Scor et lækkert studiejob, mens du ligger på sofaen

Det kræver en god idé og fagligt talent. Men så kan studerende til gengæld score et studiejob liggende på sofaen iført slåbrok og sutsko. Med det nye online-koncept Casebase vil tidligere AU-studerende Erman Bozdogan skabe et samlet overblik over case competitions, som virksomheder inviterer studerende til at besvare. Men risikerer studerende at blive gratis idégeneratorer for virksomhederne?

Erman Bozdogan er en af stifterne bag det nye online-koncept Casebase. Målet med hjemmesiden er, at studerende skal kunne netværke med virksomheder fra sofaen, iført slåbrok og sutsko. Foto: Melissa Yildirin

OBS. Casebase eksisterer ikke længere (opdateret 15.10.19)

”Man skal kunne løse en case for en virksomhed, mens man ligger på sofaen.”

Sådan lyder udmeldingen fra Erman Bozdogan, der er en af stifterne bag online-konceptet Casebase. Med hjemmesiden vil de give alle studerende mulighed for at deltage i de såkaldte case competitions, hvor man konkurrerer om at levere den bedste løsning på en konkret opgave stillet af en virksomhed.

I studietiden var det netop case-arbejde for Kvickly og Designit, der åbnede Erman Bozdogans øjne for, hvordan teori kan omsættes til praksis. Men case-konkurrencer er ofte betinget af, at man møder op på et bestemt sted og tidspunkt. Derfor har mange studerende reelt ikke mulighed for at deltage i dem.

”Casebase vil øge fleksibiliteten og tilgængeligheden for de studerende, så alle kan være med,” forklarer Erman Bozdogan. Arbejdet skal altså kunne udføres hjemme i studenterhyblen iført sutsko og slåbrok.

Sådan virker casebase

Alle cases ligger fremme, så man kan læse om dem og vælge en, der passer til interesse og kompetencer. Det er gratis at oprette sig som bruger, og man skal ikke betale for at besvare en case. Med casen følger informationer om opgavens omfang og materialer, man kan bruge til at løse den. Virksomhederne kan også invitere studerende til at løse en case, hvis de ser en profil, de finder interessant. For at besvare en opgave lægger den studerende en pdf-fil op med sin løsning, typisk 1-2 sider. Præmien til vinderen skal på sigt være et samarbejde med virksomheden, men kan lige nu også være et gavekort, eksempelvis til Magasin eller studiebøger.

Fakta

I skrivende stund har Casebase 220 studerende som brugere. Målet er at have 500-1.000 ved udgangen af 2016 og 5.000 ved udgangen af 2018. Der er p.t. 10 aktive virksomheder og 10-15 cases hver måned. Antallet kommer til at stige i takt med brugerantallet. De første virksomheder har gratis uploadet cases, mens de i fremtiden skal betale, alt efter hvor meget reklame Casebase skal gøre for deres case. Erman Bozdogan og de to andre stiftere af siden, Mathias Noreng og Dardan Dashaj, har alle fuldtidsjob ved siden af og driver siden i deres fritid.

Show it, don’t tell it

Udover at give praktisk erfaring og indsigt i typiske opgaver på arbejdsmarkedet giver case-arbejdet også de studerende mulighed for at vise deres talenter frem for virksomhederne.

”Du kan se case competitions som en jobansøgning: I stedet for at skrive, hvad man kan, får man her chancen for at vise det.”

Tanken er altså, at en sejr i en case competition skal give vinderen mulighed for at få et job i virksomheden og derved give den studerende et større netværk og et forspring i karriereræset. Konkurrencerne er derfor også en ny rekrutteringsvej for virksomhederne, som får mulighed for at se de studerendes kvalifikationer an, inden de ansætter dem. Samtidig får de input fra en masse unge, hvilket ifølge Erman Bozdogan kan være med til at bryde virksomhedens vanetænkning.

Men er I ikke bange for, at de studerende kommer til at arbejde som gratis idégeneratorer?

”Nej. Vi ser case competitions som noget, man tilmelder sig, fordi man synes, det er spændende at arbejde med, og fordi man gerne vil vise sig frem. Når du søger en stilling, får du jo heller ikke noget for det, hvis ikke du bliver kaldt til samtale.”

Kun 1-2 sider

Erman Bozdogan påpeger også, at mængden af arbejde for de studerende begrænser sig til 1-2 sider, hvor de forklarer virksomheden om deres idé.  Af samme grund afviser han, at de studerendes arbejde kan tage brødet ud af munden på færdiguddannede: De studerende, der deltager i konkurrencen, leverer udelukkende en idé på tegnebrættet og ikke selve udførelsen af den.

”Til gengæld vil en god idé ofte udløse et samarbejde mellem den studerende og virksomheden om at føre idéen ud i livet, for eksempel i form af en projektansættelse, en praktikplads eller et studiejob,” siger Erman Bozdogan.

Klare aftaler med virksomhederne

Hvordan kan I være sikre på, at virksomhederne ikke bruger de idéer, der ikke vinder, uden at honorere de studerende bag?

”Det handler om at have nogle klare aftaler med virksomhederne,” lyder det prompte fra Erman Bozdogan.

”Det er vores indtryk, at virksomhederne er med, fordi de synes, det er spændende at arbejde med de studerende – ikke for at udnytte dem.”

Han påpeger, at virksomhederne også laver en fælles feedback til alle besvarelser, så alle får noget ud af arbejdet – også de studerende, der ikke vinder den pågældende konkurrence.

Erman Bozdogan siger dog, at de fremadrettet vil være opmærksomme på, at virksomhederne ikke bruger den tiendebedste løsning uden at give den studerende bag noget for det. Meldingen er klar:

”Vi vil ikke være med til at stjæle idéer fra de studerende. Det er ikke det, konceptet går ud på.”