Skærpede coronarestriktioner lukker grænsen for internationale studerende
De nye, skærpede restriktioner for indrejse betyder, at det i øjeblikket ikke betragtes som et anerkendelsesværdigt formål at skulle studere i Danmark. Dermed er landet lige nu lukket for mere end 200 nye internationale studerende, der efter planen skal begynde på AU 1. februar. Også AU-studerende på vej på udveksling kan blive påvirket.
Fredag skærpede myndighederne restriktionerne for ind- og udrejse i Danmark for at forhindre spredning af coronasmitte. Og det kan få konsekvenser for de mere end 200 internationale studerende, der efter planen skal begynde på Aarhus Universitet, når det kommende semester starter 1. februar. For internationale studerende, der forsøger at rejse ind i Danmark, vil nemlig blive afvist ved grænsen. Det skyldes, at det at skulle påbegynde studier i Danmark i øjeblikket ikke betragtes som et såkaldt anerkendelsesværdigt formål, der giver udlændinge ret til at rejse ind i landet.
Rikke Nielsen, international chef ved AU
De skærpede restriktioner gælder foreløbigt frem til 17. januar, og på Internationalt Center på AU følger man nøje udviklingen på området, fortæller international chef Rikke Nielsen.
”Vi har orienteret de nye udvekslingsstuderende om, at de tidligst kan rejse ind i landet 14 dage før semesterstart, så hvis de skærpede restriktioner løftes igen den 17. januar, vil de nye studerende ikke blive påvirket,” siger Rikke Nielsen og fortsætter:
”Men hvis man hørte statsministerens udmelding søndag aften, tyder meget desværre på, at mange restriktioner vil blive forlænget. Samme budskab lyder fra flere eksperter, og det er den forventning, vi i øjeblikket arbejder efter i forhold til vores vejledning.”
Udvekslingen er påvirket af coronasituationen
Rikke Nielsen oplyser, at 200 udvekslingsstuderende efter planen skal læse på AU på en udvekslingsaftale, og 37 internationale studerende skal læse på AU via Mundus-programmet. Og de tal er lavere end normalt som følge af coronapandemien.
”Det er cirka halvdelen af, hvad vi normalt tager imod i forårssemesteret,” siger hun.
Flere vil falde fra
Rikke Nielsen forventer, at flere af de kommende internationale studerende vil droppe udvekslingen på AU som følge af restriktioner i Danmark eller i deres hjemland.
”Vi vejleder dem så godt, som vi kan ud fra den viden, vi har fra myndighederne. Og hele vores modtageprogram er i år online, så man vil i princippet kunne følge det fra sit hjemland. Det er dog overvejende sandsynligt, at studerende vil genoverveje deres udvekslingsophold på AU i foråret 2021. Semesteret begynder online, og vi kan ikke sige noget om, hvornår der åbnes for undervisning på campus igen,” siger Rikke Nielsen.
AU-studerende på vej på udveksling skal tænke sig godt om
De nye restriktioner for ind- og udrejse kan også få betydning for de 250 danske AU-studerende, der efter planen skal på udveksling i forårssemesteret. Myndighederne fraråder i øjeblikket alle rejser – også nødvendige rejser som erhvervsrejser. Og Internationalt Center er derfor lige nu ved at afklare, hvordan de udvekslingsstuderende fra AU er stillet.
”Studierejser bliver normalt betragtet som nødvendige rejser, men man arbejder fra Udenrigsministeriets side ikke længere med 'nødvendige' og 'ikke-nødvendige' rejser i rejsevejledningen. Vi afventer i øjeblikket en afklaring fra myndighederne på, hvordan det forholder sig med studieophold nu, hvor erhvervsrejser frarådes,” siger hun og fortsætter:
"Overordnet set tolker vi det således, at intentionen med de skærpede rejserestriktioner er at begrænse ind- og udrejse til og fra Danmark i videst muligt omfang."
”Indtil vi får nærmere afklaring, vurderer vi, at et studieophold er i en gråzone i forhold til rejserestriktionerne. Vi opfordrer derfor de studerende til at tænke sig godt om og nøje overveje deres studieophold, blandt andet ud fra situationen i det land, de skal på udveksling i. De skal blandt andet se på udvikling i smittesituationen, kvaliteten i det lokale sundhedsvæsen, mulighederne for at rejse hjem før tid og ikke mindst forsikringsforhold,” siger Rikke Nielsen og understreger, at det er en kompleks situation lige nu.
Som informationen fra myndighederne er p.t., er det de studerende selv, der træffer beslutning om, hvorvidt de vil rejse eller ej.
- Hold dig opdateret: Danske og internationale studerende opfordres til løbende at orientere sig på AU's coronaside