Semesterguide: Deadlines og events du ikke vil gå glip af
Der er deadlines, du bare ikke vil misse … Og så er der begivenheder, det er decideret ærgerligt at gå glip af. Her får du en guide til vigtige datoer i det kommende semester, så du allerede nu kan sætte kryds i kalenderen. Det var så lidt.
August
15. august – Ansøgningssystemet til at ansøge om udveksling fra AU til en af universitetets samarbejdspartnere i foråret 2018 åbner.
Deadline 15. september
September
September – Efterårssemestret begynder
De nye studerende er færdige med rusugen, de gamle studerende er tilbage fra ferie og undervisningen går i gang. I alt har AU omkring 42.000 studerende og 8.000 ansatte. Dog er både studerende og ansatte fordelt mellem campus i Århus, Herning og Emdrup.
4.-6. september – Studiemesse
Hvert år i september bliver Aulaen på AU i tre dage omdannet til et veritabelt gedemarked. Et hav af virksomheder, foreninger og organisationer deler ud af gratis godter og gode tilbud på alt lige fra forsikringer og bankkonti til tandlægebesøg og busbilletter, og op mod 15.000 studerende snor sig ind og ud mellem de mange stande i løbet af de tre dage, messen varer. For såvel nye som gamle studerende er det et godt sted at lægge vejen forbi, hvis man vil blive klogere på de mange fællesskaber, man kan melde sig ind i på AU, eller bare vil score en gratis fadøl og nyde sommervejret i solgården.
- Se mere her.
15. september – Årsfesten på Aarhus Universitet
Hvert år holder universitetet en stor fest for at markere sin grundlæggelse den 11. september 1928. Om eftermiddagen er der taler, festforelæsning, uddeling af legater og priser, promovering af æresdoktorer og musik i Aulaen. Om aftenen fejres årsdagen med en koncert i Aarhus Musikhus. Der trækkes lod om billetter til årsfesten mellem de medarbejdere, der tilmelder sig lodtrækningen. De studerende markerer dagen med Danmarks Største Fredagsbar (se nedenfor).
15. september - Danmarks største fredagsbar og idrætsdag
Hvert år holder de studerende en heldagsfest på universitetets udendørsområder, som markerer grundlæggelsen af universitetet. I løbet af dagen kan studerende deltage i forskellige sportskonkurrencer (eller bare kigge på), besøge temabarer i parken, og om aftenen er der live musik i universitetsparken.
- Se mere her.
15. september – Deadline for at ansøge om udveksling fra AU til en af universitetets samarbejdspartnere i foråret 2018
Oktober
15. oktober - deadline for at ansøge om optag på kandidatuddannelser med vinterstart 2017/2018
16.-20. oktober – Efterårsferie
Langt de fleste studier holder undervisningsfri. Friugen kan bruges på alt fra indhentning af tabt studiearbejde til en kort ferie til udlandet.
29. oktober – Sommertid ender (stil uret tilbage kl. 03.00 om natten mellem lørdag den 28. og søndag den 29.).
November
1.-5. november - undervisningstilmelding for forårssemestret (Aarhus BSS servicetilmelder dog til obligatoriske fag)
3. november - Aarhus Symposium
Aarhus Symposium blev grundlagt af AU-studerende i 2011 og er siden blevet afholdt hvert år den første fredag i november. Formålet er at skabe kontakt og debat mellem studerende og vigtige beslutningstagere i samfundet. Prominente talere fra den politiske, økonomiske – og nogle gange også den royale – verden plejer at gæste arrangementet og gå i dialog med de studerende. I år er temaet ”Leading Through Change.”
- Læs mere her.
13.-16. november – Valg på AU (tentative datoer)
Hvert år vælger de studerende repræsentanter til at sidde i universitetets studienævn, akademiske råd og til universitetets bestyrelse. Den endelige dato for valget er ikke fastlagt, men forvent, at der bliver ført valgkamp på Campus med valgplakater, flyeruddelinger og en paneldebat eller to mellem spidskandidaterne. De fire politiske studenterorganisationer på AU hedder Studenterrådet på Aarhus Universitet, Frit Forum Århus, Konservative Studenter og Borgerlige Studerende Aarhus.
- Når valget kommer tættere på, kan du læse mere her.
21. november – Kommunal- og Regionsrådsvalg
Det er ikke kun AU, der afholder valg i november. Den 21. november går hele byen til stemmeurnerne for at vælge repræsentanter til byrådet og til regionsrådet. Forvent valgplakater i gadebilledet fra lørdag den 28. oktober – ikke bare i centrum af Aarhus, men også rundt omkring på campus.
December
1. december – Ansøgningssystemet til AU Summer University 2018 åbner
1. december – Ansøgningssystemet til at ansøge om udveksling fra Aarhus Universitet til en af vores samarbejdspartnere i efterårssemestret 2018 og forårssemestret 2019 åbner
13. december – Luciadag
Som du nok kan huske fra din tid i folkeskolen, og måske også fra gymnasiet, er der ofte luciaoptog den 13. december. På Aarhus Universitet er der også luciaoptog, men dog et mere utraditionelt et af slagsen, som festudvalget TAAGEKAMMERET står for. Her skal både kvinder og mænd gå i kjole, lyskransen på luciabrudens hoved bygges op om en gammel scooterhjelm og betragtelige mængder alkohol konsumeres undervejs.
- Billeder ses her.
24. december – Juleaften på AU
Skal du af den ene eller den anden årsag ikke fejre juleaften i familiens skød? Så giv din traditionelle julemiddag lidt internationalt krydderi og tag til juleaften på AU. Studenterpræsterne inviterer sædvanligvis internationale og danske studerende til fælles julefejring.