På sporet af professor Bjøl: Han har levet et århundrede. Formet sit eget fag. Næsten mistet synet, men aldrig evnen til at fornemme, høre og føle

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Han har mødt Kennedy, Khrustjov, De Gaulle og Gorbatjov. Og mange andre statsledere. En levende legende er han, politologen og journalisten Erling Bjøl, der blev den første professor i international politik ved Aarhus Universitet i 1966. I dag, tirsdag 11. december, fylder han hundrede år. Og er om ikke still going strong, så i hvert fald still going on.

10.12.2018 | Lotte Bilberg

Dette foto og de i øvrige, der illustrerer artiklen, er taget for 10 år siden ved Bjøls sommerhus i Rørvig i Nordsjælland. Arkivfoto: Søren Kjeldgaard.

I halvmørket bag lukkede skodder på et hospital i New Delhi lå Erling Bjøl og kom sig efter en tropesygdom, der havde angrebet ham på vej til fronten i en krig, som han var sendt ud for at dække for dagbladet Politiken. Det var i efteråret 1962. Hvorfor han havde sat livet på spil for det, vidste han egentlig ikke. Han var nemlig på det rene med, at når læserne sad med avisen over morgenkaffen, ville de færreste kaste sig over en artikel om uroligheder i et øde grænseområde i Indien. 

Selv fik Bjøl serveret tynd te på sit sygeleje, hvor han havde rigelig tid til at tænke over det mismod, der havde grebet han ved tanken om at fortsætte som journalist efter 24 år i faget; et mismod, der holdt sit faste tag i den dengang 44-årige udenrigskorrespondent, da han fortsatte sin rekonvalescens under hjemlige himmelstrøg.

Fra den ene krig til den anden

Og der, liggende afkræftet på en sofa i sin egen stue, læste han en artikel, som skulle få stor betydning for ham. Den handlede om, at man ikke kunne få besat en stilling som professor på det forholdsvis nye Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

”Tænk en herlig tilværelse det måtte være at være professor, at have tid til at fordybe sig i tingene i stedet for at fare med tungen ud af halsen fra den ene krig til den anden.”

Sådan skriver Erling Bjøl i sine erindringer om den første tanke, han gør sig efter at have læst artiklen. Og fortsætter med at skrive om den nedslående tanke, der straks følger den første:

”Men hvordan skulle jeg overhovedet med min irrelevante magistergrad i litteraturhistorie kunne komme i betragtning?”  

Professor på prøve

Men ikke desto mindre søgte Erling Bjøl stillingen, og i 1963 blev han konstitueret som professor. Siden, efter at have forsvaret sin doktordisputats La France devant l'Europe, der handler om Frankrigs europapolitik, fik han som den første titlen som professor i international politik. Og AU fik en mand, der bragte verden til Aarhus.

Efter tyve år forlod Erling Bjøl i 1983 atter universitetet, fordi han ’var blevet træt af at gentage sig selv', som han har formuleret det i sine erindringer. Og vendte på fuld tid tilbage til sit journalistiske virke. Denne gang som korrespondent for Politiken med licens til at rejse, hvorhen han ville i verden. Samtidig slog han sig, sammen med sin franske hustru Denise Séheux, permanent ned i byen Saint-Germain-en-Laye, der ligger ca. 20 kilometer vest for Paris. 

Så må andre fortælle

Sådan en mand kunne det nok være værd at aflægge en visit. Men gennem sin sekretær lader Erling Bjøl desværre forstå, at han ikke længere er i stand til at give mundtlige interviews, så herfra må så andre, der kender ham, sætte os på sporet af en levende legende inden for såvel den akademiske som den journalistiske verden.

Til te hos diplomaten

Peter Hansen inviterer inden for i sin lejlighed, hvorfra han gennem de store vinduer har udsigt til Christians Kirke på Christianshavn. Teen, som han tilbereder i det åbne køkken, bliver serveret i krus med FN’s logo, hvorunder der står Middle East.

I 1978 blev Peter Hansen ansat i FN, og var fra 1996 til 2005 generalkommissær med ansvar for FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA). Hvilket gør han til den til højest rangerende dansker indenfor FN-systemet til dato. Hvad der er lige så interessant i denne sammenhæng, er, at Peter Hansen var blandt professor Bjøls første studerende og den første, som Bjøl ansatte på instituttet. 

Skrev selv sine grundbøger

Hvad der slår Peter Hansen som det første, når han tænker tilbage på tiden som dels studerende, dels medarbejder på Statskundskab, er Erling Bjøls arbejdsformåen.

”Jeg har stadig en dyb beundring for, hvad han overkom dengang. Han skulle skrive en doktordisputats på kort tid for at blive fastansat. Men det betød ikke, at han udelukkende koncentrerede sig om det. Slet ikke,” fortæller Peter Hansen.

”Han skrev også en stribe kompendier, der udgjorde hans undervisningsmateriale, fordi han ikke ville nøjes med et af de standardværker, han ellers let kunne have brugt i undervisningen. Nej, han skrev sine egne grundbøger, og skrev dem fortløbende, sådan at han altid var lidt foran.”

Jura med juristerne

Krævende er den betegnelse, som Peter Hansen bruger om miljøet på Statskundskab dengang.

”Jeg kan forestille mig, at der ville blive total arbejdsnedlæggelse, hvis de studerende i dag kun blev præsenteret for litteratur på hovedsprogene. Men sådan var studiet dengang, så engelsk, fransk, tysk og også svensk skulle man beherske. Nogle af os lærte også russisk, men det var ikke et krav, at man skulle kunne det.”

Også på andre måder var det sin sag at være statskundskabsstuderende.

”Vi læste jura sammen med juristerne, og der blev stillet de samme krav til os som til juristerne til eksamen. Vi læste på samme vilkår økonomi sammen med økonomerne, og historisk kildekritik med historikerne.”

Turen går til… med professor Bjøl

Men selvom Bjøl, som Peter Hansen udtrykker det, ’krævede hvad enhver god lærer kræver for at give den studerende mulighed for at udvikle sit potentiale,’ var det ikke lutter teori det hele. 

Bjøl ville nemlig også gerne give sine studerende mulighed for at kigge op og ud over kanten af bøgerne - for måske kunne de ane en større horisont, hvis han tog dem med udenfor de gule mure.

”Derfor fandt han også tid til at arrangere rejser til udlandet for sine studerende, hvad der på det tidspunkt ikke var almindeligt på universiteterne,” fortæller Peter Hansen.  

”Som amanuensis var jeg med til at organisere de første ture sammen med ham, hvor vi var i Tyskland og Frankrig. Og Bjøl arrangerede senere en stor tur til Rusland, hvilket var en af de mere usædvanlige, for man skulle gennem grænser, som det ikke var så oplagt at komme igennem dengang. Men der viste Bjøl igen både evne og vilje til at gøre noget, som gik ud over det, man plejede at gøre på studierne.”

Første sommer uden Rørvig

Forbindelsen til Erling Bjøl har Peter Hansen holdt siden tiden i Aarhus, for eksempel har han gennem næsten tre årtier været på sommerbesøg hos Bjøl i dennes sommerhus i Rørvig i Nordsjælland. Og Peter Hansen er sandsynligvis det menneske, der kender Bjøl bedst ud over den nærmeste familie. 

En lille tristhed sniger sig ind i hans stemme, da han siger:

”I år var første år, hvor Bjøl ikke var i Rørvig. Til gengæld besøgte jeg ham i Paris.” 

Det var i august. 

”Som alle andre led Bjøl under den ulidelige varme, så vi sad nede i hans kælder, hvor der var køligt, og sorterede bøger,” fortsætter han. 

”Det var resterne, vi sorterede. Han har givet bøger væk i tusindvis.” 

Sort kaffe og cigarillos

Ib Faurby har glemt at købe mælk til kaffen. Til gengæld byder han på cigarillos, da vi har sat os i stuen i den lyse lejlighed på Frederiksberg. 

Som Peter Hansen var også Ib Faurby blandt Bjøls første studerende, og han blev ligeledes ansat som amanuensis på Statskundskab efter endt studier. Men efter sammenlagt seksten år ved instituttet forlod han Aarhus Universitet til fordel for en stilling som udenrigspolitisk lederskribent på Politiken. 

”Jeg er sikker på, at Bjøl havde en finger med i spillet, da jeg fik stillingen,” siger Faurby med henvisning til, at Erling Bjøl på det tidspunkt var medlem af bestyrelsen for det daværende Politikens Hus. 

Ib Faurby lægger i øvrigt ikke skjul på, at det var et kulturchok at komme fra Statskundskab til Politiken, hvor chefredaktionen på de langstrakte daglige møder diskuterede sig frem til, hvad ’Politiken mente.’

”Jeg kan huske, at en af mine første ledere skulle handle om filippinsk landbrugspolitik, men det har jeg jo aldrig har vidst en bønne om! lyder det fra Faurby bag en let foragtelig røgsky, der ikke er rettet mod bønder på Filippinerne.

I mesterlære hos Bjøl

Men til al held for Ib Faurby var jorden kort efter gødet til helt andre storpolitiske dagsordner, da Gorbatjov i 1985 kom til magten i Sovjetunionen. 

”Allerede 14 dage efter min ansættelse sagde Pundik (tidligere chefredaktør på Politiken, red.), at jeg skulle tage med Bjøl til Sovjetunionen for at fornemme den nye stemning,” fortsætter Ib Faurby.

”Det var en slags journalistisk mesterlære, hvor jeg skulle opleve, hvordan en erfaren reporter som Bjøl gebærdede sig. Jeg travede i hælene på ham, vi talte om det, vi oplevede, og Bjøl skrev så artiklerne.”

Efter flere ture med Bjøl havde Ib Faurby fattet så stor interesse for det østeuropæiske, at han dækkede forholdet mellem øst og vest i de tolv år, han var ansat ved Politiken. 

Satte sit personlige præg på International Politik

Spørger man over kaffen Ib Faurby og over teen Peter Hansen om Erling Bjøls betydning for Statskundskab, er det næsten som om, de to mænd fører en samtale på tværs af Frederiksberg og Christianshavn.

”Han grundlagde faget international politik ved at gå utraditionelt og ukonventionelt til værks,” forklarer Peter Hansen.

Bjøl viste dermed en betydelig intellektuel integritet efter Peter Hansens opfattelse.

”Fordi det ville have været let for ham bare at eftersnakke nogle af de eksisterende koryfæer. Men hvor andre af professorerne foretrak at bygge på klassikere i deres fag, satte Bjøl sit personlige præg på opbygningen af international politik,” fortsætter Peter Hansen.

Og får efter en kort pause tilføjet, at det ikke skal forstås på den måde, at Bjøl så stort på klassikerne.

”Dem fik vi bestemt også. Men han var bare meget mere eklektisk i sin tilgang, så det var ikke blot én disciplin, som Bjøl insisterede på skulle være dogmelære. Og det syntes jeg var stærkt i forhold til hans egen utraditionelle baggrund – og indgang i faget.”

Ib Faurby kunne ikke være mere enig. Men nævner desuden, at Bjøl insisterede på, at indsigt i historie er en forudsætning for at forstå mange sammenhænge indenfor Statskundskab.

”Han brugte selv historiske eksempler. Og på den måde viste han os, at de problemer, som vi tumlede med i faget, havde beskæftiget tænkere langt tidligere.”

De to tidligere studerende og medarbejdere fremhæver også begge den måde, som Bjøl inddrog litteratur i undervisningen. 

”Jeg tror ikke, at der er så mange andre kurser i international politik, der har trukket så meget på Holbergs epistler,” siger Peter Hansen. 

”Han inddrog selvfølgelig ikke Holberg i relation til konkret viden, det var jo ikke så meget han vidste om disciplinen international politik. Men Holberg havde synspunkter, som Bjøl brugte til illustration af almenmenneskelige problemstillinger, som bestemt også var noget, han lagde vægt på i sin tilgang til faget.”

Næsten blind gennem knap 30 år 

Hvad der er svært at forstå efter at have hørt om Bjøl, er det faktum, at han har været næsten blind siden 1990. Men også når slaget ved at miste synet kommer på tale, er det tydeligt at mærke den respekt, der er om Bjøl, fordi han formåede at blive stående.  

Ib Faurby taler for eksempel om en episode, hvor Bjøl i telefonen fra Paris klager over besværet med at skrive bøger, når man er praktisk talt blind. Og hvor Faurby ikke kan nære sig for påpege, at det havde Bjøl også besværet sig over otte år tidligere, men trods det havde han skrevet seks bøger siden.

Og Peter Hansen mindes en tur i klitterne ved Rørvig en sommerdag, hvor Bjøl fortalte om landskabet omkring dem på så levende vis, at Peter Hansen stadig husker beskrivelsen. Og for at understrege sin pointe sætter han sit krus fra sig på en måde, der er tæt på at forårsage en diplomatisk krise mellem teen i kruset og bordpladen:

”Manden var blind!”

Fornemme da og høre og føle 

Men som i indledningen skal Bjøls egne ord med i slutningen. Ord, der nok siger mere om, hvad han er for et menneske, end nogen andre formår at fortælle uanset deres tydelige veneration. 

I sine erindringer beskriver Bjøl tiden lige efter, han har fået at vide, at han vil blive næsten helt blind, på følgende måde:

’Der var dage, hvor jeg ikke bare følte med, men også som drengen i Karl Bjarnhofs ”Stjernerne blegner,” der siger: ’Jeg vil hade alle mennesker.’ (…) Bestandigt måtte man tage sig i nakken for ikke at lade sin frustration gå ud over andre mennesker. Det ville jo kun gøre en endnu mere isoleret. (…) Der kom nogle nedture. Slemme nedture, værre end noget, jeg nogensinde havde oplevet. Håbløshed.’

Og sådan lyder det fra ham nogle få måneder senere, hvor han har besluttet at tage til Prag i foråret 1991:

’Handicap eller ej, med alt det, der skete i Østeuropa, var det næsten ikke til at sidde stille. Man måtte af sted for at se det med egne øjne. Se? Nåh nej. Fornemme da og høre og føle.’

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også