Skidere, punch og pengemænd: Nu skal der forskes i AU’s egen historie

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Professor i uddannelseshistorie, Ning de Coninck-Smith, har sat Aarhus Universitet og det levede liv på AU under sin forskningslup.

08.01.2019 | Lene Ravn

Den nytiltrådte professor i uddannelseshistorie Ning de Coninck-Smith har stor passion for AU's tre gudfædre, der kæmpede for oprettelse af et universitet i Aarhus. Èn af dem er overlæge Victor Albeck, der den 9. januar kunne have fyldt 150 år. Han ses på ovenstående foto sammen med sin hustru Ella Albeck og deres tre sønner. Arkivfoto: AU Universitetshistorie

Ning de Coninck-Smith tiltrådte som professor i uddannelseshistorie i september 2018. Arkivfoto: Lars Kruse

Urgrosserer Filtenborg var medlem af Forretningsudvalget for Oprettelsen af et Universitet i Jylland og én af de såkaldte pengemænd bag AU’s oprettelse. Arkivfoto: AU Universitetshistorie

Hvad er en skider?

Og hvad har punch, prestige og pengemænd med det hele at gøre? 

Det kan Ning de Coninck-Smith gøre os klogere på. Hun blev i september udnævnt til professor i uddannelseshistorie og er godt i gang med at researche sig gennem AU’s historie. Og hun vil vel at mærke sætte spot på de mennesker og den hverdagskultur, der ligger til grund for det AU, vi kender i dag.

Meget viden har hun dog allerede, og hun kan derfor tage os med til optagelsesforhørene på kollegiegangene i 1930’erne og 1940’erne. Men allerførst skal vi forbi de tre idémænd bag AU, der har vundet Ning de Coninck-Smiths fascination.

”For hvad er det, der får mennesker til at ville lave et universitet? Hvis du sad en lørdag aften uden planer, ville du så sætte dig ned og lave et universitet?” spørger hun.

Og nej, det er nok de færreste, der ville det. 

Lost i kvitteringer 

”I 1920’erne blev AU i folkemunde kaldt pengemændenes universitet,” fortæller Ning de Coninck-Smith og uddyber:

”Der var et net af mænd med penge, som gerne ville Aarhus Universitet det godt. For eksempel urgrosserer Chr. Filtenborg, der testamenterede til universitetet, og Frederik Lausen, som var direktør for Aarhus Oliefabrik. De havde mange penge, som de gerne ville have ud og arbejde, og de ville gerne give dem til et universitet. Men der skal jo være nogen, som tænker indholdet.” 

Og det var der. Hjernerne bag hed Victor Albeck, Knud Faber og Erik Arup. De to var læger, den sidste historiker, alle var uddannet på KU. Og Ning de Coninck-Smiths undren går på, hvorfor de alligevel valgte at stå gudfædre for Universitetsundervisningen i Jylland. Det var ikke ligefrem en populær sag i begyndelsen af 1900-tallet i Københavns akademikermiljø, og man risikerede at få sine kolleger på nakken for at ytre sig positivt over for tanken. 

Det får historikerens tanker til at knitre. Hvilke tanker der rørte sig i de tre mænd for så mange årtier siden, er svært at blive klog på. Hun fortæller, at man i historieskrivningen støtter sig til Albecks engagement i Aarhus, at Albeck var en nedslået mand efter to afslag på jobs i København, samt at ’han ville hellere være en stor mand i en lille by end en lille mand i en stor by’, som Ning de Coninck-Smith formulerer det. Faber var formentlig mere drevet af ønsket om det fælles bedste for landet, der havde brug for flere akademikere. Og Arups bevæggrunde er hun ikke nået til endnu.

Der er nemlig rigeligt at se til for den nye professor, som er gået i gang med læsningen af mange hundrede siders brevveksling mellem gudfædrene, alt imens hun også studerer alt fra protokoller til kvitteringer fra dengang: 

”Jeg kan se, hvad de fik til frokost eller middag i Snapstinget, og jeg kan se, hvor mange cigarer de har røget. Deres tog- og færgebilletter og deres enorme rejseaktivitet. Men det er svært at finde ud af, hvad de sagde på båden på vej fra København til Aarhus, mens de dampede på cigarer, for det er jo ikke nedskrevet. Man er lidt lost og overladt til fantasien. Nogle gange spørger jeg mig selv, om jeg mere er romanforfatter end historiker, for hullerne skal jo fyldes ud,” siger Ning de Coninck-Smith og understreger, at det som historiker er vanskeligt ikke at forestille sig situationen spille sig ud for øjnene af én – også selvom gætterier ikke er meget værd, når der skal skrives historiebøger.Her ses Aarhus Universitets første bygning, der blev indviet i 1933. Arkivfoto: AU Universitetshistorie

Humaniora koster ingenting

Hvad hun ved med sikkerhed, er, at universitetet fik en del modstand fra Københavns Universitet (KU), og gudfædrene kunne i begyndelsen ikke lykkes med at lave en lægeskole. 

”Men så skete det, at overbibliotekaren Erling Stensgård fra Statsbiblioteket til et middagsselskab sagde: ’Hvorfor begynder man ikke med humaniora – det koster ikke noget’.” 

Og det gjorde man så. Universitetet kom på benene i en lille udgave i 1928 og tog sin spæde begyndelse fra lejede lokaler på Teknisk Skole, og det tilbød kun filosofikum og indledende semestre i sprogfag. 

Datidens direktør for AU var ikke engang fuldtidsbeskæftiget:

”Tænk engang, han administrerede et universitet fra et advokatkontor.”

AU fik dog hurtigt vokseværk; en universitetspark og i 1933 den ønskede lægeskole. I midten af 1930’erne kom kollegierne til, og AU gjorde sit for at brande sig i forhold til storebroren Københavns Universitet (KU). 

I den sammenhæng havde AU et fortrin, fortæller Ning de Coninck-Smith:

”Mange jyder var bange for storbyen, og hvad den lavede af undergravende virksomhed med ludere og lommetyve. Frafaldsprocenterne i København var heller ikke små, for mange gik tabt i storbyens København. De kom bogstaveligt talt ind med firetoget, og du må selv tænke dig til resten.” 

De studerende fandt som bekendt vej til AU, men AU er aldrig holdt op med at sammenligne sig med KU, hævder Ning de Coninck-Smith:

”KU er stadig en målestok. Det ved vi jo også fra snakken om rankinglister. Og hvis der er noget, rektorerne taler om, så er det hinanden. Universiteterne har en holdning til hinanden, og selvom de samarbejder, spiller kampen imellem dem stadig en rolle, og det kunne også ses, da Aalborg Universitet fik sin lægeuddannelse.

Når det lykkedes AU’s gudfædre at få et universitet til Jylland i 1928, mener uddannelseshistoriker Ning de Coninck-Smith, at det i høj grad skyldes tiden. Økonomien var nemlig i bedring, andre nordiske lande fik også provinsuniversiteter, der var mangel på advokater, læger og lærere, og derudover var det politisk: ”Man havde lige fået Sønderjylland tilbage, og nazismen rørte på sig sydpå, så man har nok tænkt, at de var vigtigt at få en dannelsesinstitution i Jylland til at holde det lidt på plads,” siger hun. Arkivfoto: Lars Kruse

Forhør af 'skidere'

Da den jyske lillebror i sin tid skabte sin studiekultur, kunne man heller ikke dy sig for at se østover. AU ville være som KU – bare anderledes. Så da man på Studentergården i København kaldte en ny kollegiebeboer for en phiis, som i en fis, måtte AU’erne finde på noget andet. Det var datidens russere, der på AU blev kaldt skidere.

”Det kommer af det at være på skideren og det med at være en lille skid, en lille phiis. Det var to sider af samme sag, men man kunne ikke hedde det samme som i København,” siger Ning de Coninck-Smith. 

Og de må siges at have været på skideren dengang. Selvom nutidens studiestartskultur ofte er blevet kritiseret, har vi i dag retningslinjer for god adfærd og instanser, man kan gå til på universitetet, hvis man bliver udsat for chikane. Men det var ikke tilfældet i 30’ernes og 40’ernes kollegietid. 

Ning de Coninck-Smith kan fortælle om, hvordan man skulle forhøres for at blive en del af studentergruppen på kollegierne:

”Inden dagen for forhøret fandt man nok hurtigt ud af, at man skulle hente øl til de andre. Når aftenen så oprandt, drak de sig mod til – både dem, der skulle forhøres, og dem, der skulle forhøre. Og så begyndte forhørskomitéen ellers med sine absurde spørgsmål, der gerne var ironiske og med seksuelle undertoner. Og hvis de ældste ikke var tilfredse med svarene, røg den nye under bruseren med tøj på og fik buksevand,” siger hun og fortsætter:

”Du kan forestille dig en dreng, der aldrig har rørt ved en pige. Han skal læse teologi, taler ravjysk, er optaget af Mosebøgerne og kommer helt derude fra, hvor kragerne er vendt. Han kommer ind på en kollegiegang, og så spørger de ham, hvornår han sidst har været i seng med en pige. Han rødmer helt op over kinderne, kan ikke svare og er chokeret, for i hans verden hører sex ægteskabet til. Prøv at forestille dig sådan en situation.”

Ovenstående er en rekonstruktion af datidens kollegieforhør. Arkivfoto: A.E. Andersen (1942)

Chikane på chikane

Ydmygelserne af skiderne kunne blive ved efter forhøret. For eksempel ved at fjerne døren til deres værelse eller mobbe dem på anden vis.

”Erindringerne siger også, at dem, det gik værst ud over, flyttede så hurtigt, de kunne. De klagede aldrig. De skulle bare væk,” siger Ning de Coninck-Smith, der også er blevet kontaktet af en af de forhørte fra dengang.

”Det er noget, folk kan huske, for det har sat sig i dem.” 

Men det var en fast del af kulturen:

”Jeg tror, det var helt standard, og mange af forhørene er skrevet ned. De er dog ikke helt lette at læse, for det hele er skrevet i fuldskab.”

Dette er en af de køkkenbøger fra kollegierne, hvori man kan læse om den tidlige studenterkultur i Aarhus. Endda med en demonstration af buksevand. Arkivfoto: AU Universitetshistorie

”Superuhyggeligt at læse, hvor meget de drikker”

De seneste år er festkulturen på studierne blevet debatteret livligt, og der er regler for og holdes øje med de studerendes alkoholindtag – særligt under studiestarten, hvor flere studerende i dag tilsyneladende også har lagt afstand til den vilde fest- og drukkultur.

LÆS OGSÅ: DTU kører med vandvognen – skal AU hoppe på?

Men sådan har det ikke altid været.

I AU-kollegiernes første årtier blev der indtaget store mængder alkohol – særligt af mændene. 

Det fortæller Ning de Coninck-Smith:

”Kvinderne lader til at have været påpasselige, så deres familier ikke endte med at have spildt deres penge på uddannelsen. Men med mændene må man jo bare sige, at nogle af dem tog sig nogle voldsomme friheder.”

Særligt efter 2. Verdenskrig var det slemt:

”Der var efter sigende en del tidligere modstandsfolk, som skulle på universitetet efter krigen. Og nogle af dem drak simpelthen hjernen ud, for de skulle jo håndtere det, de havde været igennem.”

Det lader dog ikke til, at der blev holdt meget øje med de tørstige studerende.

”Alkohol spillede en helt central rolle. Og det er superuhyggeligt at læse, hvor meget de drikker. Alligevel blev kun få smidt ud af kollegierne for det.”

 På AU var det muligt for kvinder at læse lige fra oprettelsen. På fotoet ses rektor Ad. Stender-Petersen danse med en studerende (i 1945 eller 1946.) Arkivfoto: AU Universitetshistorie

Fra punch til øl

Ifølge Ning de Coninck-Smith kan det have haft en stor betydning, da studerende bevægede sig fra en punch-kultur til en øl-kultur i 30’erne:

”Punch var en social drink, hvor man blander en bowle med alt muligt og delte den. Det var borgerskabets drink, mens øl var arbejdernes. Men på et tidspunkt bliver øllet alligevel en del af studenterkulturen.”

Helt præcist hvad glassets indhold betød for studenterkulturen, skal undersøges, men for nu kan hun konstatere, at øllet nok gav en lettere adgang til alkohol og måske også et større forbrug. 

Et andet aspekt, hun vil se nærmere på, er universitetets møde med kvinderne – og omvendt.

”Der er skrevet mange bøger om AU, men jeg prøver at finde en anden vej ind i historien, som stiller skarpt på universitetets mennesker, deres følelser og engagement. Jeg har da også lige fundet ud af, at to kvinder søgte ansættelse på universitetet allerede i 1928, og de er endnu ikke nævnt nogen steder i historien. Det er sådan noget, der kan få en historiker til at hoppe i stolen.”

Arkivfoto: Lars Kruse

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også