Omnibus prik

Skotske Hazel Reardon om Brexit: ”Skal jeg nu til at smugle haggis over grænsen?”

Hazel Reardon er en af de mere end 100 ansatte på AU, der kommer fra Storbritannien. Hun har de seneste måneder forsøgt at skaffe sig et overblik over, hvad Brexit vil betyde for hende og hendes familie.

Hazel Reardon er fra Skotland og arbejder som akademisk medarbejder ved Institut for Kemi. Foto: Colourbox og privat

Brexit

Fredag 31. januar ved midnat træder Storbritannien ud af EU efter 47 års medlemskab. Herefter følger en overgangsperiode, som foreløbigt varer året ud.

I overgangsperioden vil briterne som hidtil følge EU's love og regler, og de vil også fortsat være en del af det indre marked og toldunionen. I overgangsperioden skal EU og Storbritannien sætte rammerne for det fremtidige forhold mellem parterne.

Brexit – for ansatte på AU

AU forventer ikke, at Brexit i overgangsperioden får stor betydning for britiske medarbejdere på AU – eller for danske AU-medarbejdere, der skal til Storbritannien.

Brexit – for studerende

Omnibus bringer i næste uge en artikel om, hvad Brexit kan få af betydning for studerende.

”Jeg er træt af det,” lyder Hazel Reardons umiddelbare kommentar til, hvordan hun har det med Brexit.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg stemte for, at vi skulle blive i EU. Og processen omkring Brexit har været så frustrerende at følge, at jeg nærmest har mistet interessen for at følge med, fordi den har ført til stor splittelse,” fortæller hun. 

Planen er at blive i Danmark

Hazel Reardon er akademisk medarbejder ved Institut for Kemi, hvor hun arbejder for professor Bo B. Iversen. Hun kom til Danmark sammen med sin mand for mere end fem år siden. Egentlig var planen, at de skulle have en fælles oplevelse sammen i udlandet i et års tid. Men så fik de begge faste jobs, købte hus og fik en datter. Og så blev planen at blive i Danmark.     

Uvished

”Jeg ved helt ærligt ikke, præcis hvordan det vil påvirke mig, når overgangsperioden er slut. Jeg håber og tror, at den danske regering vil gå efter at give os de rettigheder, vi hidtil har haft. Men det afhænger jo nok også af, hvordan Storbritannien vælger at behandle EU-borgere i Storbritannien efter overgangsperioden.”

Styr på papirerne

Hazel Reardon har orienteret sig hos både det danske og britiske udenrigsministerium for at finde ud af, hvordan hun efter Brexit skal forholde sig som britisk statsborger med bopæl i Danmark.

”Det er ikke meget, jeg har skullet foretage mig. Jeg har skiftet til et dansk kørekort, og jeg har sikret mig, at familiens papirer, såsom vores permanente opholdstilladelse er up to date. Og så har både min mand og jeg fornyet vores pas, så vi kunne have det rødbrune EU-pas med stjernerne på forsiden så længe som muligt.”  

”Og så må vi se, om jeg nu skal til at smugle haggis over grænsen – eller lære at lave det selv – hvis der bliver restriktioner på, hvilke fødevarer man kan tage med over grænsen, som det for eksempel er tilfældet, når man rejser til USA,” griner hun. 

Har ondt af britiske kolleger

Arbejdsmæssigt får Brexit ingen konsekvenser for hende. 

”Men jeg har ondt af flere af mine britiske kolleger i Storbritannien, som er dybt bekymrede for, hvordan Brexit vil påvirke deres muligheder for at skaffe EU-midler til deres forskning. Og meget forskning afhænger netop af EU-midler,” siger hun.

"Brexit er ikke noget at fejre, jeg er mest bare trist" 

Brexit markeres i Storbritannien fredag aften. Tilhængere af Brexit fejrer, at Storbritannien nu træder ud af EU, mens de briter, der gerne så, at Storbritannien blev i EU, ikke føler, at der er meget at fejre. Hazel Reardon tilhører sidstnævnte gruppe.

”Jeg er mest bare trist over det. Så jeg ser ingen grund til at fejre det. Jeg føler, at vi med Brexit mister muligheder. Jeg har rejst frit mellem de forskellige medlemslande og har haft mulighed for at arbejde i et andet EU-land. Og det gør mig trist, at andre måske skal have besvær med at få de samme muligheder fremover.”

Brexit

Fredag 31. januar ved midnat træder Storbritannien ud af EU efter 47 års medlemskab. Herefter følger en overgangsperiode, som foreløbigt varer året ud. 

I overgangsperioden vil briterne som hidtil følge EU's love og regler, og de vil også fortsat være en del af det indre marked og toldunionen. I overgangsperioden skal EU og Storbritannien sætte rammerne for det fremtidige forhold mellem parterne.

Brexit – for ansatte på AU

AU har lavet en side, som løbende opdateres med oplysninger om Brexit med relevans for AU’s medarbejdere

AU opfordrer desuden medarbejdere til at orientere sig via Udenrigsministeriet 

Brexit – for studerende

AU har også lavet en side, hvor de samler oplysninger om Brexit med relevans for studerende  

Omnibus bringer i næste uge en artikel om, hvad Brexit kan få af betydning for studerende.