Professor Alexandros Iosifidis modtager Victor Albeck-prisen
Alexandros Iosifidis er professor ved Institut for Elektro- og Computerteknologi, hvor han sammen med sin gruppe forsker i, hvordan kunstig intelligens kan optimeres. Den 29. maj modtager han Victor Albeck-prisen på 100.000 kroner.
Alexandros Iosifidis er professor i elektro- og computerteknologi og forsker i optimering af kunstig intelligens, så teknologierne kan understøtte og forbedre menneskers dagligdag.
”Maskinlæring og AI er i meget stor vækst, og automatiske, intelligente systemer vil spille en langt større rolle i samfundet og vores daglige liv i fremtiden. Vi arbejder på at løse maskinlæringsproblemer langt mere effektivt og pålideligt og med meget mindre regnekraft, end man kan i dag. Vores forskning sætter maskiner i stand til at lære endnu bedre og udføre opgaver endnu hurtigere. Målet er en større automation inden for en bred palet af anvendelsesområder”, siger Alexandros Iosifidis i en nyhed fra AU.
Alexandros Iosifidis arbejder blandt andet på at udvikle AI-teknologi, der kan gøre bygninger mere intelligente og derved mere komfortable at opholde sig i. Han har også været med til at udvikle robotteknologi målrettet ældre borgere og algoritmer, som kan forhindre børssvindel, til finanssektoren.
Den 29. maj modtager han Victor Albeck-prisen på 100.000 kroner, som uddeles af Aarhus Universitets Forskningsfond til et yngre forskertalent.
Korrekturlæst af Charlotte Boel