Pind fandt ikke kvalitetsmålestokken på AU

Søren Pinds erklærede mål er hæve kvaliteten i uddannelserne, men hvordan kvaliteten skal måles, gav ministerens besøg på AU i dag ingen afklaring på – hverken til ministeren selv eller til de fremmødte.

Søren Pind er på turné for at snakke uddannelseskvalitet med de studerende, men hvordan man måler kvalitet er endnu "up in the air." Foto: Lars Kruse.

Cirka 120 studerende var til formiddag mødt op for at stille spørgsmål til uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i Stakladen. Ifølge ministeren selv var formålet med besøget at ”høre de studerendes bud på tingene, inden vi for alvor går i gang med at lave om,” og Rektor Brian Bech Nielsen var da heller ikke sen til at rose ministeren for i bedste universitetsånd at gå dialogisk til værks. Tilhørerne skulle dog igennem knap 25 minutters monolog fra Søren Pind, før de kunne komme på banen med spørgsmål.

”At styrke det indre menneske, det er universitetets fineste opgave,” erklærede Søren Pind blandt andet i sin tale.

Det var måske også tanken bag den medbragte fællessang om befrielsen efter 2. Verdenskrig, ”Lærken letted,” hvor ministeren sang for, før han indtog scenen. Ifølge Søren Pind skulle den minde de studerende om, hvem vi står på skuldrene af – måske for at introducere sit store fokus på dannelse og sin idé om et moderne filosofikum.

De studerende var mødt talstærkt op, og mange var ivrige efter at stille spørgsmål til ministeren. Foto: Lars Kruse.

Hvordan måler man kvalitet?

At dannelse for Søren Pind er en vigtig del af en kvalitetsuddannelse, kunne tilhørerne derfor ikke være i tvivl om. Men præcis hvordan kvaliteten skal måles, har ministeren endnu ikke et bud på. Han kaldte det flere gange undervejs for ”en skandale” og ”en katastrofe,” at det er så svært at måle kvalitet. Men idéer til, hvordan det kan gøres, var der ikke mange af fra salen, og dem, der kom, fejede ministeren hurtigt af bordet.

En af dem var formanden for Studenterrådet, Emil Outzen, afsender på. Han opfordrede ministeren til at se på mængden af undervisningstimer på blandt andet Arts og BSS, som han mener, er underfinansierede.

”Jeg ved ikke, om det giver mere kvalitet at give flere penge,” lød ministerens svar, som han fulgte op med en bemærkning om, at han ”ikke vil smøre penge ud over det hele.”

Hvordan måler man kvalitet? Ministeren ved det ikke, men tror ikke på, at den nødvendigvis bliver større, hvis man giver flere penge. Foto: Lars Kruse.

Bedre kvalitet for samme beløb

Dermed stod det hurtigt klart, at ministeren ikke har i sinde at spytte flere penge i uddannelseskassen.

”Det, jeg er interesseret i, er, hvordan jeg får mere ud af de penge, jeg har,” lød det fra Søren Pind.

Netop ambitionen om at hæve kvaliteten uden at tilføre uddannelserne flere penge, forholdt Emil Outzen sig skeptisk til.

”I Studenterrådet deler vi mange af ministerens visioner om høj kvalitet og om at ruste de studerende til fremtidens arbejdsmarked. Men jeg er ked af, at han helt affejede problemstillingen om, at der nogle steder er for lidt undervisning, fordi der mangler finansiering,” fortalte formanden efter arrangementet, og efterlyste samtidig flere konkrete udmeldinger fra ministeren.

”Når vi laver evalueringer, kan vi se, at der er uddannelser, der higer efter feedback og underviserkontakt, og det synes jeg ikke, han adresserede.”

Efter debatten kunne de studerende skrive forslag til, hvad der kan gøre uddannelserne bedre. Jo flere, der skrev det samme, jo større blev ordene. Praktik, fleksibilitet, feedback, mere undervisning og vejledning var de fem topscorere. Foto: Lars Kruse.

Tilfredshed hos Konservative Studerende

Hos Konservative Studerendes landsnæstformand, Magnus Hermann Haraldsson, var der altovervejende tilfredshed efter ministerens besøg.

”Inden besøget var jeg bekymret for, at ministerens fokus på at rette uddannelserne mod arbejdsmarkedet ville overskygge fagligheden, så det er godt at høre fra ministeren, at det for ham også handler om at få fagligheden tilbage i højsædet.”

Fra AU uden afklaring

Søren Pind selv gav efter arrangementet udtryk for at være fint tilfreds med udbyttet:

”Jeg kan konstatere, at der heldigvis er mange, der er tilfredse med udbyttet af deres uddannelse. Men også, at der er en del, som ikke får nok ud af det,” sagde han med henvisning til den digitale afstemning, som Søren Pinds road show sluttede af med.

Her skulle de studerende svare på, om de får nok ud af deres undervisning, og hvad der kan gøre den bedre. Her viste afstemningen, at cirka 50 mener, de får nok ud af undervisningen, mens cirka 20 svarede ”nej” til det spørgsmål.

Selvom afstemningen viser, at der er noget at arbejde på, indrømmede ministeren dog, at han måtte tage fra AU uden entydige bud på, hvordan man kan måle kvalitet.

Ministerens turné har allerede været forbi Region Syddanmark og fortsætter i Nordjylland og på Sjælland i august måned.