigtig gode traditioner på det sundhedsvidenskabelige område, er jo fantastisk.”

Et sundhedsvæsen i en brydningstid

Der var flere ting ved stillingsopslaget, der fik Lars Bo Nielsen til at sætte sig til tasterne og skrive en ansøgning. Blandt andet motiverer det ham at være med til at præge udviklingen på sundhedsområdet.

”Universiteterne spiller en stor rolle for, hvordan hele vores velfærdssamfund udvikler sig på sundhedsområdet. Sundhedsvæsenet er i en brydningstid, fordi man nu har effektiviseret sig til grænsen for, hvad man kan. Hvis man skal vinde yderligere gevinster, skal det ske inden for forskningsbaseret innovation,” siger han. 

Hvordan tænker du Health ind i den udvikling?

”Vi skal sørge for, at vores forskning bliver formidlet til offentligheden. Vi skal være en aktiv medspiller i forhold til at adressere de udfordringer, der er i systemet. Og så skal vi have de internationale briller på og se på, hvordan universitetssektoren udvikler sig i andre lande, og hvordan vi som universitet skal forholde os til den udvikling,” forklarer han.

Mere konkret ønsker han ikke at være på nuværende tidspunkt. 

”Det er jo et velfungerende fakultet, så nu skal jeg høre, hvilke drømme og visioner folk har. Jeg skal ikke ind og lave revolution.”

Vigtigt, at studerende får erfaring med forskning 

Lars Bo Nielsen er alene på grund af sin højde på tæt ved to meter svær at overse. Han sidder henslængt i stolen, bruger ord som ’sjovt’ om det at forske og kan ikke skjule sin begejstring, når han taler om de studerende.

”De er fandeme dygtige! Det kan godt være, at de ikke kan så meget matematik som for 30 år siden, men de kan så meget andet. De har en tro på sig selv og en evne til at arbejde i grupper, så de kan sætte initiativer i gang og organisere. Både studentersociale ting, men også innovation. De er fantastiske – de har også lidt, de skal lære.”

Hvad er det – udover matematik?

”Jeg tror, det er vigtigt, at der bliver rum til at være studerende. Det skal ikke bare være en færdighedsskole, det akademiske aspekt er vigtigt. Vi skal give dem en mulighed for at fordybe sig i et forskningsprojekt og give dem et internationalt aspekt.”

Netop det, at de studerende får erfaring med forskning i løbet af uddannelsen, er vigtigt for den kommende dekan.

”Jeg mener, man skal gøre alt, hvad man kan for at holde fast i forskningsåret, givet de økonomiske og politiske rammer.”

Han pointerer, at det ikke er noget, der vælter den nationale økonomi, og vil også gerne være med til at lægge et politisk pres for at fortælle politikerne, at det er en god samfundsinvestering.

”Men der er også andre måder at sikre det på. Jeg kunne sagtens forestille mig, at man allerede på førstedelen af kandidaten blev tilknyttet et forskningsmiljø og blev en integreret del af en gruppe, så man allerede som studerende kombinerer sit studieliv med en forankring i et forskningsmiljø. Det er en god læring, der er jo meget få stillinger, hvor man har 100 procent af sin tid til forskning.”

Folk sætter pris på et svar 

Som dekan på Health sætter Lars Bo Nielsen sig i spidsen for cirka 1.500 ansatte, 650 ph.d.-studerende og 4.500 studerende. Han bliver også en del af universitetsledelsen og ser frem til at få medansvar for og indflydelse på universitetets udvikling som helhed.

På spørgsmålet om, hvordan han vil beskrive sin stil som leder, svarer han:

”Jeg ser mig selv som et positivt menneske og er loyal over for dem, jeg arbejder sammen med og over for mit universitet. Og så bliver jeg stimuleret af fremdrift. Jeg synes, det er sjovt at skubbe processerne fremad.”

Og så ligger det ham meget på sinde at svare på alle de henvendelser, han får.

”Det kan godt være, at man ikke kan imødekomme det, man bliver spurgt om, men man kan i hvert fald give et svar. Det kan jeg se, at folk sætter stor pris på.”

Mens han bruger tid på at svare mails og telefon, er det så som så med hans tilstedevær på de sociale medier. Men han har dog både en Twitter-konto og en profil på Facebook.

”Jeg er på Twitter, men jeg følger kun min søns basketballhold og så Yale, Harvard og AU. Facebook bruger jeg kun privat. Men jeg kan godt se, at det vil være en fantastisk måde at kommunikere med de studerende på. Der er ikke noget at rafle om, vi skal være på de sociale medier, for det er der, de studerende er.”

Vi gør det sammen

Lars Bo Nielsen hiver et billede frem på sin telefon. Det viser en let diset morgenstund med udsigt over Furesø. Det gør ondt at skulle vinke farvel til den udsigt, men huset er sat til salg. Lars Bo Nielsens kone er neurolog og har fået job på Aarhus Universitetshospital. Så nu rykker de sammen til Aarhus, mens sønnerne på 20 og 24 bliver i København, hvor den ene er i færd med at uddanne sig til læge, og den anden også skal i gang med at læse efter et collegeophold i USA.

”Det er et eventyr, det er det. Vi glæder os virkelig meget til det. Og der er ingen tvivl om, at jeg ikke havde gjort det, hvis ikke min kone ville med. Vi gør det sammen.”

God udsigt får de nu også i Aarhus, hvor de har lejet en lejlighed på havnen.

”Vi har ikke boet i lejlighed, siden vi var studerende. Så nu må vi se, hvordan det er. Vi skal lige lære byen at kende. Jeg synes virkelig, Aarhus er en dejlig by, og jeg har indtryk af, at Aarhus Universitet er et rigtigt godt universitet.”