Ph.d.-studerende: Ph.d.-forløbet kan blive ensomt, men corona har fået den følelse til at eskalere ud over alle grænser

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Corona var som et forstørrelsesglas, der forstærkede nogle af de allerede eksisterende problemstillinger, der er en del af hverdagen for mange ph.d.-studerende. Det mener to ph.d.-studerende, som i foråret indsamlede vidnesbyrd fra 88 af deres ph.d.-kollegaer på fakultetet Arts.

07.09.2021 | Asger Søndergaard Nielsen

Hjemsendelsen under corona-nedlukningen betød for mange ph.d.-studerende, at eksisterende problematikker under ph.d.-forløbet blev forværret. Foto: Poul Ib Henriksen

Det kommer nok ikke bag på nogen, at det er hårdt at skrive en ph.d. For mange er arbejdet med afhandlingen en ensom opgave og udsigten til, at forskere fra hele verden skal bedømme og vurdere den, lægger et solidt pres under hele forløbet.

Smider man en verdens omspændende virus oven i den i forvejen hårde proces, så har man en perfekt storm, der kan gøre livet som ph.d.-studerende endnu mere ensomt og besværligt.

Jeg blev utrolig presset følelsesmæssigt af de her omstændigheder. Det gjorde, at jeg havde svært ved at arbejde på noget der gav værdi for projektet under nedlukningerne.     

Uddrag fra anonymt vidnesbyrd

Det oplevede Marianne Høi Liisberg, Thilde Juul-Wiese og Elizabeth Bruns, der i øjeblikket er på barsel, i foråret. De er alle tre ph.d.-studerende på Aarhus Universitet og sidder i ph.d.-udvalget på Arts fakultetet, hvor de rådgiver ph.d.-skolen. I begyndelsen af året oplevede de, at mange af deres ph.d.-kollegaer led under corona-restriktionernes konsekvenser. Derfor tog de initiativ til at indsamle vidnesbyrd fra de mange ph.d.-studerende på fakultetet.

”Vi ville give plads til, at man kunne få afløb for de tanker og udfordringer, og også gode oplevelser, som man har haft undervejs. Det udsprang også af vores eget behov for at få sat ord på den her oplevelse uden, at det blev formaliseret. Vi ville give plads til de ph.d.-studerendes stemmer,” siger Thilde Juul-Wiese, der skriver ph.d. på afdelingen for pædagogisk antropologi på DPU i Emdrup.

De fik i alt 88 vidnesbyrd fra ph.d.-studerende på Arts.


Thilde Juul-Wiese. Privatfoto. 

Corona var et forstørrelsesglas

I juli udgav Aarhus Universitet en undersøgelse om kvaliteten i ph.d.-uddannelsen på AU. Generelt var der mange positive tal blandt andet omkring vejlederrelationer og udvalget af kurser, men undersøgelsen viste også, at 66 procent. af de ph.d.-studerende er usikre på, om det, de laver, er godt nok, og 23 procent føler sig ensomme på deres arbejdsplads.

Det er problemer, som har været stigende siden 2013 trods indsatser fra ph.d.-skolerne.

LÆS OGSÅ: Antallet af stressede ph.d.-studerende er steget trods flere indsatser fra AU’s side

Ifølge Thilde Juul-Wiese og Marianne Høi Liisberg var corona i høj grad med til at understrege de allerede eksisterende problemer, som undersøgelsen fra AU kortlagde.

”Det er som om, at corona er et forstørrelsesglas, der sætter lys på nogle problematikker, der findes i forvejen. Den situation, vi har stået i under corona, peger på nogle problemer, der er i ph.d.-uddannelsen, som måske har været lidt skjulte,” siger Thilde Juul-Wiese.

Relationen til kollegaer, der i forvejen er sparsom blandt ph.d.-studerende, fik et alvorligt knæk, forklarer Marianne Høi Liisberg.


Marianne Høi Liisberg. Foto: AU

”Jeg tror, at alle går ind til en ph.d. med en forventning om, at det bliver ensomt i perioder, men corona-situationen har virkelig fået den følelse til at eskalere ud over alle grænser. Mange føler, at det fællesskab, der f.eks. var hen over kaffemaskinen, blev fuldstændig lagt ned,” siger Marianne Høi Liisberg.

 

Alt hvad der hører under kategorien forskningssamarbejder, internationalisering og dermed også mulighed for læring og kvalitetstjek blev aflyst. Forskningsprogrammøder og videndeling inden for institutionen var pludselig blevet en by i Rusland. Jeg var isoleret, ensom og overladt til mig selv i en meget stejl læringskurve der knækkede og satte en stopper for progressionen i projektet.

Uddrag fra anonymt vidnesbyrd

På baggrund af de 88 vidneudsagn kunne de se, at corona og konsekvenserne heraf var skræddersyet til at besværliggøre ph.d.-processen.

”Det var tydeligt at se, at folk havde haft det virkelig, virkelig stramt. De har følt sig helt enormt alene både som medarbejder, studerende, kollega og som mennesker, når de har siddet i deres lejligheder. Følelsen af at være ladt alene på trods af gode vejleder forhold, har været gennemgående i mange af de vidnesbyrd, vi har fået,” siger Thilde Juul-Wiese og fortsætter:

”Når man ikke kan snakke med nogen om de usikkerheder, man oplever, fordi man sidder hjemme og måske ikke har nået at etablere et netværk, før corona ramte, så kan det vokse sig meget stort.”

De to ph.d.-studerende forklarer, at de efterfølgende har afleveret de 88 vidneudsagn til ph.d.-skolen på Arts, som de også har været i dialog med gennem hele processen.

”Vi fik ph.d.-skolen med for at gøre dem opmærksomme på, hvordan de ph.d.-studerende har det, så de kan handle på det. De tog det meget seriøst. Der har været to mål med indsamlingen. Give et rum for ventilation og solidaritet blandt ph.d.-kollegaer og at give beskeden videre til ledelsen,” siger Marianne Høi Liisberg.

Ph.d.-skolen har blandt andet givet forlængelse til studerende, og de har oprettet muligheden for, at ph.d.-studerende kan komme på skriveophold.

”Vi har haft et godt samarbejde med ph.d.-skolen på Arts og har fået god opbakning. Det har været en positiv oplevelse,” siger Thilde Juul-Wiese.

Mesterlæren forsvandt

Udover problemer med ensomhed viste indsamlingen af vidnesbyrd også, at en anden af de eksisterende problematikker, nemlig usikkerheden blandt de ph.d.-studerende blussede op under corona. Thilde Juul-Wiese nåede at være ph.d.-studerende et halvt år på universitetet, inden hun tog på feltarbejde i Zambia, der så blev afbrudt af corona. Derefter var det hjem i sofaen på Amager, hvor hun bor.

 

Fuldt stop for empiriindsamlingen midt i perioden hvor jeg skulle have indsamlet empiri, gjorde at jeg ikke kunne fortsætte med at indhente data til mit projekt. Kernen af projektet er etnografisk og det kunne ikke så let lade sig omlægge, selvom jeg gjorde et forsøg. Udsigterne var lange, og jeg så projektet glide længere og længere ud. Det blev udvandet.

Uddrag fra anonymt vidnesbyrd

”Der er mange af processerne ved at skrive en ph.d., som jeg, da nedlukningen ramte, endnu ikke havde kendskab til. Der er meget know-how, og der manglede jeg mine kolleger både ’ældre’ ph.d.’er og VIP’er til at guide mig og spørge til råds. Det er nemmere at stikke hovedet ind på kontoret end at invitere til et zoom-møde,” siger Thilde Juul-Wiese og fortsætter:

”Jeg synes stadig, det er svært at vide, om jeg tager de rigtige valg i løbet af en arbejdsdag, men det er nok meget normalt som ph.d. både i og uden for en Corona-tid. Jeg har i hvert fald manglet mine kolleger at spejle mig i blandt andet i forhold til arbejdsopgaver,” siger hun.

Som Marianne Høi Liisberg udtrykker det, var det som om ’mesterlæren’ forsvandt fra ph.d.-uddannelsen.

Heldigvis var de ph.d.-studerende nogle af de første, som fik lov til at vende tilbage til kontorerne på universitetet i det sene forår, og det er både Marianne Høi Liisberg og Thilde Juul-Wiese taknemmelige for. De to ph.d.-studerende har også begge fået en måneds forlængelse af deres ph.d.-projekter. Hvorvidt det er nok, må tiden vise, nævner både Marianne Høi Liisberg og Thilde Juul-Wiese. Marianne Høi Liisberg afslutter efter planen sin ph.d. i marts og Thilde Juul-Wiese afslutter et halvt år senere.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også